Home Spottet Et flygtigt møde med en udbrændt kvinde

Et flygtigt møde med en udbrændt kvinde

written by Nicolai Klingenberg 27. maj 2016
Sniger-typen
Pin It

Lørdag aften. Vi har været ude. Grillmiddag. Gamle venner, musik, feel good og vin i glassene. Sågar Negroni til dem, der måtte lyste det. Aftenen lakker mod vejs ende, og vi skal hjem. Jeg sidder på bagsædet med min søn, da jeg har drukket vin. Vi ruller hjemad. Pludselig lyder der et dyt. Jeg vender mig om. Og der sidder hun.

Det begyndte med en vognbane...

Det begyndte med en vognbane…

Jeg bliver mødt af tristesse. En dame på omtrent medio/ultimo 50 sidder med fuckfingeren helt fremme i forruden. Hendes finger ligner en halv Böklunder pølse, som er fisket op af et glas med grumset vand. Hun ser semi-aggresiv ud. Hun bliver ved med at holde fingeren fremme i forruden uden at fortrække en mine. Hun er helt igennem ærgerlig. Ved siden af sidder hendes mand. De har måske også været ude til “noget”, men de er ikke glade. De er indbegrebet af det dårlige liv.

Idet jeg vender mig om grundet hendes brug af båthornet – og før jeg ser hendes sørgerligt skråt-op-finger – er min tanke at løfte armen som en venlig og beklagende hilsen. Vi skiftede nemlig vognbane. Det var aldeles ufarligt, men måske lidt sent. Der var ingen andre biler på gaden, og der var rødt lys foran. Men pludselig var damen der. Som en parkeringsvagt, der har stået på lur. Hun så, at vi skiftede vognbane, og det skulle straffes. Ikke bare med et dyt, men med en doven, grim finger.

Da jeg så hendes sørgerlige ansigt og hendes grimme finger, ville det måske have været naturligt at gestikulere grimt tilbage. Men jeg kiggede bare på hende. Jeg tror, at mit blik sagde alt. Jeg fik ondt af hende og hendes liv, og jeg begyndte fluks at spekulere over, hvad hun mon får dagene til at gå med. Jeg er overbevist om, at hun hader alt ved sin tilværelse.

Sniger-typen

Sniger-typen

Hun udstrålede utilfredshed. Med alt. Måske arbejder hun i en kantine, hvor hun har ansvaret for anretning af kødpålæg i skiver og kolde salater, hvilket ret beset består i at fjerne husholdningsfilmen fra de pre-pakkede fade. Hun er ikke som den rare kantinedame med kulørt hår, der altid har overskud til en frisk bemærkning. Hun er hende, der rammer dig i ryggen med det iskolde pålægsfad af stål, fordi du står i vejen. Og hun er hende, der ikke svarer på tiltale eller siger velbekomme, når du takker for maden.

Hun er udbrændt, og hvis hun var en pakke pålæg, ville hun være en pakke Salt kød af mærket First Price. Du ser hende aldrig smile – og slet ikke grine. Måske en lille trækning i mundvigen, som lynhurtigt forsvinder, for hun tænker efter devisen “Så sjovt var det da heller ikke…”.

Jeg er hverken forarget eller stødt over hendes opførsel. Jeg kan tilnærmelsesvis ryste på hovedet og fatte sympati for hendes sørgerlige tilværelse, men i bund og grund blev jeg mindet om, hvor priviligeret en mand jeg er, og hvor højt jeg værdsætter – og elsker – min tilværelse. Må jeg aldrig blive som hende.

Carpe Diem på Facebook

 

Pin It

Related Articles