Home Kort - men godt Den med jul i 80’erne og 90’erne

Den med jul i 80’erne og 90’erne

written by Nicolai Klingenberg 21. december 2016
Pin It

Folk, som kender mig vel, vil vide, at jeg er aldeles begejstret for julen og december måned. Ikke på grund af pakkerne eller maden som sådan, men på grund af de nostalgiske minder, jeg har med i bagagen. Disse er alt andet end få, men der tegner sig et overordnet billede af julen, når jeg kigger i bakspejlet. Det handler om alt fra hygge til fest til fætre, kusiner og politijagt i Amerika.

Nej, nogle søde børn. Og så artige drengene ser ud. Men sådan var det slet ikke...

Nej, nogle søde børn. Og så artige drengene ser ud. Men sådan var det slet ikke…

Lad mig begynde i de spæde firsere. Det er her, de første minder begynder at dukke op. Der var for ekempel den gang, vi tog til Irland, hvor mine fætre og kusiner boede, eftersom min Onkel var udstationeret fra udenrigsministeriet. Her ankom min mor, far og jeg med højt humør, og af nævneværdige oplevelser, kan nævnes, at en heftig oprydning på selve juleaften førte til, at en ikke uanseelig gangbar valuta røg direkte i pejsen. Sådanne sedler kan jo også ligne gavepapir. Senere erfarede vi, at en flot ur-rem af reptilskind var røget samme vej. Det var også på turen til Irland, at de ældste fik rulleskøjter, som blev samlet og prøvekørt i stuen, og jeg fik reddet mig en let, løs mave, som involverede et mindre heldigt tilfælde i et indkøbscenter, og det hele blev toppen på flyveturen hjem, da der blev serveret varm laks – det var en tand for tidligt i forhold til, hvad min lette maveonde kunne klare. Op med den fisk igen. Og så fik resten af kabinen ellers glæde af den flotte hjemtur til Kastrup.

Min onkel og tante kommer hjem til Danmark nogle år efter. Mine fætre og jeg er blevet noget ældre, jeg har fået langt bedre styr på maven, og vi er ganske kreative unge drenge. Da farfar og farmor også kigge forbi i juledagene, bliver den tyvekroneseddel, som er tiltænkt lidt sødt til det kommende julearrangement kvikt vekslet til en omgang let sprængfarligt fyrværkeri, som en unavngiven forbindelse lidt uden for Sneslev er leveringsdygtig i. Det begynder ganske morsomt. Vi har købt et par hundrede af de små “en-ørs” kanonslag, som dog ikke larmer al verden. Min ældste fætter og jeg sidder udenfor på en trappe og tænder et styk krudt ad gangen. Det bliver kvikt kedeligt, hvorpå min fætter kaster et stykke krudt ned i min pose, hvorefter den resterende mængde på hundredevis af stykker krudt går op i røg og knald på fem-seks sekunder.

Det var den samme juleaften, hvor en af fædrene igen havde klædt sig ud som julemand. For at det måtte virke ekstra troværdigt, sneg mandspersonen sig ud i god tid – og pludselig sagde mødrene, at julemanden var på vej gennem haven. Det var for længst blevet mørkt, men pludselig kunne vi høre en klokke i haven, og vi blev ellevilde. Julemanden kom – og han var i virkelig højt humør. Det var nærmest som om, han havde været med til bords. Og til drinkstid. Næste dag erfarede vi, at julemanden havde været stærkt udfordret på sin færd gennem haven, eftersom der dukkede flere tabte og kulørte pakkenelliker op i haven.

Min ældste fætter og julemanden, som havde det med at tabe gaver i haven...

Min ældste fætter og julemanden, som havde det med at tabe gaver i haven…

Julen har alle dage været børnenes fest i vores familie. Men på de voksnes præmisser. Vi blev altid iklædt nydeligt tøj (med undtagelse af fætter Anders, som i de unge år foretrak røde fløjlsbukser med smæk og en ternet skjorte), og så gik vi til bords ved 22 tiden. Det kan måske lyde lidt sent, og det var det muligvis også, men så alligevel ikke for vi var sjældent færdige før klokken 4. Om vi fik gaver før tid, fordi vi var spændte? Det kan du tro, vi ikke gjorde. Og sådan skal det også være.

Med de sene spisetider var der plads til kreativitet. Efter vores førnævnte krudtfest, besluttede vi os for at gøre det hele lidt festligere. Vi havde fået adgang til et jagtskab, hvor vi fandt riffelpatroner. Vi nuppede en enkelt, gik i kælderen, placerede patronen i en skruetvinge og fik forsigtigt vredet projektilet af. Herefter fik patronen tilsat lidt ekstra krudt fra et par udtømte heksehyl, og vi bandt et par lunter sammen, så vi kunne komme på behørig afstand. Mine to fætre og jeg var spændte. Vi gik ud, vi fandt et flot sted mellem bygningerne, placerede den hjemmegjorte anordning, tændte og løb. Der skete selvfølgelig ikke noget, så vi gik mod hjemmet igen. Fem skridt efter lød der et brag, der ville have fået fyrværkerimesteren fra Tivoli til at ligne en 1-års praktikant. Vi var ellevilde! Hold da op et brag. Vi kom ind i huset, og lod absolut som ingenting. Forældrene var nu nysgerrige på braget, og kloge som de var, spurgte de første den yngste til det høje brag. Fætter Anders forklarede flot, at vi havde været ude at lege, og at vi havde kastet en jordklump på vinduet… Den absurd dårlige forklaring vækkede forældrenes mistanke. Onkel Hans havde set det åbne jagtskab, og Anders kom i yderligere forhør, hvor han fik fortalt, at der var fundet et mærkeligt pulver, som nu var sendt til yderligere undersøgelse hos en offentlig – og kyndig – myndighed. Anders var nøje instrueret om ikke at sige noget. Overhovedet. Han klarede forhøret, og ingen fandt ud af noget, før vi selv fortalte om løjerne et årti eller to efter.

Min onkel og tante flyttede sidenhen til Amerika med mine fætre og kusiner. De var der vist i en fire års tid. Vi var selvsagt taget på ferie for at holde jul med dem, og ved første besøg havde vi været på matriklen i under 12 timer, før mine to fætre og jeg var blevet jagtet af politet. Første gang. Det handlede om, at vi forsøgte at vippe let til en bil for at sætte bilalarmen i gang – en opmærksom nabo havde fluks trykket 911 på telefonen. Et par dage efter var den gal igen. Her havde vi fået handlet noget fyrværkeri i Chinatown, som blev antændt efter mørkets frembrud på golfbanen. Det var igen noget, der kunne sige bang, hvilket angiveligt havde ført til en indrapportering om skyderier. Fire-fem patrujlevogne dukkede op. Vi trykkede os ned i græsset, men blev fanget af en lyskegle, og så gik jagten ellers. Jeg var ganske ræd for den skideballe, vi ville blive mødt af – dels fra ordensmagten, men så sandelig også fra vores fædre. Fætter Anders var derimod mere bekymret for, om han kunne risikere at komme i fængsel, hvis vi blev fanget. Han var vist også kun ti år.

De førnævnte juleferier har desuden involveret alt fra dans gennem hele huset i en lang kæde, afspilning af glemte grammofonplader med marchmusik, højtidelig og hyggelig oplæsning af Peters Jul og grovspisning af julebag (ofte i smug). Der var også den jul, hvor vi ville pjaske vand på kusine Louise, som lå og sov, men strålen ramte pæren i hendes natlampe, så pæren eksploderede. Min kusine sov videre. Eller dengang, hvor 2. Juledag involverede udefrakommende gæster, som fik omrokeret deres biler af min fætter og jeg på 12 år, fordi man ikke låste bilerne dengang. En anden favorit var Robin Hood legen, hvor min fætter og jeg havde fikset os et par hjemmegjorte flitsbuer, som vi dog hurtigt mistede interessen for, indtil vi tænkte, at man kunne vikle acetonevædet vat om pilene og sende disse ud gennem vinduet, mens de voksne sov. Det gik fint, indtil vi var lige ved at få sat fut i noget buskads foran huset.

Peters Jul. Og familiens.

Peters Jul. Og familiens.

Nytår? Det var mindst lige så festligt. I særdeleshed når børnene fik lov – med en smule hjælp – til at affyre et haglgevær udover den store parklignende have. Sådan gjorde man i 80’erne. Tror jeg.

My Pleasure byder på klejner her

Pin It

You may also like