Home Kort - men godt Ti timer på Café Victor – og om at snuble i en portion foie gras

Ti timer på Café Victor – og om at snuble i en portion foie gras

written by Nicolai Klingenberg 5. september 2010
Pin It

Kender du det der med, at tingene bare udvikler sig? Når det planlagte bliver skubbet for til sidste at blive aflyst til fordel for det impulsive? Således blev det i fredags. Et klokken 14 møde på Café Victor gik overordentlig godt. Noget med et samarbejde gik mødet på. Og der blev så godt som givet hånd. Vi skal lige have det sidste på plads.

Tobak, fadøl og "nej-hvor-vi-kan".

Jeg ankom lettere sulten og efter en stor øl, måtte en pariserbøf med behørig garniture lægge bunden. Et par øl mere, to håndfulde ”Hej – ses vi senere?” og sensommer stemning på en fortovscafé udgjorde de perfekte rammer.

Musse og jeg havde en aften i selskab med hinanden i vente. Et værelse på Hotel D’Angleterre ventede, for det skulle der skrives om – og det bliver der. Men i et andet indlæg.

Mødet blev hævet, og det var tidlig aften. En ven fra gymnasiet og hans nye – lad os kalde det veninde – sad et par borde fra os. De spurgte, om vi ikke lige kom over, inden vi skulle videre. Det gjorde vi. Og så udviklede sagerne sig igen. Pre-middags forberedelserne gik fløjten, og stemningen steg.

Så er der natmad. Et reelt stykke kød fra Café victor.

Klokken 22 besluttede vi for at blive ved bordet. En bestilling på to gange Tournedos Bearnaise røg af sted. Og kom til bordet. På modsatte side kom der kammuslinger og laks. En lille time senere vel at mærke. Den var nok ikke gået andre steder, men på Victor går den. Uden problemer faktisk. Stemningen kan bære det. I hvert fald denne aften. Et par glas på huset og en løssluppen stemning var nok årsagen, men også det faktum at ingen var i stand til at køre bil. Bøffen var i øvrigt også helt i orden og bearnaisen lige så.

En sauce jeg holder meget af.

Jeg afsluttede aften med at skvatte i fuld legemeslængde på Strøget. En – i min verden – skørt placeret jernstang fældede mig, så jeg slog hul på hånden og fik et trælår. På Hotel D’Angleterre forklarede jeg, at jeg var snublet i et stykke foie gras, og selvom det ikke vakte latterkramper, fik jeg dog et plaster.

Et plaster på såret.

Tak for en herlig aften til tjener Anders, Martin G,  Liv/Christine, plastermanden, Musse, Poul Glargaard med følge, familien Lykken og alle de andre.

Pin It

You may also like