Home Medier med mere Kollektionen.dk – Patrick Mischar-Olsen indsamlede sansegodter og hjernefodder

Kollektionen.dk – Patrick Mischar-Olsen indsamlede sansegodter og hjernefodder

by Nicolai Klingenberg

Fotografier, film, kunst, arkitektur, kvinder og andet flot til øjenene. Sådan ville jeg ganske kort beskrive mit første møde med Kollektionen.dk. Patrick Mischar-Olsen er manden bag, og han har meget mere at ytre om sit site. Derfor sendte jeg ham en stribe spørgsmål, som han svarede på. Det er finurligt, interessant og lige noget for dig. Værsgo – her har du historien om et nyt medie, som jeg håber bliver stort.

Patrick – du er manden bag Kollektionen.dk. Hvad er det for et medie?
– Kollektionen.dk startede ud som et magasin ”til dem, der ikke gider at læse”, og det udviklede sig i takt med at mine tanker udviklede sig, hvilket desværre er ret langsomt. Nu er det så blevet til et magasin eller en ‘internet connaisseur for den moderne æstetiker’, når vi skal være fine. Fokus på siden er primært berigelse igennem sanserne og ikke det rationelle intellekt. Men aktivering af dette kan selvfølgelig næsten ikke undgås, når man opholder sig på siden. Men det er en god ting. Hvad vi prøver at levere, eller kuratere på Kollektionen, er sansegodter og hjernefodder i form af billede-kollektioner og videoer med alt fra arkitektur, design, kunst, kortfilm, skønhed i al sin pragt og selvfølgelig al det bedste, en computer-eventyrer kunne ønske sig.

Forvent en palme. Men også lidt (flot) hud.

Hvorfor og hvornår kom du på idéen til sitet?
– Idéen byggede sig igennem en lang periode, da jeg arbejde på mit gamle site TheMan.dk. På TheMan.dk var omdrejningspunktet altid penge, og det kunne ikke være anderledes. Når jeg så sad og skulle arbejde på siden, var det ikke glæde, der fyldte mit sind. Der manglede noget. Jeg lærte så senere hen, at det var fordi, jeg ikke gav noget værdi til verden, og så kunne verden, universet, eksistensen, eller hvad du vil kalde det, selvfølgelig ikke give igen.

Jeg begyndte så at tænke over, at hvad jeg ville skabe allerede eksisterede på internettet i form a blogs a la TheClassyIssue, hvor man kan fryde sin øjne lidt. Men jeg ville mere. Jeg ville ikke kun skabe en blog med fotos, men i stedet skabe noget i retning af et museum, hvor du kan gå ind i et rum og se de samlede værker af en bestemt kunstner eller fra en bestemt genre. Det syntes, jeg manglede. Især hvis man lige har røget en joint eller sidder og hører noget musik. Eller begge ting på en gang. Så vil man bare gerne have et sted, hvor man kan chille uden at anstrenge sig for meget med at læse en masse ord, og hvor man bare kan slappe helt af, alt imens man kigger på fotos og ellers lader hjernen vandre, imens man nyder godterne på skærmen. Lige pludselig kom navnet til mig: Kollektionen. Så simpelt og indlysende at jeg ikke forstår, hvorfor det tog mig så lang tid at indse, og jeg begyndte så ellers bare at designe og sætte en masse forskellige ting sammen. Nu her to år senere, er jeg endelig tilfreds med designet og er så begyndt at tilføje indhold.

Og hvad vil du gerne med sitet?
– Ja, altså, jeg vil jo gerne tjene nogen penge, så jeg slipper for at arbejde på bestemte tider og et bestemt sted. Men nej, selvfølgelig drejer det sig ikke om penge, fordi så kunne jeg da ligeså godt skyde mig selv, da det ville komme før eller senere.

Lykken en fugl, der flyver væk, når man løber efter den.

Jeg vil gerne behage, og jeg vil gerne synliggøre forskellige kunstners syn og kreationer for en større mængde, end hvad vi ellers ser. Jeg vil gerne demokratisere et museum – en slags samtidig fattigmands Carl Jacobsen, om du vil.

Der findes en flot mængde artikler og fotos allerede nu. Hvem har leveret disse sager?
– Jamen altså, det kommer fra alle de kunstnere, som jeg har bookmarket igennem årene. Så har jeg taget kontakt til dem og fået et par enkle kommentarer fra dem og spurgt, om jeg måtte fremvise deres værker i mit online museum; Kollektionen.

Hvem vil du gerne have til at læse med?
– Alle mennesker da. Konger, dronninger, tjenere og soldater. Soldaterne er selvfølgelig en illusion. Men spøg til side, jeg vil gerne have at alle i hvert fald lige tager et kig på siden og ser noget andet, end alt det gamle. Og så håber jeg da på at kunne tiltrække og åbne folks øjne for op for kunst i alle dets former; kvinder, bukser og elevatorer. De, der normalt mener, at kunst ikke er noget for dem. Og så selvfølgelig alle de gamle “rock ‘n’ rollas”, der altid har haft en forkærlighed for det visuelle.

Og hvem kan bidrage?
– Alle. Alle kan bidrage. Hvis du kender en kunstner, eller er kunstner, eller bare elsker kunst så fuc**** meget, at du mener, at alle andre også skal elske kunst, så fuc**** meget, så skriv til os.

Bidrager du selv med noget?
– På nuværende tidspunkt synes jeg ikke, at min egen kunst er på et højt nok niveau, men jeg håber på senere at kunne bidrage med mine illustrationer og fotografier, og når pengemændene er klar og parat, så gælder det også mine film…

Hvad er planen med Kollektionen fremadrettet?
– Planen er at finde det bedste af det bedste og det smukkeste af det smukkeste og så ellers bare levere en god intuitiv, betagende og medrivende oplevelse.

Kan du vise os et foto, der har begejstret dig mest fra sitet samt en tekst, der har haft samme effekt?
– Nu har det mest været helhedsoplevelsen af hver enkelt artikel, hvor Kollektionen brillerer, og hvor jeg har tænkt ’wow’. ’Room #58’ kollektionen er jeg især vild med. Hvis det skal være en enkelt genstand, så må det være Edward James Have I Mexico, men det er en video. Så mit valg må nok falde på en af Kerry James Marshalls malerier, jeg er ikke helt sikker på, hvad maleriet egentlig betyder, det skifter lidt fra gang til gang. Men det er en fryd at kigge på. Sandheden er jo, at jeg finder mest nydelse i de kollektioner med kvinder, som vi har. Men det kan jeg jo ikke sige. Desuden er det svært at sige, at udpege en enkelt. De er alle så fantastiske.

Slutteligt: Hvorfor bør man besøge Kollektionen.dk?
– Når du ser hjemmesiden, ved du hvorfor. Det kan mine ord slet ikke være bekendt. Nysgerrighed er en god start.

Tre hurtige til Patrick Mischar-Olsen:

Hvad byder dit kommende efterår på i privatregi?
– I privatregi… Det er et ord jeg ikke hører så tit. Men det byder på at komme lidt tilbage til mig selv efter at have aftjent min værnepligt. Det har givet lidt rastløshed i mine ben og stjålet lidt fra min kreativitet. Mit mål nummer 1 er at komme tilbage dertil, hvor jeg var før soldaterlivet. Ydermere skal jeg have givet den fuldskrue med Kollektionen, og så har jeg nogle aspirationer om at blive et produktiv supermenneske. Jeg begynder også på universitetet igen, hvor jeg skal studere Interaktionsdesign.

Må vi se et hverdagsrelateret foto fra din telefon og høre lidt om det?
– Du må se et hverdagsrelateret foto fra min instagram, så får jeg nemlig også lige noget promotion på den front. Det første er ene halvdel af min hverdag, og hvordan mine morgener ser ud nu, og hvordan de kommer til at se ud de næste 30 år i hvert fald. Jeg begynder hver morgen med en god portion frugt, da jeg har læst, at man absorberer alt det gode bedst på tom mave, og min mave er mest tom, lige når jeg vågner. Og så giver det naturlige sukker, der er i, en god mellow og opkvikkende effekt. For min produktivitets skyld har jeg lært, at det er den bedste måde at begynde dagen på. Det andet billede er et hverdagsbillede fra livet, som jeg levede det i et enkelt år, og som jeg tager alle skridt imod, så jeg kan gøre den levevis permanent. At være digital nomade er drømmen.

Kerry James Marshall

Hvor og med hvem har du sidst fået en lille pind i øret?
– Jeg har ikke været fuld i et et godt stykke tid. Sidste gang må have været med min lillebror og en dude, jeg blev venner med i Thailand. Det var på den hedonistiske paradis-ø Koh-Phi-Phi i Andamanhavet. Jeg er ikke selv hedonist, men det er da meget mærkværdigt at observere. Eyes Wide Shut er jo også en interessant film.

Et tryk her og du havner på Kollektionen.dk 

Et tryk her til Facebook & My Pleasure

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.