Depechen er havnet hos Andreas Bang Kirkegaard. Han gør sig i fotografering. Det faktum er betingelsen for interviewets tilblivelse. Andreas har modtaget en række spørgsmål, som han har svaret på. Selv samme spørgsmål er nu på vej videre til en ny fotograf. Mens jeg arbejder på næste offer, kan du nyde endnu et spændende interview. God fornøjelse. 
Andreas – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg skal til at i gang med et større portrætfotografisk projekt. Jeg arbejder deltid på en ungdomshøjskole for unge imellem 16-19 år og har længe haft en stor lyst og ambition om at portrætterer de unge, altså et portræt af ”teenageren”. Det skal ske i 2016.
Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Betragtende, dokumentaristisk og ”œkedelig”. Jeg er stor tilhænger af ”œkedelige” billeder, forstået som billeder, der ikke prøver at være en masse, men som blot registrere og betragter.
Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Det skete forholdsvis sent, men da jeg, efter at have været fascineret af kameraet som maskine helt i begyndelsen, virkelig begyndte at kigge på andre fotografer i mine tidlige tyvere (især danske fotografer), fandt jeg ud af, at alle de fotografer, jeg kunne lide, havde gået på fotojournalistuddannelsen i Århus. Da fandt jeg ud af, at jeg også ville i den retning, og siden da har det bevæget sig i den retning. 
Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Da jeg under et af mine sidste projekter på journalisthøjskolen, hvor jeg fotograferede en slags landskabsbilleder med spor af mennesker, fandt mig selv stå i et fuldstændig mennesketomt Lalandia i Billund. Det husker jeg tit tilbage på som en ret speciel oplevelse. Syret sted! 
Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Jeg vil gerne stoppe tiden. Dvæle ved scenen og øjeblikket. Alting går efterhånden meget hurtigt. Fotografiet har en naturlig ro, som jeg virkelig godt kan lide. De kræver at du stopper op og kigger.
Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Når de hviler i sig selv, tør stå ved hvem de er, og hvad de kan lide. Generelt synes jeg, at alle mennesker, som er bevidste om og tør stå ved egne fejl og mangler, er smukke mennesker. 
Hvad er den største fordel ved at være mand og fotografere kvinder?
– Jeg er ikke sikker på det er en fordel. 
Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Jeg synes ikke lurer, er det rigtige ord. Men man skal være nysgerrig på verden. Man skal have lyst til at undersøge og udforske det, der er omkring en, og man skal prøve at forstå det hele bare lidt bedre ved at fotografere det og blive ved med at kigge. 
Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Når jeg kan blive ved med at kigge på det og gå på opdagelse i det. Når jeg undres og fascineres. Når det viser mig en bid af verdenen, som jeg ikke har lagt mærke til – være sig nært eller fjernt. 
Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Min kæreste. Hun er smuk, spændende og ikke så glad for at lade sig fotografere. Så det er en spændende udfordring. 
Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Man skal helt grundlæggende mene det seriøst. Et godt foto er et foto, som har noget på hjertet. Et foto som vil os noget. Hvis billedet oprigtig talt betyder noget for den, der har taget det, skinner det oftest igennem i billedet og dermed videre til beskueren. 
Hvor kan man se mere til dine fotos?
– På min meget snart nye hjemmeside www.andreasbang.com
Tre hurtige til Andreas:
Hvad byder din vinter på?
– Opstart på højskolen, genetablering af freelancebutikken, og som sagt portrætprojektet med de unge mennesker på højskolen som skal startes op.
Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Hvis man glemmer sin telefon et sted på højskolen, kan man næsten være sikker på, at nogle elever har efterladt en selfie. Dette billede havde jeg faktisk ikke set før, jeg ledte efter et billede til dette spørgsmål.
Fra telefonen
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Jeg havde i december besøg af tre meget dejlige kammerater fra forskellig steder i landet, som ikke ses så tit. De er alle tre journalister, og vi kender hinanden fra praktiktiden. De besøgte mig i en hel weekend i december. Vi havde op til flere mindeværdige måltider den weekend, både ude og hjemme.
