Home Living Om at besøge Miami off season

Om at besøge Miami off season

by Nicolai Klingenberg

Jeg har endnu ikke haft glæden af at opleve Miami – men det har Emil Monty Freddie og Daniel van der Noon. De tog turen over til byen for at se den “off season” og dokumentere byen i en semi-slumrende tilstand. Besøget er blevet til en række værker, som netop nu udstilles hos Vess på Vesterbro.

Et udsnit fra Instagram, som omhandler forberedelserne. Men bare hæng på - der kommer også rigtige værker i denne historie...

Et udsnit fra Instagram, som omhandler forberedelserne. Men bare hæng på – der kommer også rigtige værker i denne historie…

Jeg har i øvrigt været i Fort Lauderdale, som er ganske tæt på Miami, men det er en anden saga. Nu skal vi høre mere om projektet.

Daniel og Emil – I har været et smut i Miami uden for sæsonen. Hvorfor?
– Miami er en by, vi alle har set på film, i musikvideoer og læst meget om gennem tiden. Arkitekturen kender vi. Bilerne kender vi. Strandbabes’ene kender vi. Det er, som jeg vælger at kalde det, ”œUSAs svar på Costa Del Sol”. En by som var en gang. Men nu er der ved at ske noget derovre. Hotellerne på Ocean Drive gennemgår store renovationer, festerne kommer tilbage, og Miami er på alles læber. Næsten. Det er en by, jeg har besøgt flere gange, da jeg var fotografassistent, og derfor var det også vigtigt for mig at vise den til Daniel. 

Vi ville se, hvordan en by som Miami tager sig ud – uden for sæsonen. Off Season. Farverne bliver nogle andre, når der er overskyet. Der er ikke bikinibabes over det hele, og de fleste biler har beholdt kalechen på. 

Skudt af Emil Monty Freddie januar 2016

Skudt af Emil Monty Freddie januar 2016

Og hvordan i al verden kom I på den idé?
– Daniel og jeg har rejst sammen et par gange. Sidste gang var vi i New York sammen. Eller det vil sige, at vi fløj derover sammen, og så gik vi på opdagelse hver for sig og stødte sammen en gang imellem. Hver især havde vi opdaget interessante ting og mødt mennesker, som vi gerne ville introducere hinanden for. Derfor valgte vi denne gang at tage afsted sammen og rent faktisk bo sammen, mens vi var afsted. Ideen om netop Miami kom en aften, vi grillede på min terrasse, og vi talte om, hvor næste destination kunne tage os hen. Miami kom ret hurtigt op, og vi bestilte billetterne cirka en uge efter. Vi tænkte ikke synderligt på, hvordan vejret ville være, når vi tog derover. Vi regnede vel egentlig bare med, at det var solrigt og varmt. Vi fik os en overraskelse, men den blev hurtigt til en fordel… 

Skabt af Daniel van der Noon

Skabt af Daniel van der Noon

I arbejder begge med det visuelle, men på forskellig vis – hvordan har I samarbejdet på turen?
– Jeg skal starte med at sige, at udstillingen, som den tager sig ud på VESS (red: udstillingsstedet) i dag, er et meget lille udpluk af, hvad vi fik produceret, mens vi var derovre. Fra første dag, ja lige fra lufthavnen i Miami, begyndte jeg at fotografere, hvad jeg oplevede. Det tog længere tid for Daniel at komme ind i sin process. Han og jeg brugte de første par dage til at dyrke det, som Daniel kalder ”œline-finding”, altså en slags ”œoplevelsesjagt”, hvor vi bevidst går ud af hotellet og ikke aner, hvor vi skal ende. For Daniel gik de første par dage med at samle indtryk og fordøje byen. Han havde ikke været der før, så han skulle lige tage byen ind. Jeg havde selv været der før flere gange, så jeg viste Daniel rundt og vi teamede op med herremodellen Mark Fisher, som jeg kender fra tidligere fotoproduktioner i byen. Han tog os rundt på forskellige rooftops, så vi kunne se byen fra et andet perspektiv. Først på 3. dagen tog vi til Wynwood, hvor Daniel havde fået kontakt til en gallerist/kunster fra Venzuela, som lukkede os ind i sit atelier for at lade os arbejde. Her skabte Daniel alle de værker, som nu hænger på udstillingen – og flere til. Galleristen beholdt fire-fem værker, som han ville bruge til at bygge bro mellem Danmark og Venzuela. Lige nu arbejder vi på en udstilling i Miami til september – og muligvis endnu en i Caracas, Venezuela i August. 

Mere Emil

Mere Emil

Og hvad kom der rent konkret ud af rejsen?
– En ny måde at se på. For både Daniel og jeg. 

Jeg beskæftiger mig normalt med mode- og reklamefotografi, og her er der altid mennesker involveret. Der er der ikke på mine fotografier på denne udstilling. Det er meget nyt for mig. Landskabsfotografi har aldrig tiltalt mig specielt, men jeg tror på, at man gennemgår mange forskellige faser i sin karriere, og det virker naturligt for mig at gå denne retning efter at have oplevet en by som Miami i “hendes” lavsæson. For Daniel, som jeg ellers følger meget, meget tæt i hverdag, er det også en ny stil og tone, han slår an på denne udstilling. Han er normalt kendt for at lave meget fine detaljerede bygninger, metropoler og skylines. Her bryder han fuldstændig med, hvad han ellers har været anset som i mange øjne, og det er det, jeg elsker ved Daniel. Han bliver ved med skubbe grænserne for sig selv og alle rundt omkring ham. Disse værker er i min optik det absolut bedste, han har lavet til dato, og jeg er meget stolt over at dele væggene på VESS med lige netop Daniel.  

Hvordan vil en opsummering af Miami ”œoff season” lyde?
– ”œMiami, On location Off Season” er kulminationen af Daniels og mit eget syn på en by, som i manges øjne er beslægtet med sol, sommer, varme, strande, halvnøgne kroppe, store biler og ekstravagante fester. Vi oplevede ingen af delene. Men samtidig føltes det som om, vi oplevede det hele. Bare på en anden måde. Du kan ikke tage alt det førnævnte ud af Miami. Hvis du forsøger, vil du stå tilbage med en by, som du kan opleve på VESS de næste mange dage. Det lille galleri emmer af Miami. I hvert fald som vi ser det. 

Mere Daniel

Mere Daniel

Nu er det så udstillingstid hos VESS – hvad har I af forventninger?
– Vi forventer, at folk får lyst til at stoppe op og kigge. Gå ind og gå en runde. Stil spørgsmål, hvis der er noget, man ikke forstår. Vi er rimelig trætte af den typiske måde at skabe udstillinger på, som ofte består af fire hvide vægge og en forfærdelig akustik. Det gør det bare ikke for os lige for tiden. Vi har derfor forvandlet VESS med lyseblå lofter, gule fartstriber langs væggen, sand og kaktusser på gulvet og en facade, vi har malet pink. Med andre ord, har vi vendt op og ned på, hvad du normalt ser på et galleri i København. Gennem de seneste par dage, hvor vi har bygget op til udstillingen, har vi alledere set effekten af den lettere anderledes udsmykning. Folk stopper sgu op og kigger, smiler lidt og spørger, hvornår vi åbner. Det er en god følelse. Uden VESS fantastiske engagement i udstillingen, og det at turde gøre noget så drastisk som dette, ville det ikke kunne lade sig gøre. Det er vi dem evigt taknemmelige for, og det er ikke sidste gang vi laver samarbejder med disse fantastiske drenge.

Og slutteligt – hvad skal I hver især i sving med nu her?
– Miami har sat gang i nogle ting hos os begge. Blandt andet har vi nu søsat et samarbejde med Mads Nørgaard, som Daniel laver en kollektion med. Det sker på baggrund af hans værker fra Miami. Derudover rejser Daniel til Indien for at lave et projekt med en journalist, og det bliver også sjovt at se, hvad ord kan gøre i denne kontekst, hvor det før har været billederne, der har været hans sparringspartner. 

Endnu mere Emil

Endnu mere Emil

Selv har jeg en masse nye udstillinger på tegnebrættet, og min store bog om hænder er ved at tage form. Det er dog en helt andet snak. Kort sagt er det en bog om hænder i sort/hvid. Jeg kalder den håndbogen. Der er faktisk lige lavet en instagram profil til projektet, som hedder @handsbymonty

Derudover skal jeg ud og rejse til Toscana, Tenerife og snart Miami igen faktisk. Jeg skal over og dokumentere værker for den gallerist, vi arbejdede hos, mens vi var der i januar. 

Følg Emil på Instagram her @montygraf og Daniel her @danielvandernoon

Og et afsluttende skud fra Daniels "insta"

Og et afsluttende skud fra Daniels “insta”

– alternativt på deres hjemmesider www.montygraf.dk og www.danielvandernoon.com

Du kan opleve Miami off season udstillingen hos Vess, Vesterbro Showroom, på Oehlenschlægersgade 36 st. th., 1663 København V fra i dag, den 8. april til den 24. april.

My Pleasure findes på Facebook her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk