Home Tryksager Alexanders øjne – Anja skrev, hvad der måske er et langt kærestebrev

Alexanders øjne – Anja skrev, hvad der måske er et langt kærestebrev

by Nicolai Klingenberg

Anja Lykke Lindberg Christophersen elsker at skrive – og hun har også fået udgivet flere af sine tekster. Senest er hun aktuel med “Alexanders øjne”.  Og for det ikke skal være løgn, så er forsidefotoet et, jeg har fotograferet. Men nok om mig. Videre til Anja.

Alexander – nærmest med glorie…

Anja – du har ikke blot skrevet en del skønlitteratur med en snert af virkelighed, men du har også fået det udgivet. Hvorfor skriver du i det hele taget?
– Kort sagt fordi jeg ikke ved, hvordan man holder op! Jeg har skrevet, så længe jeg kan huske. Jeg var et stille barn og voksede op på landet med en hjemmegående mor, der fortalte historier om trolde og feer og kaniner og alt muligt mere eller mindre magisk. Og så lavede jeg tegninger til hendes historier. Da jeg lærte at læse og skrive, begyndte jeg at koble ord til mine tegninger, og lidt efter lidt forsvandt tegningerne. Tilbage var historierne. Så det at skrive er en livslang vane, jeg håber, jeg aldrig lægger fra mig.

Du er højaktuel med Alexanders øjne. Hvad handler den om?
– Først og fremmest handler den nok mere om mig end om Alexander, tror jeg. Den handler om at se ind i et andet menneskes øjne og vide, at man virkelig bliver set. At man bliver forstået. Den handler om at finde sig selv i et andet menneske; at lære sig selv at kende på ny, samtidig med at man lærer det her nye, spændende menneske at kende.

Det er i hvert fald sådan, jeg har det med Alexander, og med digtene ville jeg prøve at indfange noget af den magi, der lever mellem os og i os. Giver det mening?

Bogen

Efter at have læst dine digte, fornemmer jeg, at du er niveauet over forelsket, begejstret, tændt og fascineret af ham. Hvad er du egentlig?
– Tja, hvad er jeg? Jeg hørte engang en digter tale om grænsen mellem fascination og fortryllelse, og jeg har for længst krydset den grænse. Så måske er jeg fortryllet… jeg ved det ikke rigtigt.

Hvor virkelig er historien?
– Som du siger, skriver jeg jo skønlitteratur med en snert at virkelighed. Og med en snert af magi. Magisk realisme, hvis man skal bruge en isme om mine texter. Jeg er ret sikker på, at Alexander Stæger er et magisk væsen, der bare lader som om, han er en almindelig fyr fra Virum… så jeg har i digtene til ham ikke skullet tænke over at bringe magi ind i texterne, for magien var hele tiden til stede. Med det sagt så er Alexanders Øjne det mest ærlige, jeg nogensinde har udgivet. Og det er sgu lidt skræmmende at dele ud af noget så privat.

Selfien Alexander lagde på instagram – og som startede lavinen af digte.

Det handler både om dans og om øjne. Hvilket af de to elementer ved Alexander er stærkest?
– Min første indskydelse var at svare hans øjne.

Der er det særlige ved Alexander, at når jeg ser ham danse, ønsker jeg, at han aldrig vil stoppe. Jeg er sikker på, at han må være skabt med det ene formål at danse og fortælle historier med sin krop. Men når vi sidder sammen på stamværtshuset og snakker sammen, ønsker jeg bare, at tiden vil stå stille, så vi altid kan sidde der over for hinanden og dele ud af os selv. Hans øjne er så smukke, når han lytter til mig eller fortæller mig ting fra sin verden.

Men de stærkeste øjeblikke mellem os (for mig i hvert fald) er, når han under en forestilling ser på mig og smiler det der lille private smil, som kun er til mig. Når han ser på mig under dansen, og han både er i sin rolle og samtidig er min Alexander – da er hans øjne smukkest, og da føler jeg mest.

Alexander Stæger danser med Susanne Grinder

Hvordan er realiteterne netop nu med dig og Alexander?
– Åh, jeg er ikke så god til at sætte labels på relationer. Vi holder af hinanden, vi kan dele alt med hinanden, men vi behøver ikke ses hele tiden. Der er en særlig intimitet mellem os, men vi har ikke et fysisk forhold til hinanden.

Hvordan har han modtaget publikationen?
– Han blev ret overrasket, tror jeg. Han vidste godt, at jeg havde skrevet nogle digte til ham, men jeg tror ikke, han havde regnet med, at jeg ville gøre alvor af at lave en hel digtsamling til ham. Han blev meget glad, meget rørt, stolt og lidt genert… og det klæder ham.

Er udgivelsen i bund og grund et langt kærestebrev?
– Haha! Ja, det kan man måske godt sige. Ikke som i ”skal vi være kærester”, men som i ”jeg elsker dig”. Jo, det er helt klart en kærlighedserklæring. Og det kan man vel godt kalde et slags kærestebrev.

Hvordan ville dit liv have set ud i dag, hvis du ikke havde taget til den første forestilling?
– Jeg havde forhåbentlig ikke stadig haft skriveblokering, men det er ikke til at sige. Det var i hvert fald den forestilling og Alexanders rolle i den, der førte mig ud af en lang kunstnerisk krise.

Og så havde jeg vel dvælet længere ved gamle kærestesorger, men haft flere penge. Teaterbilletter er blevet en fast udgift for mig, og jeg er meget glad for de oplevelser og følelser, der følger med billetterne.

Jeg havde i øvrigt været et ar fattigere uden den første forestilling. For et års tid siden fik jeg lavet en scarification; et ar formet som et L. L står for Leo, som er den karakter, Alexander spillede, da jeg mødte ham første gang. Og jeg indrømmer gerne, at jeg er håbløst forelsket i Leo! Han er egentlig ikke særlig sympatisk, og han er jo heller ikke virkelig, men de første par digte er ligeså meget til Leo som til Alexander.

Og hvad skriver du på for tiden?
– Jeg foretrækker at skrive på computer. Det er det nemmeste og mest naturlige for mig. Notater har jeg en lille bog til, som jeg altid har med mig, men reelle texter skrives på computer. Det gør det nemt at rette i, og min håndskrift er ærligt talt ikke særlig pæn. Når jeg bliver ivrig, er den næsten ulæselig, selv for mig…

Noter

Må vi se to af dine egne foretrukne linjer fra bogen?
– Den første må være ”Forståelsen er mørkeblå.”

Det refererer naturligvis til de mørkeblå øjne, men ligeså meget til den afgrund af forståelse, der er mellem os. Mørkeblåt er noget, man kan gemme sig i. Måske gemmer jeg mig lidt for den virkelige verden, når jeg er sammen med Alex.

Og første linje i det første digt er jeg også ret glad for.

”Hans øjne var blå som havet om natten, og han dansede som den drøm, jeg troede, han var en del af.”

Da min mor havde læst digtene, ringede hun til mig og sagde uden indledning, at havet ikke er blåt om natten. Jeg svarede, at det er det, når Alexander ser på det. Og så danser han virkelig som en drøm. Jeg har kendt ham i to år, og jeg er stadig ikke helt sikker på, om han er virkelig eller noget fra en drøm eller et eventyr.

Hvad mener du, at en hver mand M/K bør vide om kærlighed?
– Jeg er på ingen måde expert på området, så den er svær! Men jeg tror, man skal lade kærligheden være kærlighed. Lade den udfolde sig, som det nu er naturligt fra relation til relation. Kærlighed defineres og føles sikkert forskelligt fra person til person, og den ene form er ikke mere rigtig end den anden. Så længe vi lader os selv elske fuldt og helt, er det godt nok. Og så synes jeg, at man skal huske at fortælle sine elskede, at man elsker dem. Livet er skrøbeligt, ikke? Så sig nu bare de svære ord!

Og om øjne?
– Åh, det ved jeg da ikke! At man skal turde se – virkelig se – ind i andre menneskers øjne. Og at man skal lade dem se tilbage på én selv. Der er som regel en utrolig ærlighed i de blikke, vi deler med andre mennesker.

Og hvor køber man din bog?
– Det gør man lige her: https://www.saxo.com/dk/alexanders-oejne_anja-lykke-lindberg-christophersen_haeftet_9788740934175

Og så kan man også bestille den hos de fleste større boghandlere.

Tre hurtige til Anja L. Christophersen:

Hvad byder resten af din sommer på?
– Min ferie er netop sluttet, så en masse arbejde på det der dayjob, jeg er nødt til at have, og som jeg faktisk godt kan lide. Og vin, dans og digte selvfølgelig. Og måske bliver der også tid til at se ind i et par smukke, mørkeblå øjne inden længe.

Må vi se et hverdagsfoto fra din telefon og høre lidt om det?
– Det er et billede fra en ramponeret villa på Østerbro, hvor jeg nogle gange kommer for at skrive. Jeg har altid været lidt fascineret af farvet glas. Og så kan jeg godt lide smukke ting, der er i stykker. Skønhed er skrøbeligt, og det synes jeg, der er noget smukt over.

Fra telefonen

Hvornår har du sidst grædt?
– Det er længe siden, jeg har grædt personlige smertetårer. Men hvis tårer i øjnene tæller, så græder jeg hele tiden. Tit over åndssvage ting – ting der er så åndssvage, at jeg må skjule, at jeg har tårer i øjnene.

Men sidste gang jeg rigtigt græd, var da jeg hørte en krigsveteran med PTSD fortælle sin historie fra krigen i Afghanistan og tiden efter. Hans historie rørte ved et eller andet i mig, som jeg ikke kan forklare, men jeg var opløst af tårer!

My Pleasure findes også her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk