Home Fotografier Nicolas Cosedis – om mamas græske mad og at have hjertet med i billedet

Nicolas Cosedis – om mamas græske mad og at have hjertet med i billedet

written by Nicolai Klingenberg 16. august 2017
Pin It

Nicolas Cosedis traf jeg på et socialt medie, og således tager den ene ting den anden. Nysgerrigheden tog til, hvorfor jeg nedfældede nogle spørgsmål til Cosedis (vi er dog dus), som han svarer på herunder. Modtag ham vel – og hans fotos ligeså.

Nicolas – du er fotograf. Hvornår og hvorfor blev du det?
– Min rejse ind i fotografiets fantastiske og forunderlige verden har været lang og fyldt med diverse bump undervejs på ruten. Den startede, da min far for snart 35 år siden hjembragte et på daværende tidspunkt allerede brugt Konica C35 AF kamera fra en forretningsrejse i Japan.

Nicolas Cosedis. Selvportræt fra Antelope Canyon, Arizona.

Mit mål var oprindeligt ikke direkte at blive fotograf, da interessen startede som hobby. Planen var snarere at formidle historier, stemninger og følelser via det billedemæssige sprog og dermed blive i stand til at påvirke andre mennesker, hvilket jeg følte meget livsbekræftende som teenager. Dagen i dag er det til stadighed en kæmpe drivkraft, men jeg skuer nu om stunder nok en smule mere indad for at finde inspiration, end jeg gjorde engang.

Gennem mine studieår på henholdsvis KU og senere CBS havde jeg stort set altid et kamera i tasken. Vel at mærke et kamera der fik betydelig mere fokus (fotografjoke) end lærebøgerne, hvilket nok også har været medvirkende til, at jeg her adskillige år senere aldrig har færdiggjort en kandidatuddannelse, men til gengæld opbygget et virke og en personlig stil i et fag, som jeg brænder inderligt for. Det var aldrig lykkes uden en gevaldig støtte fra alle mine nærmeste, der har fulgt mig på tæt hold under rejsen, og som ofte har været mine store kilder til inspiration.

Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en, der står med ryggen til dine værker?
– Min fotografiske stil er præget af både de store linjer, de bløde kurver og de mindste krummelyrer, naturen har skabt. Jeg fotograferer både landskaber, byer og mennesker. Som oftest i sort/hvid, men farverne er ikke nødvendigvis gemt helt væk.

Monument Valley, Utah.

Blandt de fotografer, der har inspireret min stil allermest, hører amerikaneren Ansel Adams, der var et kompositionsmæssigt geni og revolutionerede naturfotografiet i første halvdel af det 20. århundrede. Samtidig har den britiske og mere nutidige fotograf Michael Kenna givet mig anledning til at eksperimentere med lang lukketid i mine fotografiske værker, hvilket giver en drømmende effekt, der kan være både smuk og dyster på én og samme tid.

Københavns Inderhavn.

Og hvad vil du gerne med dine fotografier?
– Jeg ønsker via et fotografisk værk at give andre en oplevelse, som de aldrig havde fået, såfremt netop dette billede ikke var blevet skabt. Jeg gengiver ikke virkeligheden via et kamera, men kreerer snarere en meget subjektiv rekomposition af, hvad mit menneskelige øje naturligt ser.

Amagertorv, Byens Hjerte.

Alle mine billeder, der sættes til salg, produceres kun i et meget begrænset antal, nummereres og signeres. Fotografierne trykkes desuden på glas og metal med henblik på at sikre mine kunder et altid eksklusivt produkt, der også kan overleve tidens tand.

All right. Du har lavet en række serier, som alle går under titlen We Love. Hvad er konceptet?
– Oprindeligt startede “We Love” fotoserierne som en kærlighedserklæring til København.
Min gode ven Jon og jeg har gennem mange år haft for vane at mødes på de klassiske, små knejper i indre by og her i fællessang over både øl og vin hengive os til gamle danske sange, der hylder vores fødeby. Her var det nok “Visen om København”, der har gjort det største indtryk. Ganske som det beskrives i sangen, føler jeg at byen er min sjæls elskerinde. Dette ville jeg gerne udtrykke fotografisk, og resultatet blev begyndelsen på fotoserien “We Love CPH”.
Årene er siden gået og “We Love” konceptet blev langsomt, men stødt forbundet med mit fotografiske arbejde, hvilket siden har udviklet sig til forskellige fotoserier i samme stil fra især europæiske storbyer, som jeg holder meget af.

Et af mine personlige favoritbilleder fra ”We Love Paris” serien.

Og hvilken er den næste by, du skal besøge?
– Måske det sværeste spørgsmål overhovedet at svare på. Jeg tænker, at det kan ende med en storbyrundrejse ad vandvejen på Donau, hvor turen kan gå igennem både Wien, Bratislava, Budapest og Beograd. Men allerførst går turen nok bare en tur til Dragør, hvor min Mama Cosedis serverer Amagers bedste græske mad. 🙂

Du nævnte noget om nogle behind the scenes fotos? Må vi se et og høre historien om det foto?
– I foråret havde jeg fornøjelsen af at rejse rundt i Californien, Nevada, Arizona og Utah i halvanden måneds tid. Efterarbejdet med motiverne har været en lang proces, men jeg kan snart løfte sløret for min “Best of the West” fotoserie.

Min guide Niyol og jeg i Antelope Canyon.

Undervejs på turen besøgte jeg blandt andet Antelope Canyon, hvilket var en magisk oplevelse. Med sine runde, bløde former, der er skabt af strømme i vandet over tusinder af år er sandstensklipperne i kløfterne en seværdighed i særklasse. Almindeligvis er dette flodleje udtørret, men når vandet endelig rammer, grundet sjældne, men voldsomme regnskyl, er det så kraftigt, at det i bogstaveligste forstand skærer sig igennem den relativt bløde sandsten og derved danner de smukke strukturer.

Sandfald i Antelope Canyon.

Antelope Canyon ligger på indiansk Navajo territorium, hvor alt er en smule anderledes end i resten af USA. Navajo-indianerne er et både stolt og fascinerende folk, der har formået at bevare en stor del af deres oprindelige kultur. Med mig på min lille ekspedition rundt i Antelope Canyon var min guide Niyol, til hvem jeg hurtigt fik et venskabeligt forhold. Grundet de ekstremt små sandkorn, som kan være yderst skadelige for luftvejene i større mængder over længere tid, bærer Niyol et tyndt skærf om mund og næse næsten konstant.

Hvad gør efter din mening et fotografi godt?
– Jeg ved, det kan lyde som en kliché, men jeg mener stadig, at man på mange fotografier kan fornemme, hvorvidt fotografen har haft sit hjerte med i billedet. Motivet behøver hverken at rumme en stor fortælling eller et reelt budskab. Det vigtigste er, at fotografiet har nerve og sin egen identitet.

Malibu Beach. Farvespil i vand og luft.

Dit første kamera var et Konica C35 AF – har du et af billederne, som du har taget med det kamera?
– Til trods for at der heldigvis blot skete mindre materiel skade for min families vedkommende ved det store skybrud i sommeren 2011, mistede vi desværre en lang række fotografiske minder, heriblandt disse billeder. Siden denne dag har jeg gjort det til en af mine fremmeste opgaver at digitalisere gamle billeder samt negativer og lave en ekstra backup af backuppen, så lignende ikke gentager sig.

Hvor kan man se mere til dine billeder?
– Tak for det spørgsmål. Der er skam flere muligheder. Via min hjemmeside Welovecph.com kan man altid få en introduktion til mit fotografiske univers. Her er desuden også en webshop, hvor billederne kan købes.
Desuden har jeg løbende forskellige udstillinger med mine fotografier. I øjeblikket laver jeg en udstilling i samarbejde med LokalBolig på Nikolaj Plads. Denne udstilling har åbent alle hverdage i sædvanlig kontortid.

Tre hurtige til Nicolas Cosedis:

Hvad byder dit efterår på?
– Rent fotografisk er min største ambition i de kommende måneder at komme rigtigt i gang med luftfotografering. Her tænker jeg ikke på droner og sure landmænd med haglgeværer, men mere på traditionel luftfotografering fra større højder.
Jeg har en gammel ven, som er pilot, og sammen har vi lagt en lille plan for hele det her setup. Mere vil jeg ikke afsløre på nuværende tidspunkt, men det skulle gerne blive lidt vildt og anderledes.

Må vi se et hverdagsfoto fra din mobiltelefon og høre lidt om det?
– Billedet her er fra mine skønne venner Karen og Tors bryllup i starten af august. Jeg vidste, at det under alle omstændigheder ville blive en spektakulær dag, så jeg kunne ikke dy mig for at medbringe lidt ekstra kameraudstyr. Her har min ven Martin fanget mig med mit mobilkamera, alt imens jeg kravler rundt på en kanalrundfartsbåd, som var chartret til selvsamme lejlighed. En dag i kærlighedens tegn og endnu et godt minde.

Glad fotograf til bryllup. Fotocredit: Martin V.

Hvornår og hvorfor har du sidst grædt?
– Sidste gang jeg fældede tårer var faktisk til selvsamme bryllup, som jeg beskriver lige ovenfor. Mikkel Wold, der er sognepræst i Frederiks Kirke (Marmorkirken), gav en smuk tale til både brudeparret og forsamlingen om kærlighed og viljen til at turde satse for at vinde. Det var både smukt og rørende.

Pin It

You may also like