Home Depeche Emil Monty Freddie – om farfar, Ryan Gosling og kartoffelkager

Emil Monty Freddie – om farfar, Ryan Gosling og kartoffelkager

written by Nicolai Klingenberg 25. april 2016
BUTCHERS_GARAGE599-2
Pin It

Vi skal hilse på Emil Monty Freddie. Han er fotograf og har modtaget Depechen. Du kan læse hans svar i dette fyldestgørende interview, men du skal være forberedt på lidt afklædt kvindehud. Det er altid rart at vide. Og se på. 

Emil – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Lige nu har jeg lige åbnet udstillingen “Miami, On location Off Season.” med min gode ven og kunstner, Daniel van der Noon. Vi åbnede den i fredags, så lige pt går jeg og får overblik over alle de løse ender. Jeg åbner to udstilinger mere indenfor de næste par måneder, både i Viborg og i København. Begge udstillinger kræver jo en del forberedelse, så jeg er meget hos min rammemager og hos min printer. Det er en dejlig process, og jeg elsker at have tid til at gå med det i mit eget tempo. Derudover kommer der alle de andre større jobs, som jeg virkelig også nyder at skyde.  MIAMI_VESS_EMF_V017

Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Nærværende og ærlige. Jeg forsøger at skabe et rum, hvor der ikke bliver pyntet på noget. Jeg bevæger mig for tiden i et sort/hvid univers, og mange af mine billeder er med mennesker. Menneskerne på billederne er godt tilpas, og man får forhåbentlig en følelse af, at der har været et spil mellem fotograf og motiv. Omend det er et landskab, et barn, en model eller noget helt tredje, så er det helt tydeligt, at der har været et samspil mellem os. Lys og stoflighed er også noget, jeg vægter meget højt i mine fotografier. MALENE_V008-2

Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
Det er faktisk en god historie. 

Min farfar var modefotografen, Jørn Freddie. Han har altid blot været farfar for mig, men jeg fandt stille og roligt ud af, hvilken karriere han havde haft, efter sin død. Jeg var ude at rejse i fire måneder i Asien efter gymnasiet, og inden jeg tager afsted, ringer jeg til min farfar for at sige farvel. Da vi talte sammen, kunne jeg godt høre på ham, at han skrantede lidt mere end normalt, og jeg tog mig selv i at tænke, at dette måske kunne være sidste gang, vi talte sammen.

Efter cirka fire ugers afsted ringer det i min lomme, og jeg kan allerede hér mærke, hvad opkaldet nok handler om. Det er min far, der ringer for at fortælle mig, at farfar er sovet stille ind. Jeg kan lige så tydeligt huske denne aften. Jeg var i Jaipur i Indien, og jeg husker, at alle stjernerne blinkede til mig, og jeg fik sagt farvel til ham på en fin måde.

Jeg var ikke med til hans begravelse, men da jeg kom hjem, havde min far været igang med at tømme farfars lejlighed, og der var jo ingen tvivl om, at manden var fotograf. Det ene hasselblad efter det andet dukkede op – og specielt et gammel Leica M6 fangede min opmærksomhed. Det står på mit atelier den dag idag. De gamle hasselblad kameraer virkede ikke mere, så dem fik vi solgt og købte istedet et digitalt spejlrefleks, som jeg så ellers gik i gang med at bruge. Inden alt dette skete, troede jeg at jeg skulle være trommeslager. Jeg havde spillet i 12 år og var til sidst igang med at indspille plader med musikere, som idag spiller med store kunstnere.

Men der var en eks-kæreste med i ligningen. Vi havde været sammen i mange år, og jeg arbejdede i en vuggestue i tiden efter, vi slog op. Vi stødte hele tiden ind i hinanden på grund af fælles bekendte, men til sidst var der en af børnenes fædre, som havde set mig gå og fotografere. Han foreslog mig, at jeg skulle tage til Viborg for at gå på fotografskolen. Det var det eneste rigtige, mente han. Så jeg tog en rask beslutning og flyttede væk fra København til Viborg i et halvt år. Her gik tiden med at arbejde i atelierne efter skole. Konstant! 24/7. Til sidst skal man have en læreplads for at komme videre med uddannelsen, og jeg havde både kontakt til Paris og New York, men i sidste ende blev det Gunnar Merrild i Århus, som var min læremester i de tre år jeg var elev.

Efter tre år (uddannelsen tager cirka fire et halvt år) modtog jeg et opkald fra Ocean Agency, et stort reklamebureau i København. De skulle lave kampagne for VILA, og de havde set mine ting og hørt godt om mig. De ville have mig til møde. Næste morgen kl 09:00 sad jeg i møde med nogle af de dygtigste i branchen. En af dem lå ned på jorden. Så mente han, at han tænkte bedre. Det var fedt! Det var anderledes, og de var ikke bange for at tænke store tanker. De havde blandt andet lavet Coca-Cola Zero reklamen med SWAT teamet, der bliver hejst ind gennem vinduet i Buenos Aires, så de vidste, hvad de snakkede om. Her sad vi og talte om, hvordan kampagnen skulle skydes, og vi var både omkring New York og Ryan Gosling som model. Det virkede uvirkeligt. Vi endte til gengæld også med at stå og skyde på Melby skydeterræn istedet for New York, Ryan Gosling var heller ikke med, men der var cirka 35 mand på “settet”. Noget mere end jeg var vant til. 

Dette job blev udslagsgivende for mig og cirka seks måneder senere, sagde jeg op på min læreplads og gik selvstændig. Det var i oktober 2012. Min farfar oplevede mig aldrig med et kamera i hånden… AJL_MAINLINE_SS15_IMAGE_forlænget-2

Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Jeg fotograferede Louise Pedersen til et personlig projekt for et par år siden. Hun har fotograferet med de største fotografer, Mario Testino, Peter Lindbergh, Steven Meisel og alle de andre. Hun har skudt de største kampagner og prøvet lidt af hvert. Hun mødte op på mit atelier, og allerede her kunne jeg mærke, at hun var nervøs. Det var et stykke tid siden, hun havde skudt, så hun var ikke helt klar på, hvad der skulle ske. I bund og grund skulle hun næsten ikke have noget tøj på, da det var idéen, at en kunstner skulle male tøjet på hende bagefter, når vi havde printet billederne ud i storformat. Da hun så står inde foran kameraet, tænker jeg, at jeg bliver nødt til også at fortælle hende, hvor nervøs jeg selv er, så jeg går hen til hende, og vi får hurtigt lige afstemt, at vi begge er nervøse, og så var det lige som om, at minus og minus giver plus. Pludselig åbnede hun op, som jeg aldrig har set nogen arbejde før. Så er det tydeligt at se, at du arbejder med en topmodel. Hendes måde at arbejde med kroppen på er naturlig og kommer meget nemt til hende. Billederne blev meget fine, og det var en virkelig dejlig oplevelse at se, hvordan det hjælper at være hudløs ærlig, når man arbejder med mennesker. Louise og jeg har fotograferet et par gange siden da, og det er altid hyggeligt at ses med hende. 

LOUISE_P_V005 copy-2

_DSC7815-2

EDWARD_MAG_V011-2

Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Jeg vil gerne huskes. Eller rettere, jeg vil gerne have, at billederne skal huskes. Jeg ser ofte billeder som “singler”, og målet er lidt at have så mange singler som muligt, inden jeg stopper med at fotografere. Du kan sagtens lave en god plade, men der vil altid være et par numre, som stikker ud. Numre som bliver hits. 

Det er sådan jeg helst arbejder. I enkeltstående billeder. Ikke så meget i serier. Det er derfor, jeg også har det bedst med at skyde kampagner og ikke så meget modeserier. Jeg vil gerne lave det der ene billede, som folk husker og siger: “ Kan du huske det der billede hvor …..” 

Og vigtigst af alt er, at jeg gerne vil give noget til mennesker. Jeg er stor fan af folkeligheden. At tage ting ned på et niveau, hvor alle kan være med. Det er blandt andet derfor, at jeg laver projektet NorthTypes på NorthSide Festival (http://www.montygraf.dk/1299903-north-types) og ikke mindst min bog om hænder. Det er nemt at forstå, og sådan kan jeg bedst lide det. 20140818_ANDY_JAMES52817-2

Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Når de ikke selv ved det. VILLAO_IMAGE_V033-2

Hvad er den største fordel ved at være mand og fotografere kvinder?
– Jeg vil ikke sige, at jeg ikke flirter, når jeg er på et set, men jeg har en dejlig forlovet, som jeg er sikker på at være sammen med resten af mit liv. 

Lige netop dette gør, tror jeg, at kvinder, jeg fotografere, kan fornemme dette. Nogle gange får jeg sagt det, som noget af det første, så jeg ikke skal bruge tid på den der noget kliché-agtige “modefotograf”, og andre gange tror jeg bare, at det stråler igennem. 

Der er ikke nogen skjult agenda, når jeg fotograferer kvinder, og sådan skal det blive ved med at være. Jeg har dog på det sidste kigget meget på mine fotografier i forbindelse med opsætning af udstillinger, og hér slår det mig, at jeg ofte har en meget specifik måde at fotografere kvinderne på. Der er ofte en slags intimsfære, som jeg aldrig bryder i mine skydninger. Jeg holder mig altid nok på afstand til, at jeg kan portrættere kvinden i færd med at gøre det hun gør for sig selv – og ikke for kameraet. Det er vel en slags voyeurisme, om man vil, men på den positive måde. Det kan også forklare det univers, jeg befinder mig i rent fotografisk. I den tid jeg har fotograferet, har jeg altid haft min kæreste, Ana. Derfor vil der altid være en afstand til kvinderne, jeg fotograferer, men også en stor nysgerrighed, som jeg vælger at tage som noget positivt og netop lade det være dét, der gør at mine fotografier taler mere end fotografier, der blot viser nøgenheden for nøgenhedens skyld. MALENE_V013-2

Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Nej, tværtimod. Men du skal være nysgerrig. CHRISTEL_MONTY_FREDDIE_V003-2

Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Når det fortæller en historie. Jeg går ikke op i teknik som sådan. Jeg ved, hvordan man gør, og teknikken gør selvfølgelig, at man kan nå det mål man har, rent fotografisk. Men historierne er for mig det vigtigste. ERASMO-JACKET-2

Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Der er jo så mange. Men Trine Dyrholm står faktisk højt på listen. Jeg synes hun er sej. 🙂 OLIVER_B_V016-2

Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Det bedste, der er sket for fotografiet længe, er, at det er blevet digitalt og allemands eje. Det vil sige, at vi drukner i gode historier, gode billeder, og vi udfordres også hver dag. Som amatør kan man måske lægge lidt mere kærlighed i kompostionerne i billederne. Rydde op i det vi ikke behøver at se, og ellers tænke lidt mere over det lys, du fotograferer i. En god regel er, at du kan se på alting, som var det et ansigt. Der er mange måder et ansigt kan lyslægges på. Sidelys, kort lys, bredt lys, højt lys osv. Det samme gør sig gældende, når du fotograferer bygninger, natur og dyr f.eks. Se om lyset er med til at gøre motivet pænere eller grimmere.  BUTCHERS_GARAGE599-2

Hvor kan man se mere til dine fotos?
– Man kan for det første gå ind på www.montygraf.dk eller følge med i mit liv på instagram under @montygraf. Vil man se billederne, som billederne bør ses, nemlig printet ud og i ramme, så skynd dig at kig forbi VESS indtil den 24. april, hvor min udstilling “Miami, On Location Off Season” i øjeblikket kører. 

Tre hurtige til Emil Monty Freddie:

Hvad byder resten af dit forår på?
– En del rejser, udstillinger og generelt hygge i mit nye dejlige atelier i Nordvest. STUDIE_03-2

Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det? 
– Her er vi igang med årets første grillaften. Hjemmelavede burgers på mit atelier. IMG_2308-2

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Det må have været i sidste uge. Jeg spise kartoffelkager med min bror, min kæreste og mine bedsteforældre. Jeg elsker kartoffelkager. 

My Pleasure vil fremover forsøge at tænke mere over lyssætningen. Også på Facebook…

Pin It

Related Articles