Home PindemadderBobler I skoven var der gilde

I skoven var der gilde

by Nicolai Klingenberg

Kender du der med, at det godt må være lidt anderledes, når du skal ud at spise? Lidt ekstraordinært, men stadig intimt. Festligt – men uden at det går over gevind og gevir? Så har jeg en oplevelseserindring, der lige vil være noget for dig, og selvom nedenstående er overstået, er der flere arrangementer på vej”¦

I en skov en hytte lå - og det gør den stadig.

Det handler om det gode liv, den gode mad, de gode vine, den gode beliggenhed, den gode musik og de gode mennesker, og hele ramasjanget er serveret på en og samme matrikel: Restaurant Piil & Co i Dyrehaven.

Teaseren lovede godt – Lars H.U.G. intimkoncert, plads til tres (plus et par stykker), tre retter, som jeg vender tilbage til, samt efterfølgende feelgood akkompagneret af kaffe, cognac og fri bar, hvis man er til den slags. Det er jeg til tider.

Faktiske var aftenen et jubilæum...

Vi trådte ind til et udsolgt arrangement, velkomst-Cremant og levende lys. Smil fra alle – gæster såvel som personale – og hygge på feinschmecker niveau. I modsætning til en ”normal middag ude”, sad vi tættere på de andre gæster, og der var oven i købet hyggelig dialog med de omkringsiddende. Lidt som at være til en privat fest, hvor man ikke kender alle.

En velkomsttale fra husets værtinde satte prikken over begyndelsen – her var det højtidelige igen udskiftet med nærvær, charme og lidt historik om stedet, tidligere arrangementer og et par anekdoter samt et ønske – som i øvrigt blev opfyldt til fulde – om at alle måtte få en god aften.

Velkomst-Cremant.

Lidt refill i velkomstglasset i selskab med en snack a la rygeost med krabbe og malt lagde en lille bund – og apropos bund, så gik snacken op i en højere enhed, da rygesosten i bunden blandede sig med krabbe og sprød malt – blødhed møder knas på lækkert niveau.

Et tit i glasset med malt, rygeost og krabbe.

Videre til forretten – uden stres og jag vel at mærke – hvor en bagt helleflynder kommer til bordet med brød, løg, brunet smør og kørvel. At ramme den konsistens, som helleflynderen havde, viser lidt om, hvad der foregår i husets underetage, hvor køkkenet ligger. Den var perfekt og saftig – og agurken havde anelser af melonstrejf i sig, som fungerede sublimt. Ditto til det brunede smør i øvrigt. I glasset? Økologisk Pinot Gris a la Schlumberger i Alsace – her pløjer man med hesteplov og stokkene er over 200 år gamle.

Voila! Bagt helleflynder med brunet smør. På trods af turen i ovnen var fisken virkelig saftig.

Lille pause. Hovedretten anrettes, og menukortet afslører culotte. Af lam. Fra Vallø Gods. Absolut uld- og sweaterfri som noget lam kan tendere at smage af. Her taler vi igen om perfekt tilberedning – jeg gætter på en langsommelig proces for at opnå UG med kryds og slange resultatet, og med ægte trøffel i skiver (næh, nej her bruger vi ikke aroma) og en sød-syrlig syltet tomat ved sin side, gør mørhed og smag underværker. I øvrigt fandtes der også en sprød kartoffel og en sherrysauce så fed og lækker, at Kernesund Familie ville korse sig. Men dem om det.

Hello sweetheart. Lammeculotte med sherrysauce.

I glasset? Fadlagret San Francisco sag (Ancient Vines Mourvèdre, Cline Cellars, Cintra Vosta County), som jeg ikke havde hørt om før – til gengæld var den velvalgt og velsmagende til det lækre lam.

Jeps - kraven var smuttet ud, men det var (næsten) med vilje.

Benstræk tid – og lidt frisk luft feat. et stykke tobak. Herude fortsætter den gode stemning: ”Skal I ikke med til Monaco til sommer? Der er også intimkoncert – godt nok ikke med Lars H.U.G., men med Lionel Richie – vi bliver 800.” Og jo – hvorfor ikke – det lyder for festligt til at gå glip af. Og er man lidt sød-tands-sulten stod der godteskål med Matador Mix (det siger lidt om hyggen) til fri afbenyttelse ved siden af lanterner og blomster. Detaljeorienteret og fint.

Udendørsstemning - der var i øvrigt også lånetæpper.

Tilbage til bordet – og desserten. En folkekending i nye og delikate klæder kommer til bordet: Københavnerstang 2011 hedder den – her har vi mandel panna cotta, dødsens fræk marengs, lys chokolade og knas (ingen knas med serveringen dog). Og vist nok noget vanilje? I glasset? Fransk dessertvin anno 2008 – en november høst af økologisk karakter, som skulle bestå af ren saft og ingen pres. På menuen stod der Cuvee Jean, Chateau Jolys, Jurancon, Frankring.

En forfinet Københavnerstang.

Musik por favor. Ind på scenen kommer Lars H.U.G. med følge. Scenen er få meter fra mit bord og kun hævet en lille halv meter – med andre ord i øjenhøjde. Kaffen kommer rundt. Avec’en ligeså. ”Vil man bede om taxa, så den er klar efter koncerten?”, lyder det. Jo tak. Sikke en service. Det skal i øvrigt nævnes, at hver enkelt ret og vin blev præsenteret for samtlige gæster. Ved bordet. Uden at der var spor af hverken irritation eller stress i den kompetente stemme.

Den er god nok - han var der. Og han gjorde det godt.

Musikken spillede i plus to timer. Humøret var på toppen. Konceptet en succes. Det der med at gå ud og blive vartet op fra start til slut fungerer. Og så kan man oven i købet træffe nye bekendtskaber – et af disse bød på et glas Cristal. Hvilken overraskelse og generøs tanke.

Jomfrurejsen til Cristal for mit vedkommende. Sådan en tur tager jeg gerne igen...

Med gode vine, bobler i form af Cremant og Champagne, var mit indhug i den frie bar ikke voldsomt – og det var nok for det bedste. Jeg gik derfra med et stort smil på læben, en anelse letbenet (det var mørkt”¦), men med en fornemmelse af glædens sus og rus. Tak til Piil & Co for en anderledes, men særdeles vellykket aften!

Som jeg husker det, er nogle af de ophængte fotos fra tidligere koncerter, men tænk nu bare fremad og kig nærmere på den kommende koncertkalender. Linket findes længere nede.

Postscriptum: Synes du, ovenstående lyder lige i øjet, kan jeg kun anbefale dig at smutte forbi Piil & Co – i weekendernes dagtimer lokker varm kakao, pandekager, økopøller og udendørshygge (plus det løse),  mens aftenprogrammet byder på en tætpakket program a la ovenstående. I kommende fremtid kan du blandt andet se frem til Rungsted & Kreutzfeldt, Peter A.G., Cæcilie Norby og mange andre. Se selv på Piil & Co’s hjemmeside.

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk