Restaurations-konglomeratet “Madklubben” med bagmand Anders Aagaard samt trofast følge har gjort det igen. Med “det” menes, at holdet har åbnet en restaurant, og denne gang skal vi til Regnbuepladsen, som tidligere var kendt under adressen Rådhuspladsen 77 til 79. Kom du bare med ind.
Det er herinde, det sker…
Hvis du i øvrigt mener at kunne huske, at lokalerne har levet et andet restaurations-liv før Aagaard kom til, er du ikke galt på den. Dennis Knudsen forsøgte sig også med restaurationslivet i samme lokaler, men det gik ikke helt som ventet eller håbet. Mig bekendt er Dennis vendt tilbage til sit velfungerende virke som coiffure-specialist og har ladet potter og pander erstatte af føntørrer og ondulationsvæsker efter det hårrejsende eventyr.
Straks efter klokken 18.
Klar til endnu flere gæster
Men nu er vi her altså. Og med vi mener jeg min kæreste og min søn. Vi er nybagte forældre og har medbragt både barnevogn og remedier til spædbørn. Vores søn gør ikke noget voldsomt væsen af sig det meste af tiden, hvorfor vi i ro og mag kan kigge hinanden i øjnene, alt imens vi skåler i et glas mousserende vin og nyder de nybagte roller med en flot portion stolthed. Vi er kommet tidligt, eftersom vi har barn med, men ganske kvikt efter vores klokken 18-ankomst, kommer gæsterne til. Vi er ikke blandt det første hold venner af huset, som for længst har støjet for den nye restaurant på Facebook og Instagram, men det er også helt okey-dokey.
Miljø
Stilen i restauranten er “hjemlig” – i Madklubben regi. Hvis du for eksempel har frekventeret holdets restaurant vil du kunne nikke genkendende til indretningen. Eller dele af den. Man har for eksempel valgt ikke at have krukker på bordet med tag-selv-bestik, og du skal heller ikke vælge menuer, som minimum rummer tre retter. Det er muligt, at det bliver dyrere, hvis du vælger de bedste dele af menukortet, men til gengæld bestemmer du selv. Alt.
Der findes i øvrigt også en flot underetage med masser af pladser
Vi skal have noget at spise, og forretterne mindes jeg ingenlunde at have set i Madklubben-regi før. Det glæder mig. Har man for vane at spise det samme sted ofte, kan man blive lidt lang i mulen, hvis retterne lever længe på kortet. Vi vælger en omgang polpo og en omgang fish taco. Førstnævnte er dybstegt blæksprutte, som akkompagneres af en mayo med citrus og en omgang pyntegrønt pulver af en art. Taco’en rummer dybstegt torsk med friske grønne herligheder – herunder avokado, koriander og kål, og så glædes jeg over, at sprutten ikke kommer i cirkelform. Om køkkenholdet har været i sving med saksen, skal jeg ikke kunne sige, men det smager væsentligt bedre og friskere end, hvad man normalt forbinder med en blæksprutte(ring).
Fiske-taco
Sprutter
Jeg spadserer en runde og går på herretoilettet for at vaske hænder. Med på min færd har jeg mit kamera, som dog skal bruges til at fange et par øjeblikke i restauranten og ikke på førnævnte wc. Disse fotografier får du her.
EKTK: Et Kig Til Køkkenet
Foto af fotografiapparat – tilbage ved bordet
Retur ved bordet. Og hovedretten ankommer. Jeg var lidt i syv sind, for den mest afslørende eller sigende ret havde nok været at finde i sektionen for fisk og skaldyr, men denne aften havde jeg en overordentlig stor lyst til kød. Dels fordi jeg spiser mindre kød end for et par år tilbage, men også fordi jeg husker Madklubbens kunnen udi sauce bearnaise som værende helt okey dokey og lidt mere til. Jeg husker for eksempel et visit, hvor jeg venligt anfægtede, at jeg fandt saucen lidt fattig på syre, hvorpå en ny portion kom til – jeg havde dog hverken knipset eller bedt om forklaring, men blot svaret på min mening om “sovsen”. Det er dog ikke en service, man kan forvente, men jeg blev glad. Og husker den stadig.
Fristelser
Der kommer to stykker kød til bordet. En omgang ribeye og en gang New York strip. Den korte historie er, at ribeye’en var at fortrække for mit vedkommende. Døjer man med en form for fedtforskrækkelse, kan man mere eller mindre selv styre indtaget af det smagsgivende fedt på en “strip”, mens rib’en er marmoreret fint og jævnt med fedt over det hele, og dermed får man – efter min mening – også det bedstsmagende stykke kød.
Ribeye
Et glas rødvin
Strip’en
Til kødet valgte vi trøffelfritter, som koster 15 kroner mere end de vanlige fritter, men som smager for “100 kroner bedre”. Derudover en grillet majs, som ikke væltede mig af stolen, men der skal jo også lidt grønt (og gult) til. En anden fin sidebestilling bestod af løgringe, som havde fået en art fish ‘n’ chips eddike over sig, hvilket gør den panerede grøntsag friskere.
Løgringe
Vi er faktisk nået til vejs ende. Jeg skæver til bagsiden af menukortet, som byder på desserter, men også endnu større fristelser såsom after dinner cocktails, men nok må være nok. Vi har som sagt vores søn med, som er begyndt at rumstere let i barnevognskassen, og jeg skal ikke kunne afvise, at han også gjorde et livligt væsen af sig, omend det var kortvarigt. Sådan er det. Og som ovenstående var aftenen. Du går ikke galt i byen, hvis du går til Regnbuepladsen – bare du selv sørger for at sætte håret inden. Og efter.
Petter. Ham kan vi lide.
My Pleasure føner dig her
