Home Automobiler WEB-TV: Rundt om SEAT Leon CUPRA ST, Julio Iglesias og et bredt smil

WEB-TV: Rundt om SEAT Leon CUPRA ST, Julio Iglesias og et bredt smil

written by Nicolai Klingenberg 4. juli 2017
Pin It

Af og til får jeg lejlighed til at testkøre en bil, og af og til kommer det helt store smil frem. Smilet kan også komme frem, når jeg testkører bilerne, og det var præcis, hvad der skete, da jeg havde fornøjelsen af at sætte mig bag rattet i den særdeles potente SEAT Leon CUPRA ST.

Der er den.

Lad os lige begynde med navnet og bogstaverne CUPRA. De står for Cup Racer, og det er de fem bogstaver, der gør den helt store forskel på alt fra præstationer til look, pris og smil-fremkaldelse.

Cupra. Og firehjulstræk.

Og så ryger vi direkte videre til en hjemmegjort video.

Så langt, så godt. Og hvor er det bare godt i øvrigt. Den hvide SEAT Leon CUPRA ST syner måske ikke af voldsomt meget udefra, men hvis du gransker bilen en gang mere, vil du se, at der er lidt underspillet fart over feltet, uden det på nogen måde bliver vulgært. Et Cupra skilt, en særlig front, røde bremser og to forholdsvis diskrete udstødninger er blandt de elementer, der viser, at vi ikke har med den gængse vare at gøre.I kabinen er det helt sort. Bogstaveligt talt. Curpra logoet har sneget sig ind i alcantara-sportssæderne, rattet er ganske sportsligt, og så er der vandvidsknappen med flaget på. All right, vanvid er måske så meget sagt, men når du trykker på den, og dernæst vælger Cupra mode, så dit kørekort i fare og bilen er i den grad parat til at give los for firehjulstræk og 300 hestekræfter.

Uha-uha…

Netop firehjulstrækket gør det eminent for kørestilen. Hvis man måtte være så skør at tage bilen på en frisk tur gennem en kurve, så lader den dig vide, at den nærmest ikke er til at rive af vejen. Den adaptive undervogn spiller selvsagt også en væsentligt rolle, da den analyserer – og optimerer – efter din køreadfærd og vejens forhold.

Hvis du ikke skal køre sportsligt, vil du finde Cupra-knappen og de dertilhørende funktioner for irriterende: Omdrejningerne går højt, gearingen er længere, og lyden er mere hul og dyb. All right det sidste, kan du nok leve med. Til gengæld vælger du blot disse funktioner fra med et klik på førnævnte Cupra-knap – og så kan du vælge et roligt “køreprogram” eller et midt i mellem.

Men hvad signalerer Cupra? Havde du spurgt mig for et årti siden, ville jeg have postuleret, at en Cupra tiltrak et særligt publikum med hang til energidrikke og æble-plukker-dans.

Eventuelt tilsat en kæk streamer i bagruden med teksten  “Fingrene væk eller næsen siger knæk!

Det var dengang – og jeg tog nok fejl, for en Cupra har alle dage ikke blot været Seats mest sportslige program, det har også været brandets vel nok dyreste. Derfor koster testbilen, som jeg var på hjul i, lige over 420.000 kroner. Til venlig sammenligning koster en Seat Leon ST fra 182.900 kroner. Så Cupra koster – og præsterer.

Sideskud

Du kan ydermere forvente et Media System Plus med otte tommer skærm, som fungerer, som det skal – ingen problemer med telefontilkobling eller musikstreaming, men navigationen synes at kunne trænge til en grafisk og hastighedsmæssig opdatering.

Interiøret er dog alt andet end skrabet, og det hørmer af kvalitet. Det virker gedigent, og du sidder absolut knirkefrit, mens du med lethed navigerer i både trafik og infotainment menuer med det førnævnte rat. De tonede ruder er diskrete og ikke over-tonede, og lyden rammer dig og dine medkørende via otte højtalere.

Førerpladsen

Jeg har slet ikke fået nævnt den famøse 0 til 100 tid. Den ligger på 4,9 sekunder. Og det er 300 hestekræfter, der er med til at sørge for den præstation. Derudover er drejningsmoment øget, og uden jeg skal kloge mig al verden på den slags, så kan det frit oversættes til et langtvarigt og solidt træk. Motoren er i øvrigt på 2 liter og har fire cylindre. Ved blandet kørsel rammer du 13,9 kilometer på en liter brændstof.

Bilen er som kæk spejder med frisk påsyet duelighedsbevis: Altid beredt.

Priserne for en SEAT Leon CUPRA ST begynder ved 499.000 kroner – og for at være helt ærlig, så ved jeg ikke helt, hvor man får en vogn med samme mængde udstyr og med samme præstationer til den sum. Jeg er imponeret. Og ovenud begejstret.

Og en sidste gang.

300 heste med My Pleasure på Facebook

 

Pin It

You may also like