Home Pindemadder Winemakers dinner på D’Angleterre

Winemakers dinner på D’Angleterre

written by Nicolai Klingenberg 1. september 2010
Pin It

Hvis du troede, at D’Angleterre var en konservativ støvkost, skal du bare læse videre. Og selvom en vinsmagning kan lyde lidt voksent, så skal du ikke lade dig skræmme. Hotellet kan ikke løbe fra sin fem stjerner, 250 års historik eller blærede beliggenhed, men det er slet ikke så formelt og ”hvide handsker”-agtigt, som du måske tror.

Med forlov - det er vist ikke normalen, at man bare må skyde løs. Men jeg fik lov.

Jeg var inviteret til vinsmagning på D’Angleterre på en hverdagsaften. Med under armen havde jeg min fætter, og han og jeg er vokset op med et par fædre, hvis viden udi vin med garanti ikke fejler noget. Hvis du spørger dem selv i hvert fald. Herunder vil du kunne opleve en retrospektiv erindring – men uden der går vinanmelder og smagsnuancer i den. Hvorfor? Det kan du læse til sidst.

Nå, men hverken fætter Anders eller jeg, er vineksperter. Men det smager jo godt – og oplevelsen bliver ikke ringere i smukke omgivelser og med god mad på tallerkenen. Tilsæt også lidt input fra This Vine, som var arrangør, samt humor (oui, franske winmakers har humor) fra Jean-Jarles Cazes, som er tredje generations winemaker. JJ er i øvrigt iført casual cowboy buks og blazer – men undskylder med at det var en forsinket bagage, der er skyld i påklædningen.

Der er nu hyggeligt på D'Angleterre.

Ved siden af fætter og jeg sidder et par. De er ældre end os, men vi falder hurtigt i snak med dem. Aftenens højdepunkt er ifølge dem vinene fra Lynch- Bages, som de har drukket og nydt mange gange før. Der er store forventninger til 1996’eren, som er aftenens sidste – hver ret er akkompagneret af en (nogle gange to) vine, som familien Cazes har i deres folk. Og det er ikke kun fra Lynch-Bages.

Første ret bærer titlen ”Sprødt & Saltet”, hvor rygeost, agurk og lidt ørredværk serveres med vagtelæg, mayo og luksus chips. Vinen i glasset er en hvidvin fra Château Villa Bel-Air – et ”slot” familien købte i 80’erne og sidenhen genopbyggede. Produktionen er primært rød (to tredjedele), mens den resterende tredjedel er hvid.

Sprødt & Saltet med blandt andet vagtelæg og en mayo, du kan blive afhængig af.

Videre til en rimet økologisk laks med hasselnødder, issalat og granatæble. Det er her, den første Lynch-Bages kommer til glasset, men en hvidvin vel at mærke. Det er en såkaldt ”beach wine”, som familien hyggede sig med at lave i 70’erne – til venner og familie, men som senere hen er blevet en fast del af repertoiret. Det er dog de røde vine, der trækker volumelæsset på Lynch-Bages gården. “Og det skal de blive ved med”, hørte jeg fra bord i nærheden.

Aftenens smukkeste ret: Økologisk rimmet laks med lækkert tilbehør.

Sidste hvidvin er fra Châteauneuf-du-Pape, hvor familiens 2006 opkøb, Domaine des Sénechaux, blev hældt i glasset. Som ret? Kæbe fra gris, saltbagt selleri, flæskesvær deluxe og en fennikelpuré – umiddelbart døjer jeg lidt med en fobi for både selleri og fennikel, men ikke i dette tilfælde.  Og så har jeg sjældent smagt noget så mørt som de svinekæber.

Så velsmagende at jeg ikke fik dokumenteret retten, men her lå kæbe fra gris med saltbagt serlleri og fennikelpuré.

Og så til de røde. En 2001 Château Ormes de Pez fra Saint Estephe (blandt bordets venner kaldet ”ormen”) og en 2007 Châteauneuf-du-Pape fra Domaine des Sénéchaux blev skænket til en fransk due med dertilhørende jordskokker og trøffel. Og her kunne jeg nemt pege på en favoritvin – 2007’eren. Ormen var lidt mere stikkende, om du vil.

Den franske due med jordskokker og trøffel.

Den ene af de to vine til den franske due - til gengæld ikke den bedste af de to.

Den franske due blev også akkompagneret af denne 2007'er. Mit valg, hvis jeg skulle vælge.

Mæt? Nærmest, men når nu, der lige er en ret mere, så skal den både smages og nydes. En sommerbuk med persillerødder og karotter kommer til bordet med dobbelt op på Lynch-Bages – en 2004’er og en 1998’er. Med en forskel på 300 kroner flasken, ville jeg holde mig til den billigste af de to. Ikke for at spare, men der var i min verden ikke 300 kroner i forskel på prisen. Jeg hørte en svag mumlen fra et andet bord, der gik på, at den dyre 98’er var noget finere i smagen.

Fint, fint tilberedt sommerbuk med "krukkegulerødder" i form af karotter (som i øvrigt smager finere og bedre).

Sommerbukkens gemal nummer to: Lynch-Bages anno 2004.

Le grand finale var fransk med fransk på. Oste med abrikoskompot og maltbrød. Virkelig velsmagende oste og geden i særdeleshed. Jeg var lige ved at blive snydt for finalevinen, en 1996’er fra Lynch-Bages. Slottet har i øvrigt til huse i Pauillac ”kommunen”, hvor tre af de fem famøse 1. cru vine bliver fremstillet. Lynch-Bages rangerer lavest på ”cru skalaen” som en 5. cru, men Lynch-Bages tilhængere lavede lovede mig højt og helligt, at vinene er på højde med en 2. eller sågar 1. cru.

Firkantede tallerken med franske oste af den gode slags. Gedeosten i særdeleshed.

Finalevinen - den der var bygget op til: Lynch-Bages anno 1996. 1.395 kroner flasken.

Betragt ovenstående som en oplevelseserindring, da jeg ikke er mad- eller vinanmelder. Den slags er der andre, der er meget bedre til. Og hvorfor så? Fordi at ”menig” mand M/K har sin helt egen mening, og fordi der findes få rigtige eksperter – som der til gengæld bliver lyttet til. Alle har ret til deres mening, og det kom i den grad til udtryk – nogle fortalte, at en af aftenens vine skulle gemmes 10 til 12 år, en anden – der ikke hørte denne udmelding – fastslog hårdnakket at selv samme vin skulle drikkes NU.

Tilsæt en lidt tynd kaffe, og du har afslutningen på aftenen.

Jeg kan dog kun anbefale at prøve noget a la ovenstående – du møder nye folk, der er kommet for at få en oplevelse, som ikke blot er en ”middag ude”, men en tematisk aften, hvor alt er tilrettelagt og sammensat. Derudover får du mulighed for at smage både vådt og tørt, som du måske ikke normalt ville vælge – eller have mulighed for at vælge. Du kan se de næste arrangementer her.

Pin It

You may also like