Home PindemadderBobler Veuve Clicquot bød på frokost og smagning af årgang 2004

Veuve Clicquot bød på frokost og smagning af årgang 2004

by Nicolai Klingenberg

For otte år siden var jeg 26 år. I Champagne var sommeren kold og ganske regnfuld. Dengang havde jeg ikke den fjerneste idé om, at jeg otte år senere skulle bænke mig på Nimb til en frokost og smage resultatet af den våde sommers høst. Men sådan blev det. Kom med til bords!

Vi begyndte udenfor. Foto: Mads Damgaard

Tivoli viste sig fra sin bedste postkortside – høj sol, let støj fra fra karruseller, potente blomsterbede og et dovent springvand kunne alt sammen nydes fra Nimbs terrasse (ej at forveksle med deres restaurant, som hedder Nimb Terrasse). Her skulle dagens første glas nydes i form af en velkost brut fra Veuve Clicquot – uden årgang i øvrigt. Her gik snakken om det forliste skib ud fra Sveriges østkyst, som bød på en sand skat i form af + 100 år gamle champagneflasker, som røg på auktion for skyhøje summer. Dagens agenda var dog af noget nyere dato, så lad os komme ind i de tilstødende gemakker.

Redskaber til dagens opgave.

Der er udsigt til fire retter i det charmerende, men godt lune lokale. Vi har en winemaker fra Veuve Clicquot med til bords, som oven i købet fylder år på denne herlige onsdag. Det skal fejres med første ret, som består af råmarineret laks med fennikel, æble og en særdeles fed og velsmagende estragoncreme. Uden at ødelægge resten af skrivelsen her, må jeg tilstå, at det er dagens bedste ret. Det hænger blandt andet sammen med, at vi taler høj sol og ditto varmegrader, og de næste retter er ikke helt så sommervenlige. Laks og fennikel danner til gengæld et smukt par, og æblernes syre giver kontrast til den fede fisk.

Den lækre laks

Nå – vi skal jo have champagne til laksen, og her bydes vi på Veuve Clicquot Vintage 2004. Der bliver talt om, at 2004’eren er en glimrende madchampagne, og det viser sig at holde stik – i hvert fald her til første ret. 2004 er selvsagt ikke lige så frisk, som en non vintage, da den har ligget længere. Den har mere at byde på, og dette mere kan passende inddrages til mad.

Jeg kunne ikke lade være... Et alternativt check in og sit down foto.

Nu bliver det straks lidt tungere. En foie gras terrine med sprængt svineskank og abrikoskompot med vanilje kommer til bordet. Eneste lette syre er fra det grønne islæt, og faktisk er terrinen mere “mousset” end fast. Det sårer mig på ingen måde, og vi hilser lidt syre velkommen fra næste glas, som er Veuve Clicquot Vintage Rosé 2004. Det er vores fødselar og winemakers første vin, da den blev høstet det år, han begyndte i firmaet. Roséen gør retten nemmere at spise – omend der ikke er tale om en zero dosage, så er der stadig syre til sted, som gør det fede lettere fordøjeligt. Omkring 15 % af druerne kommer i øvrigt fra husets egne marker.

Terrine.

Veuve Clicquot Vintage Rosé 2004

Vi er ikke færdige med det tunge, men nu har vi fået vinger. En farseret vagtel kommer til det lune lokale. Fuglen er i selskab med dampet spidskål og bouillon i bunden af tallerkenen. Lidt estragon gør sin entré på smagsløgene, og jeg ville ønske, at det var efterår i stedet for sommer – udelukkende på grund af retten dog. Dagens højdepunkt i glasset bliver skænket – Veuve Clicquot La Grande Dame 2004. Den består udelukkende af druer fra grand cru marker, og næsen er både yngre og mere frisk end den vanlige 2004, synes jeg at fornemme. Den samme unge oplevelse er også at finde i smagen, og det viser sig, at jeg ikke er galt på den. Grand cru vine ældes langsommere end de vanlige druer, hvorfor champagne fra disse grand cru marker vil smage ungt i længere tid – og have et længere lagringspotentiale.

Vagtel med fyld.

La Grande Dame - dagens bedste.

Fra to tunge retter skal vi til finalen i form af en dessert. Braiseret ananas med lidt crumble og vanilje iscreme. Vi skal have champagne til – det er klart. Og denne gang er det en Veuve Clicquot Vintage Rich 2002. Den er “rich” på sukker, og så er det en vintage. Det er der vist ikke mange huse, der gør sig i, og konceptet så dagens lys i 1988, hvor champagne oprindelig var tiltænkt som sidekick til foir gras. Og andre fede sager. Den indeholder 28 gram sukker pr. liter og er altså i den søde ende af skalaen. Skal vi gange op, så indeholder den cirka fire gange så meget sukker som en “vanlige” vintage fra samme år. Festen stopper dog ikke her, for champagnen bliver dekanteret – det sker for at hæmme smagen syre og fremme smagen af sukker. Sødt med sødt på. Men det er ikke knasende sødt eller vammelt. Tværtimod – og det siger jeg som fortaler for zero dosage over de sødere champagner. Ved en dekantering må man desuden forvente at miste cirka 20 % af boblerne. De særlige vintage rich’er produceres i øvrigt kun i et par tusinde flasker, når årgangene byder sig.

Det ligner nærmest en sød bedækning.

Der dekanteres.

Det understreges fra winemakerens side, at man godt er klar over, at Veuve Clicquot ikke har det mest interessante ry i Danmark. Det ærgrer ham, da han har været til flere blindsmagninger, hvor Veuve Clicquot har vippet andre propper af pinden. Jeg tager hatten – og proppen – af for La Grande Dame 2004 – den var absolut mindeværdig.

Jaså...? Foto: Mads Damgaard

Tak for mad og drikke i øvrigt.

Jeg mindes, at La Grande Dame var i glas nummer to fra venstre.

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk