Søndag den 1. april kan du sætte et kryds i kalenderen, hvis du vel at mærke er blandt de kvikke med @’et. Restaurant Piil & Co. afholder nemlig Kildemarked med to håndfulde spændende samarbejdspartnere, hvilket betyder, at du kan blive kloge på – og smage – alt fra gode vin til økologiske delikatesser. Plus det løse, som er ikke så lidt.
Arrangementet er delt op i to – et til de voksne og et til voksne med vedhæng i form af børn. Sidstnævnte behøver ikke at tilmelde sig, men ønsker du at deltage i “stuen” – det vil sige restauranten – kræver det tilmelding. Får du en plads til voksenarrangementet i stuen, kan du se frem til udskænkninger af restaurantens vinmand Jonas Laulund, som vil byde på gode europæiske vine fra (formaet) Vinslottet. Til disse herlige dråber vil Piil & Co’s køkkenchef Kasper Rune Sørensen servere smagsprøver og byde på inputs til valg af råvarer og dine egne menuer.
Men hvorfor dette arrangement? Fordi man for flere hundrede år siden havde selv samme tradition for sådanne markeder ved Kirsten Piils kilde. Der er dog sket et og andet siden, men idéen var så herlig, at ejerparret fra restauranten, der nu ligger ved kilden, ville genoptage den. Det har de nu gjort – og om under en måned er Kildemarkedet igen en realitet efter et par århundreder i hi.
Du kan opleve inputs fra over 10 forskellige gæster, der byder på alt fra økologi til herlige planter over til vin, trylleri og frugtmost fra Bornholm. Samtlige “optrædener” kan findes via linket sidst i denne skrivelse.
Summa summarum:
Hvad:
Kildemarked ved Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven – omdrejningspunktet er den gode smags tjeneste, feel good, håndtryk og forhåbentlig godt vejr. Skulle du have børn med, kan de parkeres i området ved Skovbaren, hvor der ligeledes bydes på smagsprøver, ponyridning og historiefortælling om den herlige matrikel.
*
Hvor:
Kirsten Piils Kilde, Dyrehaven 7, 2930 Klampenborg.
*
Hvornår:
Søndag den 1. april 2012 fra klokken 11 til 15.
*
Hvordan:
Vil du med til voksenarrangementet? Så send en mail på mail@piil-co.dk – det er gratis at deltage, hvis du vel at mærke er blandt dem, der kommer først til mølle. Eller Kilde. Mailen kan du mærke “Voksensmagning”, og den bør indeholde navn, telefonnummer og deltagerantal.
*
Men jeg vil gerne vide mere…
Så læg vejen forbi Piil & Co’s skrivelse om arrangementet lige her, hvor der findes al den information, du har brug for.