Home Karismatiske mænd Jesper René – en fægtermester fra federation internationale d´escrime taler ud

Jesper René – en fægtermester fra federation internationale d´escrime taler ud

by Nicolai Klingenberg

Jeg har truffet Jesper René et par gange, og han kan kort fortalt beskrives som en gemytlig mand, der ved et og andet om blandt andet biler, klassisk musik, litteratur – og fægtning. Enhver mand bør kunne huske en barndomsduel med træsværd eller en drøm om at blive musketer, for rigtige mænd kan fægte – således var det i hvert fald en gang. Gudskelov holdes fægtning i live den dag i dag – blandt andet af Jesper René, som i dag gør os klogere på sporten, der byder på blodig alvor – og dannelse.

Et udsnit fra forsiden af den bog, der var med til at sætte skub i sagerne hos Jesper René. Foto: http://bogstavsamleren.blogspot.dk/

Jesper – du kan ét og andet med et fægtevåben, men hvor stammer interessen fra?
– Ja, det er en pudsig historie. Jeg kan huske, at jeg som knægt læste en bog om de olympiske discipliner og blev fascineret af fægtningens indviklede reglement, den hvide dragt, de mange franske ord etc. – og det vakte nok ubevidst en interesse for sporten. Meget senere, for ca. ti år siden, læste jeg så en anden bog, hvor der i handlingen, som foregår i Madrid i 1800-tallet optræder en journalist og agitator, en klaverlærer, en mystisk ung dame, der ud over at kunne spille Chopins fis-mol Polonaise også er en dreven fægterske, og som derfor opsøger den aldrende fægtemester for at lære et særligt sammensat angreb, som er gået i arv fra elev til mester gennem generationer. Jeg syntes, det var en overordentlig interessant historie, hvor også fægtningen blev blev beskrevet overbevisende, og eftersom jeg allerede havde spillet fis-mol Polonaisen og interesseret mig for journalistik, besluttede jeg mig for at lære at fægte. Nu, jeg tænker over det, får jeg helt lyst til at læse romanen igen! Her er den: Arturo Pérez-Reverte: Fægtemesteren:

Foto venligst henvist af Jesper René fra http://bogstavsamleren.blogspot.dk/

Hvor længe har du dyrket fægtning – og hvordan kom du i gang?
– Jeg begyndte som sagt i en sen alder. Kort tid efter at jeg havde læst den  bog, opsøgte jeg en fægteklub og var så heldig at få lektioner af en meget kompetent fægtemester, en polak, der selv var blevet oplært af sin fader. Det kan ikke undgås, at når man kommer som ny fægter på salen, bliver man i al venskabelighed set lidt an. Der er de indlysende, de tvivlsomme, og så dem, som man tænker er væk efter et par gange. Jeg hørte udpræget til de sidste! Det var min første sportsgren, for indtil da havde jeg blot holdt mig i form med løb og cykling til og fra skole – men det blev en stor åbenbaring for mig på grund af den grundige indføring i fægtningen, som jeg fik af min fægtemester. Ellers var jeg stoppet.

Ret beset er der tale om mere end en interesse – du er nyuddannet fægtemester kårde og fleuret. Hvordan bliver man det?
– Det bliver man med flid og talent og ved at forfølge sit mål. Min vej har været usædvanlig, fordi jeg ikke fægtede i tyve år, før jeg begyndte at undervise. Det viste sig imidlertid, at jeg havde sans for fægtning, og efter ganske kort tid blev jeg, trods begyndervanskelighederne, opfordret til at assistere for min fægtemester ved siden af min egen fægtning. Siden er det gået slag i slag, om man så må sige. Den første uddannelse fik jeg således af den polske maitre Krzysztof Borowski, af den ungarske maitre Ferenc Toth, der pt. er landstræner – og siden af den rumænske maitre Octavian Zidaru og maitre Petru Kuki samt den franske maitre Hugues Lesseur under Fédération d´Escrime Internationale, FIE. Jeg blev entrainer på kårde i Zagreb forrige år, diplomtræner på fleuret sidste år her i Danmark og ligeledes maitre d´armes på kårde i Budapest sidste år og endelig maitre d´armes på fleuret for et et par måneder siden, ligeledes i Budapest. Som man kan høre, er det ikke just danske navne, der præger denne verden – og jeg har været så heldig at blive udtaget som eneste dansker, idet FIE kun tilbyder en enkelt plads pr. land. Hver gang er uddannelsesforløbet afsluttet med eksamen med censorer udefra, hvor man skal redegøre for fægteteori og naturligvis udføre fægteaktionerne i praksis. Sabel, det tredje fægtevåben, som er både hug- og stikvåben, er ikke så udbredt i Danmark. Her giver jeg min eksamenslektion på kårde i Budapest til min belgiske kollega, Werner Huysmans:

Foto venligst henvist af Jesper René fra http://faegtning.dk/

Vil du mene, at det hører til en form for dannelse at kunne fægte?
– Det var det i gamle dage. Tidligere i år var jeg af programvært Mads Holger inviteret i radioen for at diskutere netop dannelsesbegrebet i en to timer lang direkte udsendelse på Radio 24syv. Således blev fægtningen også bragt på bane som en af mine metierer, fordi det, som det blev nævnt, var en af de klassiske discipliner for det dannede menneske. Tiderne har ændret sig – også i retning af interesser, der kræver mindre flid og tid – og i dag kan man ikke sige, at fægtning er en nødvendig dannelse, som det var det i musketertiden. Vi fægtere ville dog ikke for nogen pris undvære det, for har man først mærket på egen krop, hvilken værdi det har for kroppens dannelse – evnen til at koncentrere sig ved hjælp af fysik og smidighed samt færdigheder i komplicerede aktioner – så er man ikke i tvivl om, at det er en vigtig del af dannelsen. Jeg sidestiller det at være i stand til at beherske kroppen med f. eks. evnen til at spille et musikinstrument. Musik, fægtning, skak, ridning, kunst og litteratur har været vigtige elementer i min tilværelse. Programmet på 24syv hedder Skriftestolen og her er linket til udsendelsen:

http://arkiv.radio24syv.dk/video/4412129/skriftestolen-1

http://arkiv.radio24syv.dk/video/4412359/skriftestolen-2

Hvis vi dykker ned i historien, hvornår kan vi så datere fægtningen tilbage til?
– Fægtningen er flere tusinde år gammel, men sådan som vi kender den i dag, tager den sit udspring i 1500 tallet. Det lette og spidse fægtevåben afløste sværdet og den nødvendige tunge rustning, og således opstod fægteskolerne rundt om i Europa. I Danmark ansatte Christian den fjerde den berømte italienske fægtemester Salvator Fabris ved sit hof, og det er det første vidnesbyrd om fægtning i Danmark. Siden lå den hen i århundreder på grund af opfindelsen af pistolen, indtil den genopstod på Officersskolen på Frederiksberg Slot i slutningen af 1800 tallet. Kården er det oprindelige duelvåben, fleuretten kom til senere som øvelsesvåben med tilhørende konventioner om angrebsret udviklet som sikkerhedsforanstaltning, da man oprindeligt trænede uden maske og tillige ønskede at uddanne til så proper fægtning som muligt – og endelig er der sabelen, som er ryttervåbenet, der både kan hugge og stikke. Således ser en fægtelektion i dag på mange måder stadig ud, som den gjorde for flere hundrede år siden – baseret på århundreders ideer, udvikling og finpudsning og overleveret fra mester til elev og er omdrejningspunktet for fægteren. Fægtning kan ikke blot forklares ved det olympiske motto, hurtigere, højere, stærkere – og derfor har den noget geni over sig. Den evige jagt på den hellige gral. Det synes jeg er fascinerende.

Nedenstående klip er fra James Bond filmen Die Another Day, og selvom der er smæk på klingerne, forlyder det fra Jesper René, at fægtningen ikke er perfekt, og at man til stadighed må tage lektioner.

Hvordan står det til med fægtningen i Danmark?
– Det står godt til, vil jeg mene. Efter en lang og stille periode siden guldalderen i halvtredserne, hvor Danmark var en førende fægtenation, synes det nu, som om der er en stor talentmasse. Hver gang vi fornemmer potentiale, håber vi på det store gennembrud. Det fornemste resultat er guld til Junior VM, men flere resultater peger i den rigtige retning. Der er cirka 1.500 fægtere i Danmark i øjeblikket – et tal, der har været svagt opadgående de senere år. Men det betyder, at fægtning stadig er en sport for de få, og at den lever en hengemt tilværelse fjernt fra rampelyset og sponsorkronerne. Fægtere er et mærkeligt folkefærd – og nogle, man lige skal vænne sig til, vil jeg mene. Her ses forløsningen efter en kamp hos junior-europamesteren på kårde, Frederik von der Osten:

Foto venligst henvist af Jesper René fra http://faegtning.dk/

Hvad kan man bruge fægtningen til i 2012?
– Ja, det er et godt spørgsmål. Man kan bruge fægtningen til personlig udvikling som led i sin dannelse, sådan som jeg har beskrevet det ovenfor – men hver gang man bruger tid på noget, må man gøre op med sig selv om det er umagen værd. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at fægtning har udviklet mine evner.

Kunne du stikke os en underholdende fægteanekdote?
– Jo, der er i hvert fald én historie, som tåler dagens lys, fordi alle og enhver kan se beviset på youtube. Til alle tider har det været ulovligt at duellere, men ikke desto mindre var det udbredt til langt op i det tyvende århundrede – og en af de, i hvert fald officielt, sidste dueller blev fægtet på fransk jord mellem Marquis George de Cueva og balletmesteren Serge Lifar i 1958. Duellen er omgærdet af en vis mystik, men det siges, at striden stod om nogle rettigheder til forestillingen Black and White, som var sat op hos Marquis´ens Grand Ballet de Monte Carlo, og som begge parter havde andele i. Det var forinden kommet til et spektakulært optrin i pariser operaens foyer, hvor der var viftet med halstørklæder, og hvor der således ikke var nogen anden vej tilbage, end at få æren oprejst gennem duel. Marquis´en havde giftet sig ind i Rockefellerfamilien og var en dannet mand, der således også havde taget fægtetimer, selvom hans egen fortid fortaber sig lidt i tågerne. Trods sine 72 år var han stadig adræt – men ville naturligvis få det vanskeligt mod den tyve år yngre balletdanser. Lifar var imidlertid ikke en øvet fægter, så kampen var lige indtil det syvende minut. På denne lille filmstrimmel kan man se, hvordan udfaldet af duellen blev. Verdenspressen var til stede, som i øvrigt ellers blev holdt hemmeligt som et udslag af en fransk mangel på logik, der ikke lader vinlovene meget tilbage at ønske. Se med her:


Hvordan kommer man i gang med at fægte?

– Man tager lektioner hos en fægtemester – eller som det er mere almindeligt i dag: Man slår op i telefonbogen og melder sig ind i en fægteklub. Man kan også blot skrive til mig på Facebook, hvis man har spørgsmål:

http://www.facebook.com/jesper.rene

Hvad skal enhver vide om fægtning?
– Det, som jeg har fortalt her – og så, at det er mægtigt sjovt og næsten ikke gør ondt!

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk