Fotograf Martin Kaufmann tog tog sydpå – ikke til lunere, men vel nok køligere himmelstrøg. Destinationen hedder de Schweiziske Alper og stedet Brücke 49. Forvent få plads – men det gode liv fra ydermur til indermur og fra kælder til kvist. I dag kan du læse hans ord om oplevelsen, men også nyde hans velskudte fotos fra Brücke 49.
Således overlader jeg ordet – og teksten – til Martin Kaufmann:
Forestil dig et sted hvor det føles rart at være sneet inde”¦ sådan et sted er Brücke 49. Årets første opgave blev fotografering af et Bed & Breakfast i Vals, som ligger i Schweiziske Alper.
Stedet åbnede i begyndelsen af december 2011 efter en grundig renovering udført af det dansk/schweiziske par, Ruth Kramer og Thomas Schacht.
Huset, der havde været i familien Furger’s hænder i tre generationer blev bygget i 1902, stærkt inspireret af parisisk byggestil. Det er forskelligt fra traditionelle huse i dalen ved at være opført i sten, have store vinduer og værelser samt ved den symmetriske facade.
Efter købet i 2010 begyndte Ruth og Thomas istandsættelsen af huset hvilket blev en omfattende opgave. I september besøgte jeg stedet første gang og fik et godt indtryk af det arbejde og den omhu, de to lagde i ombygningen.
Med en fin sans for huset, design og detaljer har Ruth og Thomas skabt et B&B hvor du føler dig hjemme fra det øjeblik du bliver budt inden for. Der er fire store værelser alle indrettet forskelligt og sammenlignet med traditionelle hoteller oplever du ejernes glæde og gæstfrihed overalt i huset. Inklusiv når du vågner om morgenen til duften af friskbagt brød og træder ind i spisestuen hvor du bydes velkommen af skøn økologisk morgenmad og rygende varme espressoer.
Det var en fornøjelse at besøge Brücke 49 og det kraftige snefald der kom de dage gav bare en rigtig god undskyldning for at tilbringe mere tid inden for.
Vals er en spændende og uspoleret lille landsby der ligger i den største af de schweiziske kantonner, Graubünden. Den ligger få timer’s kørsel fra Zürich, men større landsbyer og skisportssteder inden landsbyen begrænser strømmen af besøgende.
Vinteren igennem har du et lille, men spændende skiområde med pister op til 3.000 meters højde. Om sommeren byder samme bjerge på skønne vandre- og naturoplevelser. Hele året igennem kan man besøge Therme Vals, et berømmet spa tegnet af den Schweiziske arkitekt Peter Zumthor og som alene er værd turen til Vals.
Du kan læse mere om Brücke 49 på deres hjemmeside her.

Ude godt, men inde bedst - i hvert fald om vinteren. Sommeren skulle dog nok også være til at nyde hos Brücke 49.
Du kan også besøge Martin Kaufmann her.
Har du en god historie om et hotel, restaurant eller lignende? Og vil du gerne dele den på My-Pleasure, så send mig en mail på nk@my-pleasure.dk
0 comment
Ja, det er virkelig et skønt sted. På alle tider af året!!! Bjergene har aldrig lukket og Therme Vals er ALTID et besøg værd.
Inspiration til lidt hjemmebag fra samme sted, finder du her: http://www.becauseitmatters.dk/mandelkage-med-paere-og-chokolade/
Tak for link, Mette! Det kan man kun blive lækkersulten af! 🙂
Jeg har lige skrevet til dem med et request den kommende sommer. Spændende.
God tur, Ignaz! 🙂
Håber, at I bliver enige om detaljerne for det er så afgjort et sted der er værd at tage hen…