Home Gæstebloggere En weekenderindring fra konkurrencevinderen

En weekenderindring fra konkurrencevinderen

by Nicolai Klingenberg

Over 200 deltog i den heftige weekendkonkurrence, og vinderen – Peter Toft – genopfrisker i dagens indlæg hans weekend. Tak til alle for interessen! Here goes – take it away, Peter:

Som den heldige vinder af bloggens fine, fine konkurrence var der lagt i ovnen til en weekend lidt udover det sædvanlige. I dagens anledning var der dømt tidlig fyraften fra kontoret og det ordinære liv, og der kunne i stedet stemples ind på første klasse.

Første punkt på agendaen var afhentning af et styk køretøj i form af en Nissan Juke fra Kjærgården Auto i Hillerød. Jeg er ikke bilanmelder, og skal ikke gøre mig klog udi tekniske specifikationer og deslige, men konstaterede blot, at den var ganske behagelig at køre i, samt at det var nemt at tilslutte iPhonen via bluetooth, og så gik turen ellers ad mindre omveje mod København med yndlingsmusikken ud af højttalerne.

Således ser hun ud”¦

Efter diverse svinkeærinder var det tid til at checke ind i værelse 601 på Scandic Front; en suite i to plan med en fantastisk udsigt til Holmen, hvor især Operaen pryder billedet.

Udsigten fra værelse 601.

Da champagne af uforklarlige årsager ikke er standardudstyr i minibaren sørgede vi straks for at lægge et par medbragte flasker på køl. Valget var (igen) faldet på Hommage à François Hémart fra Henri Giraud.

Et kig i køleren.

Fredag aften begyndte herefter med en lækker middag i hotellets restaurant; Front Bar & Grill. Menuen var forudbestemt og bestod af orientalsk helleflynder, oksefilet og is.

En forholdsvis fyldig forret, men den smagte fantastisk, så der blev naturligvis gjort rent bord.

Oksefilet – her med knuste kartofler aka. kartoffelmos, sauterede grøntsager og (selvfølgelig) bearnaise.

”Variationer af is” hedder den på menukortet. Varianterne var jordbær, vanilje og chokolade – kendt af mange som tricolore fra supermarkedets frysedisk. Det kan dog afsløres, at Fronts udgave er bedre. Meget bedre.

Alt i alt en rigtig god middag, der blev suppleret af en flaske Cabernet Sauvignon 2009 fra Colchagua Valley, Chile.

Desværre var der ikke mange mennesker i hverken restauranten eller den tilstødende bar, så vi valgte at fortsætte aftenen i suiten, hvor en lille håndfuld gutter og gutinder tilsluttede sig. Her blev de føromtalte flasker champagne nydt, inden turen gik videre til natklubben Simons. Der var allerede kø ved indgangen, da vi ankom ved midnatstid – men det betyder ikke noget, når man har vundet My-Pleasure’s fantastiske konkurrence, for så smutter man bare udenom køen, og går i baren og henter en flaske U’luvka vodka uden beregning. I øvrigt en rigtig god vodka, som også udgør en fast bestanddel af det private barskab.

Der var som altid gang i festen på Simons, hvor Morten Breum havde fundet vej til pulten denne aften.

En populær herre. Morten, hedder han. (Beklager kvaliteten: iPhone kamera)

Lørdag vågnede jeg til denne udsigt:

Godmorgen København. Ja, solen var stået op før mig på denne lørdag.

Jeg havde egentlig set frem til morgenmad/brunch, men takket være Henri Giraud, U’luvka og Simons i skøn forening var klokken blevet lidt for mange til den slags.

Derfor gik turen direkte til Axel og shopping for 10.000 kr. Det lyder som lidt af en pigedrøm, men jeg indrømmer gerne, at jeg faktisk syntes, det var ret sjovt. Under kyndig vejledning endte jeg i dette outfit:

Årsagsrelateret ekvipering; bryllupsgæst maj 2011. De rødsprængte øjne er pænt gemt væk.

Med undtagelse af skjorten (som er fra Patrizia Pepe) er det Paul Smith fra top til tå. Utrolig lækker kvalitet med en god pasform til os, der ikke er blevet begavet med alt for store mål over skuldrene.

Efter shoppeturen var der ikke noget på den officielle vinder-agenda før kl. 20.00, hvor der var inviteret til middag på Custom House i deres Bar & Grill afdeling. Igen blev der disket op med en tre-retters menu med vin. Vi valgte de håndpillede Nordsø-rejer med mayonnaise, sprødt brød og frisk dild til forret, grillet oksemørbrad til hovedret og mochamousse med bær og ristede pistacienødder til dessert.

Vinen var sydafrikansk fra producenten Boekenhoutskloof bestående af både Syrah, Mourvédre og Viognier. Årgang: 2009. Og i øvrigt ganske tilforladelig.

Jeg havde nok bare kaldt den rejesalat på brød, men det andet lyder finere. Og retten fortjener bestemt et fint navn, for det smagte fantastisk.

Oksemørbrad med fritter og bearnaise (igen) on the side. Det ser ikke ud af meget, men det smagte selskabet, og ingen gik sultne fra bordet.

Mochamousse serveret i skål på bræt. En velsmagende, men ret tung dessert, som ingen af os kom hele vejen igennem. Havde der til gengæld været en skål med den karamel, der er dryppet på brættet, så var det nok en helt anden historie.

Efter nogle hyggelige timer på Custom House fortsatte strabadserne i det københavnske natteliv, og her sætter censuren ind.

Tak for en helt fremragende weekend! Det var en sand fornøjelse.

 

You may also like

3 comments

Philip Bo 26. marts 2011 - 15:21

Det ser ud til at have været en god weekend!

Jeg vil dog gerne kommentere outfittet. Det er ser acceptabelt ud, på nær en ting. Slipset er helt malplaceret! Selve mønsteret og farverne gør, at det mest af alt ligner et borgmesterslips, – hvilket ydermere understreges af den kiksede slipseknude. Slipseknuden er generelt for stor, men specielt når man vælger en skjorte hvor flipperne er så små som de nu engang er, så bør man slet ikke overveje denne kombination.

Sjovt at følge vinderen af konkurrencen.

Reply
Andersen 26. marts 2011 - 18:04

Det må være en smagssag, for jeg syntes satme han ser skarp ud!

Reply
Peter Toft 26. marts 2011 - 18:22

Tak for input, Philip Bo. Point taken med hensyn til knudens størrelse – jeg kan dog godt lide mønstret. Borgmester eller ej.

Tak, Andersen 🙂

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk