Home PindemadderBobler Onsdagsbrød og Champagne – og om at drikke Champagne fra en danserindes sko

Onsdagsbrød og Champagne – og om at drikke Champagne fra en danserindes sko

by Nicolai Klingenberg

Christian Holthausen kan et og andet med kommunikation. Han er ansat som international kommunikationsmand hos Piper-Heidsieck og Charles Heidsieck, og han havde pakket en kuffert, der med garanti har båret teksten ”Fragile”, da han tog til Danmark for at lade undertegnede og et par andre smage på nogle af husenes sager.

Det rene bord.

Lad os lægge ud med lidt historie, for Pipier-Heidsieck har en hel del år på bagen – huset blev stiftet i 1785 og hører dermed til på Champagneshusenes grand old-liste. Dernæst skal det lige indskydes, at Hr. Holthausen, der gæstede landet, havde taget turen herop for at fejre, at huset winemaker, Régis Camus, for femte år i træk var stukket af med titlen ”Sparkling Winemaker of the Year”, som må siges at høre til i den nyere ende af historieskalaen – men ikke desto mindre et flot resultat.

Christian Holthausen er kommet til landet - med en kuffert fuld af perlende Champagne.

Vi var samlet i Moltkes Palæ, hvor vi havde vores egen sal. Jeg havde forventet lidt spiseligt, og lidt var der da også – en portion brød. And that was it. Det undrede mig lidt, men med kommunikationsbrillen på, forstod jeg det hele – det handler om Champagne (måske også lidt om budgetter), og derfor var der ingen grund til at diske op med syv retter.

Det første glas, vi skal nyde, er Piper-Heidsieck Brut – husets signatur om du vil. ”Vi bruger enormt meget tid og ditto kræfter på vores Brut non-vintage, fordi den står for 90 % af vore salg”, lyder det. Og sådan er det vist i almindelighed – hvert hus har én signatur, som er cash cow’en i firmaet. I intro Brut’en er der druer fra over 100 forskellige ”villages” i flasken, og som Holthausen sagde: ”Vi bygger vores sortiment fra bunden op op” – det vil sige, at stammen, signaturen og kvaliteten begynder fra Brut’en – og jeg sværger på, at det hårde arbejde ikke skuffer. Let tilgængelig, perlende, festlig og med strejf af citrus. Friske toner i snuden a la æble.

Der lyttes, noteres og smages i Moltkes Palæ.

Nå, kommunikationsmester Holthausen fortæller videre, og vi forstår, at huset oprindeligt var domineret af tyskere – de var gode til Champagne, og det gør sig i øvrigt også gældende hos et hus som Krug, som jeg skulle opleve dagen efter”¦

Videre i smagningen til sag nummer to – en Charles Heidsieck Brut Réserve. Knapt så frisk som første, men det skyldes, at sagen indeholder ældre ”reserve wines”. Jeg kan nærmest dufte rødt kød, når jeg snuser, men røde frugter kan også gøre det. ”Hvis vi siger den første Champagne er god at starte dagen på, så er denne her perfekt til klokken 15”, lyder det fra Christian Holthausen.

Fra venstre: Piper-Heidsieck Brut, Charles Heidsieck Brut Reserve, Piper-Heidsieck Rare 1999 og Charles Heidsieck Blanc Des Millenaires Vintage 1995.

Charles Heidsieck er lige som Piper distribueret af Maxxium, men Charles Heidsieck blev etableret tilbage i 1851. Charles var nevø til stifteren fra Piper, men Charles havde visioner mod vest – han introducerede amerikanerne for Champagne og tog turen med skib over det våde element intet mindre end fire gange – med lasten fuld af bobler.

Elitens kvinder har desuden fungeret som ambassadører for Pipier-Heidsieck længe før, der var noget, der hed product placement. For eksempel blev en af husets herrer inviteret til vinpræsentation af Marie-Antoinette for flere hundrede år siden – hun brød sig godt om sagerne og så var etiketten med Piper-Heidsieck nærmest royal.

Tredje glas skænkes. Piper-Heidsieck Rare 1999 – en årgangschampagne med andre ord. Som så mange andre yngre vintagechampagner er der lagringspotentiale i den smukke flaske, som har relationer til Fabergé i designet. Dekadent og med guld og glimmer. ”Hvis vi kalder den første Champagne for ready to wear, så er det her brudekjolen”, lyder det med glimt i øjet og vielsesring på  fingeren fra Holthausen. Glasset må siges at være mit foretrukne denne dag. I øvrigt er der kun sendt otte Rare Champagner på markedet i de sidste 34 år”¦.

Holthausen holder Heidsieck - min foretrukne: Piper-Heidsieck Rare 1999.

I 1953 blev Marilyn Monroe interviewet, og hun blev spurgt om, hvad hun var iført, når hun sov. Svaret lød noget i retning af: ”Ingenting – men jeg har altid lidt Chanel N0.5 bag øret – og når jeg vågner om morgenen, varmer jeg min krop med et glas Piper-Heidsieck”. Vupti – så var der kendisfaktor til brandet.

Glas nummer fire – Charles Heidsieck Blanc Des Millénaires Vintage 1995. En Champagne der har høstet flere priser, høje points, og som er skabt på Chardonnay druer fra fem ”villages”. Har ligget længe og ventet på at ramme hylderne – 12 års lagring, som jeg husker det.

Charles Heidsieck Rosé Réserve, Piper-Heidsieck Rosé Sauvage og Piper-Heidsieck Cuvée Sublime

Vi kommer heller ikke uden om, at moden spiller en væsentlig rolle hos Piper-Heidsieck. Gennem de sidste år har designere som Viktor & Rolf, Jean Paul Galutier og Christian Louboutin være involverede i talrige projekter, der omfatter alt fra en omvendt Champagneflaske, en flaske med læderkorset og en sko i krystalglas med rød sål. Sidstnævnte er Loboutins kreation, og selvom krystal var erstattet med akryl til smagningen, fik vi mulighed for at slupre Champagne af en sko – et fænomen der blandt andet stammer fra Moulin Rouge, hvor mandlige tilbedere af danserne viste deres ”kærlighed” ved at drikke Champagne af danserindens sko sidst på aftenen”¦.

"I'm your private dancer - dancer for money"... Skål i skoen.

Femte glas er i roséens tegn – Charles Heidsieck Rosé Reserve. Min foretrukne af de to, hvis jeg skal vælge. Christian Holthausen peger på, at rosé bølgen er blevet større de sidste par år – blandt andet på grund af, at kvaliteten generelt er blevet bedre på rosé, men også fordi, at mænd i dag – kontra tidligere – ikke føler sig udfordret på maskuliniteten, når de drikker Champagne. Føler du, at din mandighed er udfordret i selskab med rosé, vil jeg anbefale at åbne en skjorteknap mere – så er du ude over det problem. Jeg pegede på, at rosé Champagne i almindelighed er nemmere at drikke, da jeg typisk opfatter den som mindre syrlig – og det kunne Holthausen lide at høre. Et anerkendende nik blev sendt i min retning.

Kontrasten mellem en "normal" og en "rosé".

Sjette glas var også en rosé – men en anderledes en af slagsen. Den var langt mere rød, end hvad jeg er vant til, og det var skam med vilje: ”Vi ville lave en anderledes rosé, og det har vi gjort. Vi anvender i øvrigt ikke stilke, men i stedet rødvin, når vi laver rosé Champagne – det er nemmere at styre”, lød det.

Syvende og sidste glas – en Piper-Heidsieck Cuvée Sublime. Serveret i førnævnte sko med stripperislæt. Den er sød – og kan sammenlignes med en demi sec. Til gengæld er sukkersmagen erstattet af en mere raffineret smag af honning, hvilket tiltalte mig. Der er brugt fire gange så meget sukker eller dosage om du vil som i en normal ”sag”. Den skulle egne sig perfekt til for eksempel foie gras – det ville jeg gerne lige have prøvet, men hvad pokker – jeg fik gode historier for alle pengene.

Noter, glas og min blok.

Tak for et fint arrangement.

You may also like

5 comments

Kirsten Stendevad 8. november 2010 - 13:23

You rock. Både Piper (my favorite brand fra dengang jeg var på Sundance film festival hvert år) og forfatteren til denne skønne blog.
Glem ikke gudinderne (gudindeskolen.dk) og millionøserne (millionøsemetoden.dk) næste gang I inviterer til at drikke af damesko – det er vi eksperter i (selvom vi foretrækker glas)
kærligst kirsten

Reply
Christoffer 8. november 2010 - 20:02

Godt og indholdsrigt indlæg Nicolai, fortsæt med det. Og iøvrigt en lettere usmagelig kommentar fra Kirsten.

Reply
Nicolai Klingenberg 8. november 2010 - 20:13

Tak for det, Christoffer. :O) Jeg forsøger at blive klogere på de mange bobler – og har netop lagt sidste hånd på endnu et indlæg i dag, som kommer på snarligt.

God aften!

Reply
Christoffer 8. november 2010 - 20:21

Det vil jeg se frem til. En champagne-smagning med vægt på introduktion til boblerne ville bestemt heller ikke være af vejen, nåede desværre ikke med til den første.

Og ligeledes god aften til dig

Reply
Svendsen 10. november 2010 - 12:47

Hende dér Kisser…. Hvad sker der med engle-skole-reklamen?!

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk