Tidligere år lancerede Dom Pérignon en ny årgang. Denne hedder 2005. Den drak jeg i går. I godt selskab. Sådan skal det gerne være med champagne. Og det er ikke første gang, jeg har åbnet noget med et årstal på en juleaften. Er det blevet en tradition? Måske. Jeg vil i hvert fald gerne gøre det igen næste år – så hold mig endelig op på det. Vi skal omkring flasken, men vi begynder lige med et kig på en anden juelaften – og en anden årgang.
Juleaften 2012 – med en omgang 1990. Det var en god jul. Og en ditto flaske.
Julen 2012. Her var jeg sammen med mine forældre og hunden Ejnar. Det var længe siden, at jeg kun havde været sammen med mine forældre. Aftenen forløb aldeles glimrende. Den blev faktisk lidt tosset. Lige som jeg kan lide det: Jeg fik skænket flot op til min mor. Hun blev i vældigt humør. Det blev jeg også. Vi lagde en dækkeserviet på min fars hoved og pegede fingre. Og grinte. Dernæst fik jeg en lur på en puf. Bare lige en halv time. 23.30 var jeg klar igen. Og musikken spillede.
En puf og jeg. Og min mors New Balance sko
I går var det jul igen. Det skulle fejres. Både med mad, drikke, kys, kram og pakkenelliker. Og en ny flaske. Denne gang var det Dom Pérignon 2005, jeg havde lagt på køl. Jeg skal ikke prale med verdens største samling af champagne. Eller landets største. Ej heller byens, men jeg har da lidt sager, som jeg går og lurer på. Da jeg er svært nostalgisk og husker bedst, hvis noget er “særligt” eller har en relation til nogle cifre, var jeg dog fast besluttet på, at det skulle være en årgang. Da Dom Pérignon 2005 var den seneste lancering, tænkte jeg, at det skulle være den.
Næsen bød i øvrigt på noter af ganske modne hvide frugter og brændte nødder.
Lad mig sige det med det samme. Omend det er en vintage med ti år på etiketten, så er det en ungersvend, som nok skulle have hvilet i en håndfuld år endnu. Bevares – smagen var på syrlig og frisk, men den var for ung til min “vintage-tand”. Når noget bærer en årgang, hænger det sammen med, at “året har været særligt eller karakterisktisk” på en eller anden vis. Kældermestrene skaber med andre ord en tidslomme, som smagsmæssigt er noget, der aldrig bliver helt nøjagtig det samme igen. Du ved – det kan jo have regnet en millimeter mere eller mindre ved næste høst, temperaturen kan have været markant anderledes, og så kan vinden have gjort dit eller dat ved druerne. Plus det løse.
I fuld længde. Næsten.
Var det “spild” at åbne Dom Pérignon 2005? Nej. Det var bare ikke lige helt det, jeg havde ventet: Det var for ungt med andre ord. Til gengæld kan jeg nu huske julen 2015, som den jul, jeg drak en ti år gammel flaske champagne, som nemt kunne have gjort det endnu flottere i 2020.
På køl. Har du selv sådan en 2005-sag? Så gem den. Gerne et årti.
