Vi skal til Gilleleje Havn. Jeg befinder mig i første parket ved et flot bænk-og-bord møblement og har udsigt til fiskekuttere, sløv forbipasserende gangtrafik, en grillbar, solstrejf og fastfood departementet fra Adamsen Fisk. Fra sidstnævnte skal jeg have en bid frokost. Og et lille glas.
Serveringsmatriklen…
Ret skal være ret – der proklameres fastfood på Adamsens hjemmeside, men jeg har ladet mig fortælle, at Adamsen også er (eller i hvert fald har været) et stolt fiskehus. Nogle vil mene, at navnet i så fald forpligter, mens andre fint kan forstå, at et centralt hotspot i havnen indbyder til kvik business og en fritureklingende kasse.
Det er her, vi skal sidde
Vi skal i øvrigt have stjerneskud. Betjeningen er i top. Med smil, charme og lune. Ingen hånlige kækheder, men rar øjenkontakt og imødekommenhed. Ordren er afgivet, en alarmbrik udleveres, og denne vil gøre et livligt væsen af sig, når maden er klar. Da solen skinner, og det stadig hørmer lidt af sommer (og kogende olie i øvrigt), vil vi nyde et glas rosévin til det kommende stjerneskud. To glas af plast bliver fyldt op, og jeg spørger en kende spøgefuldt – men i ramme alvor – om det måske kunne være tænkeligt, at plastglassene er taget fra hjørnet med snapseflasker. Der bliver kigget lidt på glassene. Jeg får ret. Og lovet en refill på huset (og i glasset).
Gilleleje Havn er alle tiders – her kommer alle. Sultne skoleelever, et arbejdssjak, en motorcykelkørende kvindeduo med hang til hinanden, en fisker, lokale forretningsdrivende og turister. Det er herligt, og her er ikke overbefolket.
Denne udsigt hjælper
Pludselig bryder brikken ud i en let zumba (jeg tror, zumba er hot heroppe, for et skilt på vej mod havnen viser, at der snart er opstart af nye hold), og vi henter vores mad. Stjerneskuddet er anrettet på sort plastservice med ditto bestik. Jeg tænker fluks på 80’erne, spejlvægge og Pisang Ambon. Jeg må dog tilstå, at det sjældent er okey-dokey at servere på plastservice med mindre man befinder sig på en tropeø uden rindende vand eller i Lalandia, hvor smadret service på stengulvet kan resultere i flænsede fusser – uagtet om smadringen sker grundet et uheld eller et græsk bryllup. Jeg gætter på, at begge scenarier fint kan udspille sig i badelandet.
Rosé plastico – uden zorba og et helt andet sted
Jeg er sikker på, at fisken er fin, men det er svært at vide, når de har været et smut i brønden. Salat, tomat og agurk med undtagelse virker flot friske – ingen brune kanter eller slattenhed – omend jeg undres let ved, at den klassiske agurke-vifte-frisbee er erstattet af en mere kubistisk og minimalistisk udskærring. Lidt sort caviar (jeg tror faktsik ikke, det er similiproduktet caviart, som er en tangrelateret surrogat form for rigtige fiskeæg), en citron og en skive rugbrød uden smør er også tilstede og i selskab med en portion rejer og en dressing klat af en art.
Smuk som et stjerneskud?
Vinen? Den er smagt. Lad os sige det sådan. Vi udskifter refill med to kopper kaffe i stedet, som fint kan lade sig gøre. Endda med smil. Sol, service og alment overskud samt en flot portion lykke gør frokosten til en tålelig oplevelse. Menukortet er prøvet, men næste gang vil jeg tage mig til takke med en kop kaffe. Primært for den gode service skyld. Alternativt findes der andre beværtninger og outlets med Adamsen-signatur, som kunne være et visit værd.
Rosé glas nummer to
Således kom vi til vejs og frokosts ende.
