Jeg kan godt lide historier om ting, som rummer en spændende historie, og sådan er det i denne skrivelse. En Ford Taunus levede et liv med en mand, manden solgte den, manden døde, og nu har barnebarnet fået fingrene i bilen. Det er flot cirkel, der her er tegnet. Men hvem, hvad og hvorledes? Det kan du læse her.
Alt ved dette foto er flot.
Frederik – du arbejder med biler. Hvad laver du konkret?
– Jeg er i den priviligerede situation, at jeg er testkører og biljournalist på Bil Magasinet, der – udover vores glittede månedsmagasin – også har indhold på diverse digitale platforme samt en fast leverance til drengene med pressefolder i bukserne på Børsen.
*Bagfra*
Og hvordan og hvornår vidste du, at biler skulle være din levevej?
– Jeg er miljøskadet fra barnsben. Min far er Flemming Haslund, der tidligere har givet gas på siderne i Bilen, Motor & Sport, Bil Magasinet og Autocar Nyt Om Biler. Han er i øvrigt stadig fungerende biljournalist i dag. Det var derfor ikke svært at finde noget at stræbe efter som lille. Du ved, det er lidt ligesom skomagerens søn…der følger i sin fars fodspor.
Nå – vi kommer ikke udenom det. Jeg så et billede af en Ford Taunus, som er blevet din. Hvad er historien om dette køretøj?
– Det bedste ved det hele er næsten, at bilen slet ikke er en Taunus. Min bil er fra 1970, og den hedder Ford 17M RS P7b. Både før og efter hed modellen fra Ford i denne størrelse Taunus på den ene eller anden måde. Men fra 1967 og nogle år frem blev Taunus-delen af navnet droppet. Det er lidt ligesom med Prins Henrik – han hedder jo, hvis ret skal være ret, Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat. Men hvis Billed-Bladet skriver det, klør folk sig i hovedet. Det er det samme med min Ford. Alle ved, hvad jeg snakker om, hvis jeg kalder den Ford Prins Henrik…jeg mener Ford Taunus. Det er vel en slags folkelig venlighed, jeg udviser ved at kalde den Taunus frem for 17M RS P7b.
Bilen har tidligere tilhørt min bedstefar, og har faktisk været end del af hans liv på flere måder siden 1972, hvor han startede som bilens mekaniker på sit nordfynske værksted. Senere købte han bilen til sig selv, og ejede den frem til sin død i starten af nullerne. Efter længere tids søgen i entusiast-kredse fandt jeg bilen, købte den på stedet, og har aldrig kigget mig tilbage.
Taunus anno 1989 – Frederik fejrer et brudepar
Hvilke oplevelser husker du i særdeleshed med bilen?
– Jeg har kun ejet bilen i få måneder, og mens vejene har været yderst fjendtlige over for en Ford fra 1970’erne – de har det med at ruste ved synet af morgendug. Derfor har jeg kun fået kørt omkring 400 kilometer for at få den hjem. Men jeg husker det, som var det i går, når jeg for mit indre øje ser min bedstefar køre til bageren efter brunsvir’. Eller når han kørte med min bedstemor i passagersædet mod sommerhuset. Jeg kan dårligt vente med selv at vise den sølvgrå 2-dørs sedan en lækker søndagstur, eller bruge det stilede vogntøj til og fra arbejde på dage, hvor jeg føler mig i stødet, og min BMW 318iS Coupé derfor må blive i garagen.
Instrumentering
Og hvad kan du sige om Taunus-modellen i bred forstand?
– Nicolai, det vigtigste, du skal vide om en Ford Taunus, ved du sikkert allerede. Nemlig at Harry fra DSB-reklamerne kører i en. Han er vel nærmest en form for lodden ambassadør for modellen. Taunus-modellen i bred forstand er ikke det mest ophidsende, hvis jeg skal være helt ærlig. Bilen blev bygget af Ford Tyskland, og navnet har eksisteret siden 1939. Taunus er en familiebil, hvis største konkurrent var datidens Opel Rekord. I dag kan den bedst sammenlignes med en Ford Mondeo, da de dækker de samme behov i hver sin periode. Der er dog lidt mere svung over visse varianter af Taunus – bl.a. én som min der har de nok så vigtige RS-bogstaver på bagsmækken. Ud over en større motor er der også kræs i form af flere instrumenter og kabinedetaljer. I starten af 1980’erne bliver Taunus-navnet og -modellerne udfaset på det nordeuropæiske marked til fordel for Ford Sierra. Tyrkiet tøffer dog videre i Taunus helt frem til 1994.
Stram og elegant kabine. Minimalistisk om man vil
Mere kabine
Nu er bilen din. Hvad skal der ske med den herfra?
– For mig er det minderne, der er vigtige. Derfor behøver bilen ikke stå som et suttet bolche eller bringes tilbage til pinlig original stand. Den skal ligne dén bil, jeg husker, min bedstefar kørte i. Derfor orienterer jeg mig i de eftermonterede matsorte sidespejle og kører videre på de tidskorrekte Wolfrace-fælge, som du kan se på billederne. Jeg har skam de originale RS-fælge, men min Ford skal holdes i bedstefars stil. Herfra gælder det om vedligehold, og pt hænger baghjulstrækkeren på lift, mens jeg skraber, sliber og beskytter undervognen. Sæderne er også afmonteret, og er på vej til en dygtig sadelmager. Når den alligevel hænger oppe under loftet, skiftes også hele udstødningssystemet samt bøsninger i stræbearmene, styrearme foran ligesom alle gummidele og -slanger i motorrummet bliver erstattet. Planen er også at få skyllet køler og stillet ventiler, inden forsommeren indbyder med lun asfalt.
Afmonteret sæde
Wolfrace fælg
Og hvad skal du altid have med i bilen på køreture?
– Blyerstatning til den fine 2-liters Köln-V6-motor er et must. Jeg vil ikke kalde min Taunus tørstig, men det er rart at have en lille flaske med det lyserøde indhold med, hvis man nu får brug for at tanke.
Frederik peger på blyerstatning (det er god billedtekst)
Et særligt musiknummer, som vil passe godt til en tur i din Ford Taunus?
– Der blev altid spillet Giro 413 i min bedstefars hjem, så fra det bugnende katalog af evergreens kan Keld og The Donkeys ”Ved Landbyens Gadekær” vist ikke passe bedre. Ford’en er også mest til komfortabel og tilbagelænet kørsel, så musikken skal ikke være for hektisk.
Så er der køremusik
I øvrigt – står T’et i dit navn for Taunus?
– Det må jeg vist hellere få en numerolog overtalt til at kigge på. Men indtil den lykkelige dag oprinder, står det naturligvis for Troublemaker, #yo.
Sladrende sideemblem – også lidt af en troublemaker
Er din Ford Taunus så en keeper?
– Som en blød og moderne mand med et guldkantet Mågestel i desserttallerkner, kagefade, sukkerskål, flødekande og thestel er jeg ikke typen, der smider familieklenodier over skulderen – medmindre det naturligvis er et flot tørklæde, der skal over skulderen for at komme rundt halsen. Spøg til side. Ja, jeg forestiller mig, at Ford’en bliver i mit ejerskab i lang tid.
Voila. En keeper.
Og hvad er det egentlig gamle biler kan, som nye ikke kan?
– Gamle biler giver assosiationer. En – i andres øjne – meget ligegyldige Fiat 127 kan pludselig være de fire hjul og jammerlige plademetal, der giver dig en varm følelse i maven, fordi der er minder forbundet. Derudover har ældre biler det med at køre mere umaskeret, basalt set fordi de er mere simple mekanisk. Bag rattet af en gammel bil føles hver en kilometer – på godt og ondt. Man kører en gammel bil udelukkende, fordi man har lyst til at køre – ikke fordi man har brug for transporten.
Det er her den bor for tiden.
Hvis du havde frit valg på alle brugtvognshylder, hvilken bil skulle du så have – og hvorfor?
– Jeg har en svaghed for kantet italiensk design, og lige inden Ford’en blev indkøbt, kiggede jeg alvorligt på en Alfa Romeo 75 QV. På den længere bane vil jeg også gerne i nærheden af noget i stil med en Lancia Beta Montecarlo eller Maserati Ghibli II fra 1990’erne. Og til de dage hvor den italienske skønhed ikke vil starte, må jeg hellere også have en Porsche 964 med udbyggede skærme til den daglige kørsel – jeg bliver jo nød til at tænke lidt på det praktiske.
Maserati Ghibli
Porsche 964
—
Gode historier søges
Har du en gammel bil? Eller et gammel møbel? Måske et gammelt ur? Eller noget med en god historie? Så vil jeg mægtig gerne høre fra dig og eventuelt interviewe dig. Det er ganske nemt. Vi begynder på nk@my-pleasure.dk
