Home Medier med mere Den banale åbenbaring – musikalske minder til evig tid

Den banale åbenbaring – musikalske minder til evig tid

written by Nicolai Klingenberg 24. marts 2017
Pin It

I går var jeg til koncert. Det var en oplevelse, jeg havde set frem til. Koncerten var en julegave til mig og min kone – og med i gaven var fint selskab i form af de glade givere. Vi skulle i Vega, og vi skulle høre Rasmus Walter. Midt i den musikalske optræden, slog det mig, at jeg meget vel kunne være i færd med at opleve “noget”, som jeg – og sikkert også andre – ville kunne huske længe. Og nu  bliver det eftertænksomt…

Til koncert. I Vega.

Det er muligt, at en gut som Rasmus Walter kan være sjov mellem sine numre. Han fanger publikum, får gæsterne til at grine, og bandet (først til mølle) modtager sågar et par underbenklæder fra en kvindelig gæst, som står på en af de første rækker i salen. Alt dette foregår mellem numrene, og måske skal der faktisk lidt gak og løjer ind mellem de fremførte sange, fordi sangene kan gøre et vældigt indtryk.

Jeg finder det aldeles sandsynligt, at der kunne være flere til koncerten, som gik hjem med en indprentet oplevelse og et dertilhørende minde af så fin en kaliber, at aftenen eller dele af musikken vil blive husket længe. Måske for evigt. Måske kun i brudstykker, eller måske vil minderne kun dukke op af og til, men de kan dukke op, når det hele er ved at være forbi, eller når sorg eller glæde rammer den pågældende.

Musik kan noget helt fantastisk. Og særligt når det er live. Jeg er ikke en flittig koncertgænger, men jeg har oplevet kæmpekoncerter, intimkoncerter og festivalskoncerter, og jeg tilstår fint, at aftenen i går var mere end mindeværdig. Måske i særdeleshed fordi jeg netop ikke er til koncert hver uge eller måned.

For mit vedkommende var det rummets stemning, den lette melankoli fra instrumenterne, det delvise mørke og den gode lyd, der gjorde det. Teksterne? Jo lidt, men “nu’et” var fantastisk. Da det pludselig annonceres, at der ganske straks vil forekomme en gæsteoptræden, bliver der mussestille i Vega. Der er som om rummet bliver tomt på et splitsekund, og alt liv forsvinder. Knappenålsstille kan vi fint kalde det.

Ind kommer Niclas Petersen. Folk er ovenud spændte – men ikke hysteriske. Niclas har fuldskæg, lang frakke og med kasket som skærmer lidt for ansigtet. Han synger med. Det fungerer. Og så er han ude igen.

 

Der findes folk, som ikke har været til koncert i årevis. Eller i årtier. Der er sikkert også nogen, som aldrig har været til en koncert, men lad disse ord være en venlig og kærlig opfordring til at komme ud og få en på opleveren – få en oplevelse som ikke kan matches hjemme.

Er musik bare det nye shit for Nicolai, som nu har set lyset qua Rasmus Walter? Nej. Men jeg er blevet mindet om, hvad det er (live)musik kan, og det vil jeg hjertens gerne formidle videre. Det er nemlig nemt at glemme. Ud og lyt med dig – og gerne i godt selskab.

Facebook

Pin It

You may also like