Home Ure En svunden æra om håndleddet – del II

En svunden æra om håndleddet – del II

by Nicolai Klingenberg

I går fik du første del af interviewet med Julien Schaerer fra Antiquorum i New York – i dag får du sjovt nok anden og sidste del. Forvent lidt om Ghandi, en gammel rød Sea-Dweller og info om et af Einsteins ure.

Når en auktion er under opsejling kan urene besigtiges – blandt andet i New York.

De få skjulte skatte
Der var engang, hvor man kunne være heldig at falde over en guldgrube i form af et ur på loftet, på et loppemarked eller hos en marskandiser, men efter nettet for alvor har slået sig fast, er der langt mellem de historier. Alligevel husker Julien en særlig historie, hvor et ægtepar kom ind med et Patek Philippe i platin med minutrepetition. ”De havde fundet uret i bunden af en sikkerhedsboks i hjemmet hos mandens netop bortgange far. Via nettet havde de fået en række bud på, hvad uret kunne indbringe, og da de fik tilbud 40.000 dollars var begejstringen stor. De kom dog alligevel forbi med uret, som vi – på trods af den ringe stand – valgte at vurdere til 250.000 til 300.000 dollars. Hammerslaget lød på 600.000 dollars, og i dag modtager jeg stadig postkort fra dem, da de har brugt en del af pengene på at rejse jorden rundt og nyde livet”, lyder det fra en begejstret Julien. Han slår dog samtidig fast, at der er langt mellem de historier, og at folk i 95 procent af tilfældene har for høj en forventning til, hvad det ur, de kommer ind med, er værd.

En mand og en montre – Julien Schaerer på sin arbejdsplads i New York.

Kronen på værket
Hvornår er en ursamling så komplet? Og kan den overhovedet blive det? ”Vi har nogle, der måske har samlet i 20 år, og de har i den tid opbygget en meget fornemt samling – de kan dog et bestemt ur i tankerne, og disse såkaldte ”grail-watches”, er samlerne villige til at ofre eller bytte alt andet for at få fingre i. Jeg ved dog, at det kun er et spørgsmål om tid, før de begynder at samle igen – har du først fået smag for ure, kan du ikke nøjes med et eller to”, slår Julien fast.

En ældre Daytona til venstre og en rød Sea-Dweller til højre.

Personligt skræmmer det mig lidt – men jeg kan også nikke genkendende til det faktum. Personligt var jeg overbevist om, at det første ur, der kom på min arm, skulle være det eneste, men sådan blev det så sandelig ikke. Et mere kom til, og efter det talrige flere. Og selvom jeg i dag er villig til at bytte flere af urene ind for et særligt, så vil jeg aldrig af med det første, jeg købte, for det står for en epoke i mit liv, og netop det faktum kender Julien alt til: ”De fleste mænd, der interesserer sig for ure, køber gerne et ur, når der sker noget i livet – det kan være en forfremmelse, et nyt job, ens første barn eller en veloverstået eksamen. Og de mærkedage gør, at det bliver svært at skille sig af med urene igen”.

Da Ghandis ur røg under hammeren, fulgte der også flere andre effekter med.

USA kontra Europa
Julien Schaerer nævner desuden, at der er stor forskel på, hvordan man ser på ure i USA og Europa – i Europa skiller familierne sig nødigt af med urene. De skal blive i familien og gå i arv fra far til søn eller mor til datter, men i USA er prisen til tider vigtigere end traditionerne: ”Er prisen i orden, så helmer det nære forhold til uret. Men uret som statussymbol i USA har heller ikke den helt samme rolle som i Europa, hvor enhver leder med respekt for sig selv, altid har noget særligt om armen – den slags behøver slet ikke at gøre sig gældende herovre, hvor en topchef eller multimillionær nemt kan gå med et ur til hundrede dollars”, slår Julien Schaerer fast.

Kendisklokker i auktionshuset – her er det Marlon Brando, der er i spil.

Den sidste krise
Som så mange andre rariteter kan priserne på vintageure svinge fra tid til anden, men har man økonomien til at købe op – eller beholde sin samling – i svære tider følger der ofte en ny stigning med, hvor priserne overstiger pre-kriseniveauet, eller som Julien eksemplificerer: ”I 1991 skete der et mindre kollaps på markedet for blandt ure og gamle biler – folk mente simpelthen, at priserne var blevet for høje. Gennemsnitsprisen på et almindeligt brugt Rolex lå i de efterfølgende år cirka omkring 500 til 2.000 dollars, men i 2006 kunne 500 dollars uret sælges for 25.000 dollars”. Det skal dog siges, at 2006 var året, hvor vintageurpriserne toppede, og de høje priser gælder ikke i dag – men mon ikke, at de gode dage vender tilbage”¦

Einstein var ikke bare klog – han var også Longines ejer. Og hans ur røg på auktion hos Antiquorum.

Du kan læse mere om Antiqourum her.

You may also like

2 comments

Ulrik Baltzer 26. januar 2012 - 13:39

Super fed artikelserie. Jeg er helt vild med den gamle Daytona og de ur-kulturelle forskelle Europa og USA imellem.

Vil give ham ret i, at prisen ikke betyder det store. Det er ret beset en investering, men lige så meget et funktionelt, tidløst og fantastisk stykke verdenshistorie, jeg fik om håndleddet, da jeg købte mit ur.

Du holder et meget højt niveau her på bloggen, Nicolaj. Stor cadeau herfra!

Reply
Anonym 26. januar 2012 - 16:20

1.000 tak, Ulrik. Det var venlige ord, som jeg sætter pris på.

Og herligt du kunne bruge skrivelsen. Jeg vil fortsætte. 🙂

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk