Home Pindemadder HUSH-HUSH – nu med min kreativitet

HUSH-HUSH – nu med min kreativitet

by Nicolai Klingenberg

For omkring en uges tid siden – ok to så – gik det løs på Hotel Skt. Petri. Det var alle tiders arrangør Christoffer Glud Grønlund, der endnu engang havde samlet kunst, kreative, musik, drinks og halløj under en og samme hat. Mindst lige så alle tiders fotograf, Mads Damgaard, havde på en tur til det store æble (ja, New York), skudt en række billeder, som han ville udstille. Jeg fik den ide, at det kunne være en fest at sætte ord til hans billeder – og det gjorde jeg så.

Jeg så på hans fotos, lod fingrene taste og resultatet blev ganske opfindsomt – men også udstillet sammen med billederne. Og der blev solgt en del. Resultatet kan du se herunder – og hvis du vil købe et eller flere, kan du jo bare skrive til fotografen på mail@madsdamgaard.com.

Glud Grønlund er i øvrigt på vej til Korea, hvor han vil hellige sig studierne, men han varsler også events og halløj under de koreanske faner.

Cross-check and report. De er lige ved at lette. Et par hundrede sådan cirka. Et par par. Et nyforelsket par. Og otte par der vil være gået fra hinanden inden fem år. Men de ved det ikke endnu.
En vil dø, to vil være utro. Førstnævnte begge dele – men uden sammenhæng. Flyet hedder i øvrigt det samme som to af passagerne – Sigrid. Kvinderne kender ikke hinanden, men vil komme til det i NYC.
Sigrid I vil nemlig møde Sigrid II på en natklub, hvor de falder i snak, efter de genkender hinanden fra flyet. Det kunne være begyndelsen på et livslangt venskab, hvis Sigrid II altså ikke er den førstnævnte fra tidligere.
Sådan er livet bare af og til.

Han har ventet på den i flere måneder. Men han ved, den er lige om hjørnet, for han har tracket sin pakke på nettet. Han ved faktisk, at den er i New York, og kunne han bare komme ind på området, ville han selv hente den, men sikkerheden blev strammet ultimo september 2001. Han er dog tålmodig, for denne gang vil 11. september ligne en børnefødselsdag. Han har det hele planlagt. Sammen med andre. De lader som ingenting. Det sker nemlig lige om lidt – og de ved, de ikke er under observation. De eksisterer nemlig ikke på papiret eller i systemet.
De er under observation. Har været det længe. Og de bliver taget lige om lidt. Han er nemlig en del af de andre. Og har altid været det. Han ville være have været skuespiller, men slog aldrig igennem. Nu er han parat til at slå de andre ihjel, hvis de ikke makker ret.

Hun er en outsider blandt veninderne – i hvert fald når det kommer til shopping. Hun har en form for mani, men hun ved den er penge værd. Hun arbejder lige der. I Swatch. Og hun har samlet lige siden, hun overtog søsterens første Swatch ur. De andre drømmer om et Rolex, men hun har to perler i sin samling. Prototyper. De er mere værd end en Daytona i rosegold. Stykket. Hun spottede dem straks. En mand kom ind. Var arrogant. Brokkede sig over, at uret blev ved med at gå ud trods hyppige batteriskift. Det var en fabrikationsfejl – og det er guf for samlere. Hun sælger dem i næste uge. Pengene bruger hun på endnu flere ure – og også af den sjældne slags. Men altid fra Swatch.

De havde været i Central Park. Det er to dage siden. Sneen var lige faldet. Aktierne ligeså. Men de var ligeglade. De havde hinanden. Og det har de stadig. Og deres børn. De har sat forventningerne ned og lysten til at leve op. De er en uknækkelig trio. Kernefamilien. De gik ud af parken. Han havde sne på skoene. Han bankede dem venligst af, inden de tog hjem i taxaen. Den sne, han bankede af, sidder nu i hjulkassen ved baghjulet. Den smelter snart, men den husker faktisk. Sneen altså. Og de tre der smed den i hjulkassen var så rare.

Den tredje spids. Det var den, de begge rørte samtidig og aflagde deres løfte. Det var i 1999. Hvis ikke de var blevet gift, ville de mødes her og give det, der egentlig bare var en flirt, en chance. Der er to uger til nu.
Han er gift. Men ulykkelig. Han var nemlig ikke til fyre alligevel. Og familien slog hånden af ham. Protesen har han dog lært at leve med. Den anden han glæder sig til at se, om ham den første ser lige så godt ud som dengang. Den anden er nemlig 100 på, at han kommer. Det gør han bare ikke. Den første har nemlig taget en beslutning. Og glemt alt om tiårsdagen.

Let’s keep it simple, sagde han dengang. Assistenten tænkte ja, hvorfor ikke, når nu dine kone er det. Assistenten lærte aldrig at bryde sig om navnet New Yorker – eller chefen og dennes kone. Nu er han heldigvis videre. Han blev nemlig frelst. Det er i hvert fald, hvad han siger, når han gør sit bedste for at hverve nye medlemmer til sekten.

Om seks timer går pæren ud. Men der går en uge før den bliver skiftet. Hun er nemlig ny i jobbet og skal lige lære parken at kende. Hun har allerede lært at spotte de faste i parken. Joggeren. Hundelufteren. Bumsen. Og bossen. Han har for længst også set hende, men han lader sig ikke mærke af det. Udadtil. Ingen af dem ved dog, at de ender sammen. Hun kommer til at leve i sus og dus resten af livet. Uden parktjansen som hun ellers var ganske tilfreds med. Hun bliver også accepteret i familien. Men der bliver tale om særeje.

Det var en bestillingsopgave af den utraditionelle slags, men Dollars er Dollars, så han tog den. Han tænker aldrig over, at Dollars også var en tv-serie, hvor hende den lækre fra parallelklassen var lige ved at få en birolle. Det ved hun kun selv, men har aldrig sagt det til nogen. I stedet lever hun højt på sin værtsrolle i et tv-shop show, alt imens han spekulerer over, om ham HC Andersen mon kommer og godkender hans værk.

De overvejede om gardinerne skulle med, men de nye lejere var jo så søde, så de lod dem være. De hænger der endnu. Også selvom de nye for længst er flyttet. Og blevet gamle. Stof af ældre dato kan bare ikke sammenlignes med det nye. Dengang kunne man lave noget, der holdt i årtier.

Fisk. De er lige der i vandet. Fatter ikke al verden, men svømmer i bobler, mens ham på 45. etage bobler i sin champagnekoger fra dagen derpå. Han vil om en uge opdage, at dillermanden lægger sig syg, men hun var det usikre skrald værd. I Moskva sidder hun og gnider sig i hænderne, som er fyldt med knitrende dollars. Dillerkonen er dog syg. Og hun ved det.

What a beautiful view. Look at the lava colored horizon! It reminds me of”¦. Luk nu røven.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk