Kender du det der med, at man holder lidt øje med nogle bestemte ting? Sådan har jeg med utallige sager og heriblandt ure og beklædning. Dagens indlæg byder på to nyerhvervelser med sort islæt.
Når jeg kaster lidt penge efter noget nyt og beslutter mig for at skrive lidt om ”det nye”, så tænker jeg altid, at det bare skal være kort. Men jeg ender altid med lige at skulle undersøge lidt – og så bliver indlæggene længere. På urfronten har jeg i gennem et godt stykke tid skævet til flere vintageure med chronograph. Og der er nok at vælge i mellem. Tag for eksempel et pre-Daytona fra Rolex eller en smuk chronograph i guld anno 1950’erne fra Patek Philippe – der er virkelig mange muligheder, men de to sidste koster”¦ Meget. Der findes dog også andre muligheder, og mit sidste indkøb faldt på et Angelus Chronodato. Og nej – firmaet eksisterer ikke længere. Til gengæld fungerer uret, som jeg skyder på at være fra 1940’erne.

Begejstringen for den nye Angelus Chronodato vil ingen ende tage. Og selvom det går, så skal det have et service. Og måske en ny rem.
Angelus blev – ganske kort fortalt – stiftet i 1891 af to schweizisk boende søskende. Som så mange andre urrelaterede familiefirmaer huserede Angelus i Le Locle, og her producerede Angelus både stop- og lommeure. Der skulle gå under 100 år, før historien melder, at Angelus måtte dreje optræksnøglen om. Invasionen af quartz – altså batteridrevne – ure meldte deres ankomst og kom med tid til at koste mindre og fylde mindre end de ”gammeldags” ure med enten manuelt eller automatisk optræk. Det skrives, at Angelus måtte lade livet i begyndelsen af 1980’erne, men jeg begejstres ved, at mit nye ur ikke bare fungerer, men også byder på mindre, men fine komplikationer såsom tripple date og chronograph.
Uret, jeg har erhvervet mig, hedder Angelus Chronodato og er udstyret med tripple date indikator: Ugedag, måned og dato. Dertil en chronograph – altså stopur – og hele molevitten styres med håndkraft. Der er tale om et ur, der skal trækkes op. Der er ganske vist ikke tale om den originale rem, og jeg er også ganske sikker på, at glasset er skiftet, men nyerhvervelsen begejstrer. Jeg spekulerer på, om der skal investeres i ny rem (måske en eksisterende nato-sag), og hvem ved, om det skal indgå i en kommende byttehandel med et eller andet.
Nå – nok ursnak for nu og videre i teksten til nyerhvervelse nummer to. Der er tale om et par nye tassel loafers eller mindre raffineret: Et par træd-i-sko med vedhæng i form af kvaster eller klunker.
Det forholdsvis klassiske fodtøj akkompagneres for tiden af sideskilning – alderen har vist gjort sit indtog. Dog med lovlige afstikkere til mindre formel fremtoning. Bertie er navnet – og Bertie skulle vise sig at opfylde min interesse nummer to udi ”noget nyt”. Der er tale om et ”high street” brand, så du skal ikke forvente noget håndsyet efter netop dine fødder, men til gengæld komfortabelt læder, når skoene har været brugt et par dage.
De nye loafers er ikke ultraklassiske, men byder på en lille twist – og kvist/kvast – som trækker dem lidt ud af gammelmands segmentet. Bertie kan i øvrigt spores tilbage til 1974, hvor en tidligere rengøringsmand i Milano lufthavn valgte at følge sit hjerte – og andres fødder. Han talte jævnligt med ind- og udrejsende i lufthavnen, som solgte sko rundt om i verden, og en dag ville skæbnen, at Carlo, som den oprindelige initiativtager hedder, skulle få et tilbud om at træde ind i skobranchen, og således var et nyt mærke født. Værsgo!

Er man trådt ind i en ny epoke, når man falder for et par tassel loafers? Det vil jeg mene. Men jeg frasiger mig ikke retten til at bære gummisko fra tid til anden.
Er der noget, du lurer på i øjeblikket?
3 comments
Super gode billeder Nicolai, og spændende ur.
Tak Kim – så først din kommentar nu. Og smider lige en besked i dit forum! 🙂
Har lige opdaget din blog… fantastisk!!!
Hvor købte du dine knivskarpe loafers?