Home Pindemadder Et besøg hos Gordon Ramsay

Et besøg hos Gordon Ramsay

written by Nicolai Klingenberg 6. april 2011
Pin It

Da jeg var på pressetur i London med Nissan Leaf, blev vi trakteret efter alle kunstens regler – og blandt andet på Maze, som er ejet af Gordon Ramsay. Vi blev ført ind i private dining lokalet – og hvordan den oplevelse løn af stablen, kan du læse herunder”¦

Det ser jo nærmest dystert ud - men kom med indenfor.

Jeg havde store forventninger til aftenens måltid, da den højtråbende og til tider heftigt bandende TV-kok har det med at være redningsmand for alverdens restauratører, der er på nippet til at dreje nøglen om.

Kort sagt – det var godt. Men jeg var ikke sendt i himlen. Måske skyldes det, at jeg havde for høje forventninger. Men lad os komme til bords.

Mig og min drink.

Vi var som skrevet bænket om runde borde i private dining lokalet, og af samme årsag var menuen fastlagt på forhånd. Så spares der tid – og serveringen kan som oftes klares uden de store tidsforskelle.

Første anretning var en røget laks (på te), som gav sødme til den populære fisk. For mit vedkommende en spændende nyhed, som var tilsat japansk radise (ganske sikkert fri for atomforurening) og blomkål.

Tætpakket laks - og så endda med let sødme.

Entouraget af tjenere, som døjede med anelse nervøsitet, fjernede servicet fra forretten, og så kom bøffen til bords. Da restaurantens fulde navn er Maze Grill, undrede det mig, at bøffen ikke havde skyggen af stegeskorpe – mit bud er, at den er blevet lavet i ovnen. Bevares – den var tilberedt, som jeg kan lide den (medium-rare), men hvorfor ikke leve op til navnet ”grill”, når man serverer filet? Til kødet var en herlig svampe-duxelle (finthakkede svampe i en pestolignende konsistens), som gik rent ind – lidt mere havde dog været på sin plads – samt små porrer, spinat, løg og et par jævne kartofler.

Fornem rødme, men hvad blev der af stegeskorpen?

Der var i øvrigt intet salt på bordet – den evige diskussion om, hvorvidt der må saltes før eller efter man har smagt på maden, blev vendt ved bordet. Og om det manglende salt er et bevidst valg, da huset mener, at maden smager som den skal.

Desserttid! En vaniljepanacotta kommer til bordet i et cocktailglas (halløj 1984) og overrasker med en twist: Sagen indeholder både blodappelsin og frugt ”jelly” (vi er jo i UK), og den gør det faktisk fornemt. Panacotta kan godt blive lidt tung, men her sparker blodappelsin ind med sin syre.

Tilsæt spejlvæg og Lacoste polo, og så er vi tilbage i firserne. Indholdet var dog rigtig godt!

Jeg er sikker på, at et a la carte ville have givet en anden oplevelse – jeg foretrækker i øvrigt at sidde i selve restauranten frem for i et private dining lokale. Man går jo som oftest også ud for at mærke stemningen blandt de andre gæster og restaurationens atmosfære.

Denne sag skal også lige nævnes - mini toast af en slags med tilhørende dips. Den hvide vandt grundet trøffelstrejfet!

Tak til Nissan for fint arrangement!

 

Pin It

You may also like