Home Kort - men godt En liste med mere end 10 irritationsmomenter

En liste med mere end 10 irritationsmomenter

by Nicolai Klingenberg

Er det ikke en stund siden, der har været en semi-seriøs liste i spil, som rummer nogle emner, vi alle elsker at bryde os mindre godt om? Jo, det er det da. Derfor kommer der en sådan liste til dig her. Skulle du have lyst, så klaprer du bare dine bud ind i kommentarfeltet.

Jeg har spejlvendt fotoet. Men du har set det før.

Jeg har spejlvendt fotoet. Men du har set det før.

Listen? Den kommer her!

– Når ting bliver sat hårdt ned på et glasbord.

– Folk som køber kilovis af bland-selv-slik, fordi det er billigt og ikke skænker de åbne beholdere og de fedtede fingre en tanke. “Jeg kan simpelthen ikke forstå, at den er helt tosset med mavsen efter den gang guf!” Er du nu også sikker på det…

– Folk som siger “fakkertalt”, for at være skøre eller sjove. De er ingen af delene – men til gengæld lyder det tåbeligt.

– At melde sig ud af Facebook under påskud af, at “mediet” tager for meget tid eller er for overfladisk – i særdeleshed når vedkommende er retur for fuld Rebekka 48 timer efter med navnetests, quiz-anmodninger og floskelcitater.

– Trekvart lange bukser. Uanset farve, pasform og materiale. Og uanset om denne variant af benklæder bæres af en mand eller kvinde.

– Vandvidskørsel på motorcykel. Hvad tænker Ronnie på, når han blæser afsted med 120 kilometer i timen gennem Centrum? Eneste årsag til, at han ikke kører på baghjulet, er “damen”, der sidder bagpå – i øvrigt med røven i en akavet position, som afslører high-cut G-streng over en nederdel af imiteret læder fra Bik Bok.

– Når et køkkenskab uden soft-luk smækker alt for hårdt.

– At overparfumere sig. “Dav-dav – navnet er Kouros! Du ved – lige som navnet på den græske gud…” Mja, eller ligesom parfume-sampleren fra Kastrup anno 1987.

– Folk, som mener, at de har gjort en “investering”, når de har sparet 199 kroner på noget helt og aldeles overflødigt. Før- og nu-priser lokker for mange i fordærv. Og nej – en æggekoger, en dansende fisk eller solbriller med lys i bliver aldrig en investering. Det gør sko heller ikke – og slet ikke dem af imiteret læder (nej, heller ikke de hvide med de guldfarve spænder).

– Bøvede streamere: “Grin bare – min Porsche er på værksted!”. Den er kun morsom, hvis man er indehaver af en Aston Martin, som man placerer streameren på.

– Dårlige telefonforbindelser. “Ja, hej det Ssdfdgdfvf… Øjeblik. Kan du dfdsfdarerg… Jeg er lige nede i en kælder!”.
Du kunne jo også vente med at telefonere, til du befinder dig i et område med ordentlig dækning.

– Dvaske servicemedarbejdere. Når du spørger: “Ved du, hvor jeg finder (vælg selv et produkt)?” og får svaret: “Hvis det ikke er på hylden derovre, så har vi det ikke”. Her skal det pointeres, at der efterspørges en basisvare, og at serviceknøsen M/K peger dovent i en vinkel, som dækker 88 % af hylderne. 1.000 tak for hjælpen.

Det er ikke irriterende at være her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk