Home Living Troest taler ud

Troest taler ud

by Nicolai Klingenberg

I hjemmet hænger der en kreation fra navnebror (med undtagelse af en slåfejl) Nikolai Troest. Maleriet bærer titlen Faktor 10.000, og jeg har spekuleret på, hvad titlen betyder – og hvorfor Troest ofte lader penslen danne æggelignende figurer på lærredet.

Det skal vise sig, at der ikke er tale om et æg – læs selv længere nede, hvad Troest har tænkt.

Derfor skrev jeg til ham for at blive lidt klogere på ham og hans tanker. Du kan blive det samme, hvis du læser nedenstående, som er et direkte ”paste” af hans mailsvar. Gode tanker – der kræver koncentreret læsning – fra en dansk kunstner:

kære Nikcolai Klingenberg

Der findes omkring 7 milliarder mennesker på jorden. Jeg er jo så én af dem, selvom jeg nogle gange føler mig som fra en anden planet…men det er jeg nok ikke ene om. nå men nok om det…

Når jeg står i et lokale, til en fernisering, ibland 25 andre mennesker, vil hver enkelt af dem opfatte mig på deres helt egen måde, de vil have en masse referencer, hvormed og hvorom vil de forsøge, at få mig til at blive et sammen stykket billede af alle de mennesker, som de har mødt i deres liv, og derved skabe et indre billede af hvem jeg er, i forhold til dem og i forhold til de mennesker som de tænker og sammenligner mig med og derved skaber et billede ud af, som jeg så ender op med at blive, i den pågældende enkeltstående situation.

Hvis jeg f.eks. Løfter hånden og siger ”Det her billede malede jeg dengang jeg”¦” – vil deres opfattelse af mig, øjeblikkeligt, ændres til at passe ind i en oplevelse som de måske havde engang og som tilsvare den de nu står overfor, – hvor det jo så bare i denne situation, er mig som står der.

Hvis alle 25 mennesker omkring mig i dette lokale har den samme metode og tanke og opfattelse af ”mig” så er jeg i første omgang 25 forskellige versioner af Nikolai Troest.
Hvis jeg kunne stykke alle de tanker og personer, som jeg på en eller anden måde referere til i bare disse 25 mennesker sammen…så er der pludseligt rigtigt rigtigt mange Nikolai Troest’er i lokalet.

-Og forsyningerne af saltstænger og billig hvidvin skal sandsynligvis lige tænkes igennem bare én gang mere”¦Og hvad hvis der kommer 100 mennesker til min fernisering ? hvad hvis jeg bevæger mig ud på gaden ? eller blot går rundt i københavn !!??

Det jeg prøver at sige er : jeg gør, ligesom alle andre mennesker, alt hvad jeg kan for at vise hvem jeg er, som enkelt individ, som person, som mennesket Nikolai Troest. Vel vidende, at jeg er 99,99 % identisk med alle jer andre. Men jeg forsøger: i samtale, i ansigtstræk, i holdninger, i opførsel og i handlinger, at gøre det yderste jeg kan, for at blive opfattet, som lige præcis mig.

Men hvad gør man egentligt ?- Når der er 7 milliarder mennesker på jorden, og når alle sammen opfatter mig på deres måde. Opfatter mig som deres version af Nikolai Troest ? Hvad gør jeg egentligt, når jeg er 7 milliarder Nikolai Troest’er ? Hvad gør jeg når jeg aldrig på nogen måde tænkeligt overhovedet, på nogen måde muligt, kan vise blot en lille flig af, hvem jeg i virkeligheden er bag dette lag af kød, muskler, hud og hår?

Hvis alle ser mig som den form, det ansigt, som kikker tilbage på mig i spejlets spejlvendte tilbagekast af mit ansigt og krop. Og hvordan forholder jeg mig egentligt selv til mit ydre Nikolai Troest, når det billede, som kikker tilbage på mig i spejlet, er spejlvendt ?

Det eneste jeg kan gøre for at vise hvem jeg er, for at vise mit ikke spejlede ansigt, er at bruge maleriet, bruge lærredet som et spejl- (hvis jeg står foran et spejl er det nogenlunde den beskæring af min krop jeg ser på i spejlet) -og derved langsomt igennem årene, igennem tiden, prøve at komme nærmere dén, dét menneske, jeg er inden i.

Jeg forsøger ikke at male mit ansigt, jeg forsøger at male mit ”ikke-spejlede-ansigt”¦” Derfor maler jeg cirklen med skuldrene, og derfor svarer jeg ”nej” når nogen igen spørger : ”sig mig, kære ven, hvornår begynder du at male noget andet end de ansigter dér ???”

Det er en lang proces ! og ja, jeg er næsten sikker på, at den vil vare så længe jeg lever, eller beslutter mig for at gøre noget helt andet. Med selve symbolet ( piktogrammet : hovedet og skuldrene) prøver jeg at fortælle, at den sorte tykke streg, som omgiver hovedet, er grænsen mellem mine tanker inden i og virkeligheden udenfor.Det er rimeligt svært at tage mine tanker med ud af hjernen og holde dem i hånden i den virkelige verden, det er også ret svært, og nogen gange bare umuligt, blot at fortælle, hvad det er som er mine tanker, og hvordan jeg tænker og opfatter livet (”¦og mennesker) omkring mig. Derfor har jeg trukket denne sorte markante grænse op omkring ansigtet.

Skuldrene i motivet presser op imod rammen rundt om motivet, og skal på denne måde være med til at fortælle at jeg bor i en by. Jeg bor blandt huse, biler, cykler, mennesker, fugle, postkasser, borde og stole og de andre milliarder af ting som man hele tiden kan støde ind i og som på denne måde er med til at begrænse min horisont eller sfære om i vil”¦jeg kan mærke dét, når jeg står på en åben plads, jeg kan mærke at jeg fylder så meget mere omkring mig, end der er plads til.

Men ! Ikke desto mindre, elsker jeg at bo i byen, og det er mine selvvalgte horisontaltbegrænsede livsbetingelser, jeg prøver at vise ved at ramme mit motiv inde.
Hele motivet (rammen, ansigtet og skuldrene) symbolisere også dét at være menneske.

At være begrænset til at være menneske. Jeg kan ikke komme ud af denne form. jeg kan ikke gøre noget, bevæge noget, tænke noget, føle noget, sige noget, høre noget, skrive noget, som alle andre mennesker ikke er i stand til. Dvs. jeg kan ikke springe rammen for dét det vil sige at være et menneske. Jeg kan ikke være andet end et menneske fordi jeg er et menneske.

Jeg kunne blive ved, men ved også godt at jeg nok sandsynligvis allerede har tabt en del læsere på vejen igennem denne tekst, så jeg vil prøve at begrænse mig, men håber inderligt at dette lille glimt ind i Nikolai Troest blotlægger en lille del af hvad det er for en proces jeg arbejder med når jeg stiller mig foran lærredets tomme hvide flade og igen påbegynder min søgen efter billedliggørelsen af mit ikke spejlet ansigt.

maleriet faktor 10.000 er en tanke vedr. dilemaet mellem af at der ikke skal mere end en nefa-lygte til at gøre mig skoldet, og at den globale opvarmning vifter med flaget…. faktor 10.000 så er du forhåbentligt med 🙂

dejligt at du skriver til mig, tak fordi du har maleriet hængende og jeg vil med det samme kigge ind på din blog 🙂

Troest er i øvrigt 36 år og boende på Vesterbro. Han lever udelukkende af at male billeder og skriver ved siden af på online projektet www.historienomwillum.dk. I øjeblikket udstiller han hos Novo Nordisk og Nybolig på Enghaveplads. Galleri Artcompaz og Galleri Bastillen har også værker fra Nikolaj Troest.

Her er han på foto frem for lærred.

Du kan læse mere på Nikolai Troest – god tur.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk