Et særdeles kendt sportsvareproducent slår sig på sloganet Just do it. Og det gjorde jeg så. Jeg løb. Igen. Jeg er primært løbende udenfor, når vejret er lunere, men jeg trodsede kuldegrader, knyttede skoene og løb mig en runde i mit gamle “hood”. Ruten var ikke planlagt, men foregik i Bernstorffsparken. Og du kan komme med bag kameraet. Forvent alt andet end en verdensrekord, men til gengæld et par atmosfærefyldte fotos.
Jeg har løbet i snart seks år (nej, ikke uafbrudt) – og det begyndte, da vi flyttede i hus. Jeg blev taget med på en tur en tidlig efterårsmorgen, hvor bladene stadig var grønne, og temperaturen behagelig. Det var ikke nogen nem start, men efter en månedstid, blev det ligefrem en fornøjelse – og det har været det lige siden.
Hvis du ikke løber, så har du det sikkert, ligesom jeg havde det. Jeg kunne ikke se det fornøjelige eller fede i at tosse rundt på gader og stræder eller på stier og i parker. Og efter første tur, var jeg heller ikke solgt. Men det blev jeg som sagt.
Når jeg løber alene, får jeg “clearet knolden” – jeg tænker på en helt anden måde, jeg kan abstrahere fra vanlige tankemønstre, og nye idéer dukker op. Jeg tilstår dog gerne, at det ikke er meget, jeg løber lige for tiden. Og der er sådan set ingen undskyldning for det. Uanset, hvor travlt man har, så er det spørgsmål om at prioritere.
Det længste, jeg har løbet i det fri? 20 kilometer. På løbebånd? En halv-marathon. Er det mørkt, koldt og regnende, så foretrækker jeg at løbe indenfor. Men er der bare lidt sol på himlen, så er der nærmest ikke noget bedre end en løbetur udenfor. Særligt hvis man stikker lidt af fra vanligt tempo og rute.

Tights. Det eneste tidspunkt en mand bør bære sådanne er ved løb. Eller lignende sportslig aktivitet.
Og hvorfor så alt det løb? Primært fordi jeg har passeret de 30 år, og fordi de indtagne varer fra det gode liv, nemt kan sætte sine spor. Derudover giver det energi, og så er det selvsagt sundt. Sidstnævnte kan være med til at bringe den dårlige samvittighed ned, når programmet har foreskrevet vin, Champagne, sauce eller sovs.

Nærmest færdig (med løbeturen) - efter et par kilometer. Hvor mange husker jeg ikke, men en tur ligger typisk mellem fem og ti kilometer.
Jeg gider på ingen måde minde dig om, at du skal huske et og andet med motion. Men jeg håber, du kan nikke genkendende til ovenstående – hvis ikke nu så i hvert fald med tiden. Og jeg anbefaler gerne, at du forsøger dig med lidt musik i ørerne, hvis du har svært ved at komme i gang.
7 comments
Fedt indlæg med mange helt rigtige betragtninger om det smukke ved løb!
Tak Frederik – måske noget mere med “motion” fremover…
Jeg kan bestemt nikke genkendende til ovenstående. For mit eget vedkommende synes jeg dog at der kan være noget ekstra over en løbetur i stille regn eller snevejr.
Særligt den med sneen, er jeg helt med på! Når alt er hvidt, og sneen falder ganske roligt, så bliver lyden helt og aldeles anderledes. Sådanne momenter er jeg også glad for.
Ser nu ikke ud til de løbesko bliver luftet alt for meget, eller er de bare pusset til dagens fototur 🙂
De er nye – men du skal se nogle af de gamle. De ligner en ulykke. 🙂
Haha 🙂