I den spæde sommer havde jeg en kaffemaskine under lup. Den kom fra Siemens – og det gør den sådan set stadig. Her skal det endnu engang handle om maskinen, men knapt så meget om teknik og strøm. I stedet skal det handle om noget, der er blevet til et ritual…
Godmorgen!
Hver morgen forholder det sig nemlig sådan, at jeg trasker ind til kaffemaskinen. Af og til med min søn på armen. Klokken kan være alt mellem 6.30 og 8.00 (vores søn sover faktisk ganske længe – bliv venligst ved), men parolen er den samme: Et opstart af maskinen, et tryk på “coffee”, kværnen kører, vandet varmes og vupti – så er der morgenkaffe. God? Det synes jeg.
Lige til underkanten. Af bogstaverne. Du kan i øvrigt selv indstille, hvor meget vand, der skal i en “standard” kop samt hvor stærk, den skal være.
Du skal ydermere vide, at såfremt jeg jobber hjemmefra, så går jeg gerne til maskinen i pendulfart – der findes en autosluk funktion, som vist træder ind efter en kvart time, og jeg vil gerne tilstå, at der godt kan gå et par timer, hvor maksinen ikke når at slukke. Ægte kaffetosser vil mene, at man både skal bruge kildevand og selv kværne sine bønner. Det kan de have ret i, men dertil er jeg – eller min tålmodighed – ikke kommet. Endnu. Til gengæld kværner maskinen selv.
Skrivelsen er præsenteret i samarbejde med SIEMENS, og du kan læse mere om maskinen her
