Home Rejser Strandhotel Glücksburg – livsnydelse på tysk

Strandhotel Glücksburg – livsnydelse på tysk

by Nicolai Klingenberg

Gæsteskribent Peter Christiansen har endnu engang været på rejse i den gode smags tjeneste. Senest gik turen til Strandhotel Glücksburg og i den anledning blev denne skrivelse til. Jeg vil overlade spalteplads, ord og fotos til Peter, som samtidig skal have tak for skrivelsen.

Når forrige århundredes aristokrati skulle på kurophold, gik turen til Strandhotel

Når forrige århundredes aristokrati skulle på kurophold, gik turen til Strandhotel

På sydkysten af Flenborg Fjord, få kilometer fra grænsen, finder man Strandhotel. ”Det hvide slot ved havet” er et klassisk og mondænt badehotel fra sidste halvdel af forrige århundrede. Efter en omfattende renovering fremstår Strandhotel i dag som et firestjernet superior-hotel, og der er kun fokus på én ting; at forkæle gæsterne.

Også på værelserne er hvid den gennemgående farve

Også på værelserne er hvid den gennemgående farve

Gode kontraster
Mens solen forsvinder under horisonten, og lysene på den danske side af fjorden begynder at blinke, kommer tjeneren ind og præsenterer forretten. Der er fyldt helt op i den smukke, lyse restaurant, og det er ikke kun hotellets egne gæster, der sidder til bords – mange er kommet udefra for at få en god spiseoplevelse. Alle er velklædte, og der konverseres dæmpet.

På tallerkenen ligger et par skiver helleflynder, lidt stenbiderrogn samt chorizo-tern, der lige har rørt den varme pande. Garneringen består af salat og bønnespirer, og i toppen er der lidt skum. De to hav-ingredienser er en nydelse at sætte til livs, og hverken salat, bønnespirer eller skum overdøver de sarte smagsindtryk. Derimod fungerer chorizoen, der både har antydning af hvidløg, salt og paprika, som en fin kontrast til de øvrige ingredienser på tallerkenen – ikke bare smags-, men også konsistensmæssigt. Køkkenet lægger vægt på, at råvarerne så vidt muligt kommer fra lokalområdet, men lige netop helleflynderen kommer langvejs fra. Den enorme fladfisk, der kan veje op til 300 kilo, er fanget i Atlanterhavet.

Vinen, som kommer fra Østrig, er et spændende bekendtskab. Efter nogle turbulente år i 80’erne, hvor en flok producenter hældte frostvæske i vinen, vedtog man en af verdens strengeste vinlove. Det har givet resultat, og flere betegner østrigsk vin som en af vinverdenens bedst bevarede hemmeligheder. Vores Weissburgunder-Morillon dufter både af frisk hø og brød, og den smager pragtfuldt.

Helleflynderen er smagfuld, og kødet er fast

Helleflynderen er smagfuld, og kødet er fast

Klassisk badehotel for aristokratiet
Strandhotel Glücksburg er opført i 1872, hvor nyklassicismen blev afløst af belle epoque-perioden, og hotellet ligger helt ud til vandet i den gamle kur- og badeby Glücksburg. Hotellet giver mindelser om svundne tider, hvor overklassen kunne tage på badeophold og nyde de luksuriøse omgivelser, og det er da heller ikke hvem som helst, der i tidens løb har gæstet Strandhotel Glücksburg. 18 år efter åbningen kom den daværende kejser, Wilhelm II, på besøg. Han ankom standsmæssigt i sin yacht og fik serveret en tolvretters menu med ti forskellige vine til.

Den overdådige middag serveres stadig ved lejlighed, for Strandhotel afvikler året rundt forskellige gourmet-events. Hver sommer omdannes parken og bådebroen til én stor barbeque-fest, hvor alt er dækket op i hvidt, mens der spises ved vandkanten. Og om efteråret inviteres en af Tysklands stjernekokke til at dirigere slaget, hvor gæsterne med et glas bobler i hånden tilbereder mad ved forskellige stande i selve restauranten.

Mange gæster udefra besøger Strandhotels Restaurant Felix

Mange gæster udefra besøger Strandhotels Restaurant Felix

Ikke for mange smagsindtryk
Skal man smage og nyde en ret ordentligt, er der grænser for hvor mange forskellige smagsindtryk, der kan være på tallerkenen. Og hovedretten er netop præget af enkelhed på den smagfulde og elegante måde, for på tallerkenen finder vi – bortset fra lidt pynt – blot fire forskellige ingredienser.

Vi får serveret en andefilet, der er perfekt tilberedt med den rigtige rosa farve samt en fedtkant, der ikke er for bred, men alligevel kraftig nok til at give smag. Den klassiske ledsager, rødkålen, er omviklet med et tyndt lag butterdej, og ved siden af ligger to runde stykker kartoffelrösti samt en kraftfuld mørk sauce. I modsætning til de føromtalte sarte smagsindtryk fra fisken fyldes munden nu med saft og kraft, og mange ville sikkert betegne det som en rigtig ”herreret”. Jeg kan kun bekræfte, for retten er fyldig og velsmagende, og den ligger universer fra min ledsagende kones foretrukne salatanretninger.

Men det kræver en del af den tilhørende vin, og i glasset har vi en sydafrikansk Big Easy. Med Shiraz som den dominerende drue er der spædet op med Cabernet-Sauvignon, så vinen er kraftig og fyldig, men samtidig blød. Vi fornemmer antydning af kirsebær og rosmarin i både duft og smag, og vinen spiller fint op til de kraftige smagsindtryk på tallerkenen.

Hovedretten – en rigtig herreret – er fyldig

Hovedretten – en rigtig herreret – er fyldig

Smuk beliggenhed
Flensborg Fjord fremhæves adskillige steder som et af Danmarks smukkeste naturområder, og det er ikke uden grund. Kombinationen af det let kuperede terræn og det blå vand har betydet, at adskillige velhavere har opført palæer med uhindret udsigt til nabolandet på den anden side af fjorden. Men set i forhold til storbyer som Hamborg og Berlin er Flensborg trods alt et relativt diskret sted, og derfor benytter mange tyske politikere, sportsstjerner og skuespillere Strandhotel som hide-away, hvor de kan være sig selv.

Ud over det gastronomiske byder hotellet på en række forkælelsesmuligheder. I wellness-afdelingen er der sauna, dampbad og hvilerum, og man kan få massage. Og som noget særligt har man indrettet en sauna-have og indviet en helt ny fitness-afdeling.

Wellness-afdelingen byder på sauna, afslapning og massage

Wellness-afdelingen byder på sauna, afslapning og massage

Fin afslutning
Personligt er jeg ikke så meget til desserter, og jeg synes ofte, at den ledsagende dessertvin er det mest spændende. Derfor vil jeg starte med, hvad der er i glasset.

Her finder jeg en veltempereret Beerenauslese fra Rheinhessen, hvor druerne er udvalgt og plukket enkeltvis og sent på sæsonen, så der er grænser for, hvor mange flasker man producerer hvert år. Beerenauslese bliver aldrig et masseprodukt. Den naturligt søde vin dufter af fersken og papaja, fylder godt i munden og er – hvis man kan lide den slags – en gudedrik. Den fyldige hovedret betyder, at jeg kun lige nipper til desserten, men jeg når at konstatere, at både is og kage smager godt, og begge dele runder et yderst velsmagende måltid fint af.

Desserten er velsmagende, men den ledsagende Beerenauslese tager stikket hjem

Desserten er velsmagende, men den ledsagende Beerenauslese tager stikket hjem

Et af Nordtysklands berømteste bryllupshoteller
Med en placering få meter fra vandet, omgivet af bøgeskov og med udsigt til en af Danmarks smukkeste kyststrækninger har Strandhotel status som et af det nordlige Tysklands populæreste bryllupshoteller. I højsæsonen er hotellet booket samtlige lørdage flere år frem, og det er forståeligt, når man går rundt på hotellet eller bevæger sig udendørs for at nyde omgivelserne.

Et sommerligt skud med lebend på stranden

Et sommerligt skud med lebend på stranden

Skal man sammenfatte indtrykket af Strandhotel med tre ord, må det blive gourmet-mad, omgivelser og atmosfære. Køkkenet kan sit kram, ingen anretning på tallerkenen er tilfældig, og mange gæster kommer udefra for at få en god spiseoplevelse. Omgivelserne er flotte, og opholdet i det mere end 140 år gamle palæ oser af klasse.

Man kan sikkert bo og spise billigere andre steder, men tjekker man hotellets forskellige pakkeløsninger, kan man få et luksusophold for relativt få penge, da hotellet har rimelige priser på standardværelser samt pakker, der inkluderer spisning.

Udsigt fra en suite på en noget lunere dag

Udsigt fra en suite på en noget lunere dag

Læs mere på www.strandhotel-gluecksburg.dk

 

 

 

 

 

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk