Home Tryksager Stinus Olesen har skrevet bogen “Voksenværk” som foregår i Hellerup

Stinus Olesen har skrevet bogen “Voksenværk” som foregår i Hellerup

by Nicolai Klingenberg

Jeg læser ikke så meget, som jeg gerne vil, og jeg får heller ikke skrevet helt så meget “ved siden af”, som jeg gerne ville. Men det gør Stinus Olesen. Han har netop begået en bog, som har været et par år under vejs. Men hvad handler den om? Lidt om tennis, og om at blive 40. Og mere til. Det fortæller forfatteren om i dette interview.

Stinus – du har netop debuteret i dit voksenliv. Fortæl os lidt om, hvad du har begået?
– Jeg har skrevet romanen “Voksenværk”. Den er netop udgivet på Byens Forlag. Romanen handler om rodløshed og om at have en walkman og kæmpe med at vokse ind i livet, når man er blevet opdraget med konkurrence og afsavn. Vi følger Pierre Henri, et tidligere tennistalent, som står på afgrunden til de 40 år. Pierre kæmper for at redde både sin karriere og sit forhold til sin streetart-kunstner-kæreste Iben. Hvis jeg selv skal beskrive min genre, er den en humor med melankoli – en absurd realisme – en helt på glatis.  Tidligere har jeg skrevet en digtsamling og en del teater, der har været sat op i København og Århus. 

Coveret

Til daglig laver du noget helt andet?
– Ja, jeg er fysioterapeut på en klinik i Hellerup, hvor jeg står med begge hænder nede i bydelens og folks virkelighed. Det er meget blandet; der kan komme en patient ind, som lige har været i London for at spise frokost, og som oplever lidt smerte på siden af knæet, når han løber længere end 20 kilometer. Bagefter kan jeg se en patient med cancer, som er på morfin, kørestolsbruger og ved at være terminal, det vil sige døende, og har brug for at blive mobiliseret.

Dit job og din forfatterdebut hænger på sin vis sammen, hvad man ser på indholdet af bogen. Er indholdet ren fiktion eller inspireret af mennesker fra dit job?
– Miljøet i “Voksenværk” er lidt jetsetagtig; Pierres far er tidligere fransk kok med pariserrestaurant og kendt for sine beaujolais nouveau parties, Pierres mor bor på d’Angleterre. Pierre er dog ladt alene og skal, som sagt, forsøge at redde resterne af sin karriere ved at vinde en tennisfinale i Hellerup, der kan sende ham og Iben ud på et års sponsorerede rundrejse med tenniscirkusset.

Det er klart, at med 11 års fysioterapi på samme klink i hjertet af Hellerup, så ser jeg mange typer. Og ja, nogle af disse er nok med et ben i jetsettet og er bekymret om, der er nu nok benplads på business.

Ligeledes er afsættet til min roman en fascination af, hvad der bliver af de tabte talenter. Og det er klart, at på klinikken har jeg da behandlet patienter med forliste (sports)drømme og udpinte kroppe alt for tidligt, ja faktisk inden livet rigtig nåede at begynde.

Forfatteren himself

All right. Hvor lang tid har det taget at skrive bogen? Og hvor har du skrevet den henne?
– Det har taget mig cirka fem år at skrive romanen. Jeg har cirka 40 timers fysioterapi at se til om ugen ved siden af. Det tog cirka to et halvt år at skrive historien med dens karakterer, tematik, univers og så fremdeles. Dernæst tog det to et halvt år at lave gennemskrivninger, hvor jeg havde forskellige læsere med.

Romanen er skrevet i Palma de Mallorca, hvor jeg har en mini-lejlighed i den gamle, støvede historiske bydel med en herlig tagterrasse, der faktisk er større end selve lejligheden. Bogens forside er netop et foto af et gadehjørne – more or less – i min Palmagade. Jeg holder meget af nogle bestemte lokale kaffebarer i Palma, hvor jeg tropper op med manuskriptet og køber espresso og en vand. Her kan jeg få lov til at sidde i hjørnet i timevis og være ham udlændingen, som skriver på sin roman, mens håndværkerne kommer ind i deres arbejdstøj og spiser frokost og kaster lidt penge i spilleautomaten. Der er altid en mulighed for at øve mine spanske gloser, hvis jeg får brug for en tænkepause. 

Den spanske terrasse

Hvorfor ville du i det hele taget skrive en bog? Og hvad vil du med den?
– Jeg kom fra teatermiljøet, som er ekstremt spændende, men også med mange meninger og økonomiske udfordringer. Jeg har arbejdet sammen med mange fantastiske og flamboyante skuespillere og instruktører, og det var nogle ekstrem intense processer i ugerne inden premieren. Jeg oplevede dog også et projekt, hvor jeg skrev på et manuskript igennem 4-5 måneder, og hver gang jeg havde møde med teatergruppen, ændrede de projektet radikalt. Jeg endte faktisk med at blive skrevet ud af stykket, det vil sige, at de ikke længere havde brug for et manuskript, nu var det mere en happening – en kunstudstilling, de arbejdede sig hen imod, og jeg blev tilbudt en flaske vin som tak. Og så tog jeg hovedspring ud i romanens univers. Her kan jeg bestemme alt selv. Det er i hvert fald min illusion. Jeg oplever, at min sproglighed som forfatter kan folde sig helt ud i den skønlitterære roman, hvor der ikke er begrænsninger. Jeg kan skrive en flyscene, jeg kan skrive en kat ind, eller en sneboldskamp, en taxatur. Universet er uendeligt. Jeg styrer selv personerne, lyset, musikken, kulisserne og hele historien.

På den ene side vil jeg gerne fortælle en historie om, hvad der bliver af et tabt talent. På den anden side vil jeg gerne fortælle om vanskelighederne ved – noget så simpelt – at blive voksen. Vi er hurtige til at dømme en type som Pierre til at være privilegeret, jeg prøver at punktere denne dømme-syge ved at vise mennesket bag Lacoste poloen. 

Må vi bede om en af dine foretrukne passager fra bogen?
– Det er en taxatur hjem fra lufthavnen, hvor Pierre og Iben kører mod Hellerup i snevejr. Pierre skal død og pine nå frem til sin tennisfinale i Hellerup, hvor han kan redde økonomien og fremtiden for en stund. Men! Chaufføren hører heavy, drikker kaffe fra en termokande og bærer sort lædervest. Pierre elsker jo sin walkman og alle de kassettebånd fra 80’ene med wham! Pet Shop Boys og Spandau Ballet. Pierre får simpelthen stress af heavy metal og ender med at blive smidt ud af taxaen, da han ikke kan tie stille, men stiller spørgsmål på spørgsmål, og “skræller chaufførens bevidsthed lag for lag, som når man tager bladene af et salathoved, inden de skal hakkes til småstykker.”

Gennemlæsning i Spanien

Nå. Hvordan er bogen blevet modtaget so far? Og hvor kan den fås?
– Bogen har været ude i en uges tid, og der har været en fin artikel i Villabyerne og en mindre i Fyens Stiftstidende. Andre lokalaviser og netmedier er begyndt rører på sig og læser romanen igennem i disse dage. Men hold da op, hvor er det svært at få de etablerede aviser til i det mindste bare at løfte blikket, når man er debutant. Men forlaget og jeg kæmper videre. 

Fra reservatets avis, Villabyerne.

Bogen kan blandt andet købes på Byens Forlags hjemmeside, Saxo, gucca, etc. På sigt skal vi have den ud i boghandel, kaffebarer og lokale caféer.

Hvad skal der ske fremadrettet med dit forfatterskab?
– Voksenværk er jo første bind i en trilogi om skæve eksisterer i København. Så jeg er i fuld gang med to’eren…

Tre hurtige til Stinus:

Hvad byder resten af din vinter på?
– Spanskundervisning. Oplæsning af “Voksenværk” på Byens Bogcafe den 3. marts. Så står jeg for den næste smagning i vinklubben. Der er en Palmatur til Påske, hvor hele det tunge og tragiske katolske påskeoptog slæber kors, stearinlys og blomsterkranse rundt i Palmas smalle gader.

Må vi se et hverdagsfoto fra din telefon, som ikke har relation til skriveriet?
– Jeg samler på kunst. Jeg er særlig glad for oliemalerier. Det er en ret dyr hobby, så jeg har købt samtlige på afbetaling på københavner galleri. Jeg har en svaghed for Dan Schein og hans univers; det er et Amerika langt væk fra storbyerne, lovløst, barbarisk, det er white trash, det mord på gårdens dyr, det er dåseøl på ladet af en truck, det er sex på verandaen, mens bøfferne er på grillen. For tiden har han en soloudstillingen “Naked Pictures” hos Galleri Tom Christoffersen i Skindergade.

Fra telefonen. Jeg har stor passion for kunst her selvportræt med oliemaleri af Dan Schein. Som fortiden har en kæmpe solo udstilling i skindergade tom Christoffersen…

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Det var i vinterferien, hvor min kæreste Dianna og jeg var i Palma og gik på ‘ruten’, som vi siger. La Ruta Martiana. Hver tirsdag i vores kvarter i Palma er der pinxos og vin for 2 euro på diverse tapasbarer. Man opholder sig kun kort tid på hver bar og driver så videre til næste – der er et fantastisk leben, pensionisterne er ude for at lufte deres nye permanent, de unge viser deres piercinger i øjenbrynet frem og gamle venner og veninder fra skoletiden mødes igen. Det er spansk, når det er mest autentisk.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk