Ekviperingsguiden er tilbage, og denne gang er der blandt andet fokus på, hvordan du behandler dit tøj ordentligt. Hvor tit skal sagerne renses? Og hvornår sidder et par jeans lige i skabet? Og hvad bør matche, når det kommer til farver? Mikkel fra Axel har svaret på spørgsmål, der gør dig klogere.
Hvad gør, at et par sidder jeans sidder rigtigt?
Et par jeans bør som udgangspunkt sidde let til i livet og henover ballerne, samt markere lår og lægge. De bør desuden falde naturligt på skoen, uden at de poser for meget eller stumper. Det er dog meget individuelt, hvordan man ønsker sine jeans. Nogle kan lide det meget tæt, hvor andre ønsker lidt mere plads til fornøjelse som man siger. Jeg syntes dog altid – og uanset hvad man tager på -at man skal huske, at hvis man føler sig lækker, så er man lækker.
Hvordan passer man bedst på sit jakkesæt/tøj?
Et jakkesæt skal behandles varsomt. Hvis man har haft sit jakkesæt på en hel dag på arbejde, bør det hænges tilbage i garderoben i MINIMUM to dage, så fibrene kan få lov at falde til ro. En rigtig god ide er også at hænge sættet ud på badeværelset natten over. Ulden har godt af fugten og bør faktisk til en hvis grad strække sig selv, så en eventuel strygning eller pres vil være unødvendigt.
Mange tror samtidig, at jo højere prisen er, jo mere kan sættet holde til, men det forholder sig oftest stik modsat. Grunden til, at prisen er højere, er som hovedregel fordi, der er brugt en langt mere eksklusiv og delikat metervare. Disse har som oftest højere komfort, er lettere at bære, bedre for huden at ånde igennem, osv., MEN er også lidt eller meget mere skrøbelige og får ved hyppigt brug hurtigere tegn på slitage. De billigere metervarer er ofte lavet af nogle mere hårdføre kvaliteter, og med mindre man har råd til at investere i fem-ti dyre, eksklusive habitter, så vil jeg altid anbefale, at man går efter en blødere mellemvej til arbejdsbrug.
Hvor tit bør et jakkesæt renses?
Så sjældent som muligt. Så nemt kan det siges. Det kommer også meget an på hvor tit, hvordan og hvorledes man bruger sine jakkesæt, men man skal huske, at når tøj bliver renset, bliver det udsat for diverse kemikalier, og det er en hård proces for fibrene at gennemgå. Jeg anbefaler altid, at man – så vidt det er muligt – får luftet sine sæt, hvis de begynder at lugte. Ved eventuelle pletter kan man begynde med en fugtig klud. I sidste ende kommer man ikke uden om, at man bliver nødt til at sende det til rens, men personligt bliver jeg tit overrasket over Moder Naturs rensende egenskaber.
Hvis man har et lækkert sæt, som kun kommer frem engang i mellem til mormors 90 års eller tante og onkels sølvbryllup, så er der en del, der renser det inden selve festen og efter festen, før det hænges væk igen, også selvom sættet ikke har været rigtigt beskidt. Man bør efter hver lejlighed gennemgå sættet og se, om man kan få eventuelle pletter væk med lidt vand og en klud, hænge sættet på badeværelset i nogle timer, og hvis der er cigaretrøg eller anden lugt, skal man også gerne lufte det igennem, herefter pakker man sættet i en dragtpose og hænger det væk i garderoben. Dragtposen beskytter mere eller mindre mod støv og snavs. Næste gang sættet hives frem, er det igen en god ide at gå det igennem, hænge det på badeværelset og lade det få fugt, og til sidst lade det lufte igennem et par timer, så det kommer af med skabslugten.
Hvordan får man nyt liv i pressefolderne, hvis man ikke har en buksepresser?
Send bukserne til presning på renseriet – det vil ofte medføre det pæneste resultat. Hvis man ikke har tid eller mulighed for det, kan man skrue godt op for dampen på sit strygejern, lægge bukserne på strygebrættet, så de er foldet, der hvor man gerne vil have pressefolden. Læg dernæst et viskestykke over, damp kraftigt ovenpå viskestykket, og læg herefter strygejernet på. Det kræver lidt træning, men øvelse gør som bekendt mester.
Færdiggør nedenstående sætninger:
Når du sammensætter dit tøj,skal du sørge for, at følgende matcher rent farvemæssigt…. sko og bælte, bukser og jakke enten er samme kvalitet og farve, eller er langt nok fra hindanden til det ikke ligner et sammenskudsjakkesæt, skjorte og slips/brystklud eller sokker.
På nyhedsfronten kan vi afsløre, at Axel vil… få lidt nye mærker ind, bl.a. Filippa K og L.B.M samt lidt forskellige skomærker og andet guf. Med hensyn til events tænker vi hele tiden hvad der kan være interessant for vores kunder, og vi tager gerne mod ideer fra jer. Og mon ikke der kommer en fest mere inden alt for længe…
3 comments
Godt indlæg, Hr. Klingenberg!
Dog er min personlige mening vedrørende jakkesæt, at det kan betale sig at købe et dyrere sæt, og dertil bestille eller købe et ekstra sæt bukser til, da det kun er bukserne, man reelt har mulighed for at slide i stykker ved brug.
Selv de dyrere, fintspundne kvaliteter har en meget lang holdbarhedstid, hvis det bliver behandlet ordentligt, (f.eks. jf. din udmærkede manual). 😉
Bryststykkerne og resten af jakkens “model” er limet på i de billigere jakkesæt, hvilket hurtigere vil gå op, og se ustruktureret ud, end ved dyrere jakkesæt, der har bryststykker, der er syet på. Desuden giver denne “feature” også et flottere fald på jakkesættet.
All in all mener jeg, at hvis man bruger et jakkesæt så meget at man slider det i stykker, tyder det vel på, at man er overordentlig glad for det sæt, hvilket der – efter min mening – er størst chance for, at man bliver, hvis man har investeret dét ekstra i et jakkesæt, der sidder og føles præcis som det skal!
@Jakob: Tak for godt input – spørgsmålene er mine, men det er Mikkel fra Axel, som står bag svarene. 🙂 Blot til info. Personligt har jeg lidt af hvert – både de billigere, men også nogle skræddersyede løjer, som jeg er rigtig glad for. 🙂
Lækker lækker artikel 🙂