Home Jeppe Bentzen Haven Festival – to dages privatfest i hovedstadens baghave

Haven Festival – to dages privatfest i hovedstadens baghave

written by Nicolai Klingenberg 15. august 2017
Pin It

Udbudet af events, happenings og tiltag bugner i København. Jeg hører om meget, men ser og oplever nok for lidt. Til gengæld har mit unge side-kick, Jeppe Bentzen, fingeren på pulsen. På den fede måde, som man sagde, da jeg var yngre for et årti siden. Mindst. Jeppe tog til Haven Festival, og han kom derfra med et og andet. Det bedste – hvis du spørger mig – er hans ord, som du finder herunder. Godt gået, Jeppe. Og endnu bedre skrevet. 

Processed with VSCO with m3 preset

”Haven er ikke en festival. Det her er en privatfest med jeres venner”. Ordene er Mikkel Borg Bjergsøs, manden bag Mikkeller-imperiet. Øllene, der er højt elskede inden for Københavns volde og ganske lidt kendte uden for. Noget derhen af kan siges om Haven Festival. Det er lidt som ibyen-klummerne i Politiken; verdens navle for københavnere og forfærdeligt ligegyldigt for alle andre. Herfra min verden går og alt det der. På den vis kommer Mikkeller-mandens ord til sin ret. Det ér som en privatfest med ligesindede, hvor alle deler musiksmag og er blevet kollektivt enige om at opføre sig, som man ville have gjort hjemme hos sig selv.

Men nu er vi på besøg hos Mikkel, Claus og Aaron, som har lejet sig ind på Refshaleøen og inviteret de nærmeste 20.000. Claus hedder Meyer til efternavn og behøver vel ingen yderligere introduktion. Aaron hedder Dessner og er bassist i det verdenskendte og meget lytteværdige band The National, som også pryder spilleplanen. Han er dansk gift, bosat på Frederiksberg og nære venner med sine to medarrangører. Den toneangivende trio har fra første fløjt sat baren for den gængse forståelse for og forventning til en festival modigt højt. Det var således ikke helt små forventninger, jeg pakkede i mit stofnet.

Maden

Uden økomad og drikke dur hipsteren ikke, ved du nok. Det må være på sin plads at evaluere udbuddet af føde- og drikkevarer på lige fod med musikken, når nu festivalen med egne ord er ”50 % musik, 50 % gastronomi”. Antallet af boder var ikke overvældende, og den største kritik har da også som følge heraf været de lange køer – men i modsætning til musikken, som tydeligt talte til ét segments hjerter, kunne maden tilfredse enhver mave. Vi snakker korsfæstet ged over bål, glaserede japanske kødboller lavet af en tidligere Noma-kok, Ramen-suppe, hotdogs med muslinger og jeg ved snart ikke hvad. Der var ikke meget mad, der bare var – alt var bearbejdet på 3-4 forskellige måder.

Der vankede bebrejdende blikke fra runde hornbriller, hvis du købte den samme bid mad flere gange og dermed ikke var openminded nok.

Det var faktisk helt befriende at bestille Havens egen signatur-cheeseburger. Simpel, kompakt og velsmagende.

Processed with VSCO with t1 preset

Mine arme er hverken i vejret eller over kors. Er det forkælet af mig at tænke sådan? Folk blev jo fløjet ind fra hele verden for at forkæle mine og vores smagsløg. Nej. Problemet, om man vil, er, at kvaliteten, smagen og exotic-faktoren ikke var i galoperende afstand fra de godter, du som københavner får kastet i nakken i Torvehallerne, på PapirØen, til Kødbyens Mad & Marked, i WestMarket … You get the point. Ikke fordi jeg er en connaisseur i det internationale køkken, men man vænnes hurtigt.

Tro mig, der blev solgt pyntede anretninger til overpris, der ville resultere i tilråb eller trusler om tæsk på Smukfest.

Jeg tror, at jeg skulle have forventningsafstemt med madscenen på forhånd. Jeg er sikker på, at mange udenlandske besøgende er blevet stoked. Det er ikke dig, Haven, det er mig.

Til gengæld satte jeg pris på de ekstraordinært gode øl fra Mikkellers bryggerier. Som maden er de velkendte her i inderkredsen, men med tilpas mange varianter i alle smags- og prisklasser. Ingen vandede Tuborg. Jeg har det med øl, som jeg har det med pizza; det kan både være en flad, ligegyldig resultatorienteret seance, hvor det bare handler om at blive fuld og/eller mæt, og det kan være en stor smagsoplevelse, hvis håndværket er i orden.

På Haven var der ingen, der sejlede rundt i fuldskab. Der var ingen ølbongs og ingen pløkker (if you know, you know), og tusind tak for det. Her er rusen af alkohol reduceret til en bonus, et bi-produkt af den samlede oplevelse. Man bliver mæt på en anden måde, når man undgår tomme kalorier.

Musikken
Disclaimer: Musikprogrammet var som skræddersyet til min smag. Det er et dårligt udgangspunkt for en kritisk anmeldelse, men sådan må det være. Opsætningen var fremragende, de tre scener var strategisk godt placeret fra hinanden og i modsætning til madboderne var det ikke besværligt at komme hurtigt frem.

En af ambitionerne var at bryde grænserne mellem kunstnere og publikum, og det kan jo hurtigt lyde som en floskel, men WoodWood-kasketten af for forsøget. Allerede klokken 14 første dag troppede førnævnte Aaron fra The National op på den mindste scene, som mere eller mindre bare var en forhøjet træplade, sammen med verdensstjernen Bon Iver og spillede en spontan jamsession i øjenhøjde med publikum. Det var på mange måder surrealistisk og ambivalent. Som at møde Dronning Margrethe i Netto.

Festivalen har efterfølgende fået kritik for at være et musikalsk ekkokammer for de ligesindede med god smag. Det synes jeg ikke er helt berettiget. Man kan også vende den om og sige, at bookerne har kendt deres publikum og vist, hvad de ville have. De kunne snildt have appelleret bredt og booket Mads Langer eller L.O.C., men det havde simpelthen været malplaceret. Jeg hylder all in-tilgangen og kan godt lide idéen om, at vi i et ellers så homogent land som Danmark kan have så bred en perlerække af musikalske tilbud.

Haven er muligvis den eneste danske festival, hvor en surprise-koncert med Gulddreng ikke ville blive mødt med ekstatiske klapsalver – og så er det bedre at lade være og holde det ægte, som de unge vist stadig siger på Nørrebro.

Og nu vi er ved det – hvad er det for noget med den evige bashing af ”meningsboblen”, ”den kreative klasse”, ”Torvehallerne-tropperne” og jeg ved snart ikke hvad, de/vi/jeg/whoever kaldes? I evig sarkastisk tone forsøger man et frame folk som f.eks. Haven-gæsterne som opblæste, facade-hipstere, der åbenbart skulle se ned på hvad der er ”folkeligt”. Som om 20.000 mennesker skulle fake interessen for indie-rock og mad med højere til loftet. Jeg minder her venligt om, at man godt kan se sig om efter alternativer uden at se ned. At snobbe nedad er også at snobbe. Word.

Udtryk
Trods forventelige, uforudsete opstartsvanskeligheder fik Haven en blid og vellykket fødsel. Folk var godt trætte af de lange køer, og det forstår jeg godt – det ølandshvedefladbrød med porcheret gris og chilibrændt spidskål til 80 kroner skal bare være mindblowing for at være tre kvarters ventetid værd. Mon ikke de strammer op på den front næste år. Jeg lader dem i hvert fald tvivlen komme til gode.

Min oplevelse kulminerede lørdag nat foran Mindfield-scenen. Regnen forsøgte at piske stemningen ned, men aarhusianske Liss tvang den oppe. I et taknemmeligt øjeblik spurgte forsangeren, om publikum stod og græd eller bare var regnvåde. Jeg var selv i tvivl. Mit tøj var gennemblødt, men regnen trak ikke gennem mit arsenal af sanselige indtryk. Du ved, på den der måde hvor du har drukket dig beruset og spist dig lykkelig i alt andet end tomme kalorier.

Stort tak til Jeppe for ord og fotos. Er du til sidstnævnte, finder du Jeppe Bentzen på Instagram her

My Pleasure på Facebooks

Pin It

You may also like