Efteråret havde meldt sin ankomst, da jeg åbnede denne sag. Pennen og den gule post-it blev fattet, og jeg grublede løs over et rim, der kunne passe. Det blev mere “De gule sider”-orienteret, end det blev genialt, men læs med alligevel. Der er par tanker og noter til fri læsning.

Et voila! Den lyserød NV sag i selskab med håndskrift, der vidner om, at tekstbehandling og skrivemaskiner blev godtaget som redskaber, når der skulle afleveres sager i skolen.
Jeg har forgæves forsøgt at finde frem til “dosagen” i Henri Giraud Champagnen – den er nemlig forholdsvis sød. Der er tale om en mild Champagne, der ikke får mundtøjet til at snøre sig sammen – fattig på syre om man vil. Jeg forestiller mig, at den i særdeleshed vil falde i smag hos de fleste kvinder – det siger jeg kun fordi, den var ekstra elsket herhjemme af meddrikkende Musse.
Sætter du næsen til glasset, vil du utvivlsom ane smørtoner (ej at forveksle med smørtenor), men også røde bær af den sødere slags, som vi i dette tilfælde kan navngive “jordbær”. Og som jeg husker det, var der mere citrus i næsen end i selve smagen. Sammensætning i flasken består i øvrigt af 70 % pinot noir, 22 % chardonnay og 8 % røde druer fra Aÿ. Og sidstnævnte er ikke helt uinteressant – Aÿ er en kommune i Champagne, som kun indeholder Grand Cru marker, og således skulle disse druer være toppen af poppen.
Om det var et ikke helt sterilt glas, der gjorde, at boblerne – som i øvrigt var fine og små – fortog sig hurtigt, skal jeg ikke kunne sige, men de var knapt så vedholdende. Jeg giver ikke karakterer, men jeg anbefaler gerne – og således bliver det også i dette tilfælde.
3 comments
Du skal snart introduceres til mændenes champagne, Geuze, gøøse. Den vildgærede og fadlagrede øl fra Belgien. Det vil genføde dine sanser og skærpe din ånd, gøre dig fri af livstilsopstyltet narrenektar og fissevand :-)))) Du vil aldrig kunne drikke champagne eller Sommersby igen 😉
Velkommen hjem, Knudsen. Til dem, der ikke måtte vide det, kan det oplyses, at Knudsen har været på folkelig øl-ferie, og han forventer at bringe et indlæg om en sådan oplevelse. Forvent en erindring med lettere spydige observationer i muntert sprog. 🙂
PS: Jeg drikker ikke sidstnævnte sukkervand, Knudsen.
Tak du gamle 🙂 Tror desværre jeg kommer til at skuffe med det spydige..Noget stilligt, fornemt og fordrageligt har taget ved mig og det føles som en livstruende tilstand 🙂 Jeg må hellere gå i Netto.