The Lodge – et herligt skånsk refugium med fokus på det gode liv

Vi skal til Sverige, hvor den skånske historie om The Lodge begynder i 1930’erne. Her blev en jagtstue placeret på en bakketop med en udsigt så smuk, at ærgrelsen over, at ”vi” mistede Skåne for flere århundreder år siden, for alvor cementeres. Men tiden er gået – og dansken bærer tilsyneladende ikke nag, for vi kommer her jævnligt”¦

Jeg har haft fornøjelsen af at opleve talrige svenske perler – og primært i Skåne. Og dagen i dag er ikke anderledes – hverken når det kommer til betegnelsen perle eller beliggenheden Skåne. The Lodge er et alle tider get away – og i særdeleshed, hvis du har brug for at være lidt væk fra det hele. Omgivelserne ligner ikke noget dansk – vi er højt over vandet og nærområdet er kuperet. Området er alle tiders til gåture, men er du mere til lidt selvforkælelse, så findes der en spaafdeling, hvor du kan ploppe i et udendørsspa eller få en omgang massage. Og så er der bastu. Altså sauna.

Ret beset skal det nævnes, at man kan tilmelde sig alskens aktivitet mod merpris – her er der tale om vandreture, oplevelser på maountainbike og en eventuel femkamp, hvis man er et firma, der booker sig ind.

Det var en alt andet en ydmyg indkvartering, The Lodge bød på. Suiten skulle indtages, og det blev den så sandelig. Her er tale om et stort rum, hvor en stor del af kvadratmeterne er inddraget til badeområde – forvent rå vægbeklædning, XL-brusehoved og et badekar, der nemt rummer to.

Omend der ikke findes minibar på værelset, er det muligt at låne en isspand, hvis man ved et tilfælde skulle have medbragt noget hjemmefra – husk på, at alkohol ikke kan købes i de svenske supermarkeder. Blot et lille tip.

Stilen kalder The Lodge selv for New England, og det kan frit oversættes til “Sådan lidt romantisk” – du ved med store puder, masser af levende lys, lidt chalet-stemning i receptionen med ældgamle ski, et udstoppet elghoved i spiseafdelingen og en stor patio eller terrasse om man vil, hvor udsigten, aftenkaffen og et eventuelt stykke tobak kan nydes.

Vi må heller ikke glemme de rare ansatte – servicen er præget af stolthed, smil og fortælleringer om alt det, du måtte spørge ind til. Vin og mad kommer vi tilbage til, men lad os lige tage et kig i historiebøgerne.

Oprindeligt var The Lodge en jagtstue, som levede som en sådan i et par årtier, efter den blev opført i 1933, men så skulle den svenske ”fika” for alvor tage over. Man er glad for kaffe – og i særdeleshed søde sager til kaffen, når man er svensk. Således blev jagtstuen transformeret til en kaffestue i midten af det sidste århundrede. Havde matriklen været i dansk varetægt på daværende tidspunkt, ville det måske have været mere sandsynligt, at “ombygningen” var blevet til en bæverding. Eller måske en kro.

I dag er historien en ganske anden. The Lodge er blevet ombygget til noget, der slet ikke ligner det oprindelige, men man har bevaret et og andet hist og pist. Her tænker jeg blandt andet på et større område i restauranten, hvor de karakteristiske, røde sten på gulvet stammer fra opførelsen. Og ofte kommer der folk forbi, som mindes, at de har været på stedet som unge eller børn – kaffeminderne med dertilhørende søde sager, har med andre ord sat sig præg i hukommelsen.

Inspirationen til New England stilen kommer i øvrigt fra et ophold i blandt andet Aspen, hvor de nuværende ejere har huseret i et par år. Omend jeg ikke har været i Aspen, så vil jeg mene, at de mange detaljer i træ, panelerne i selv samme materiale og de førnævnte bløde og lune elementer understreger, at det er autentisk og Aspen-agtigt.

Som eftermiddagen stille og roligt bliver til aften, begynder sulten at melde sig. Og ganske belejligt har man gode muligheder for at spise godt på stedet. Snupper du en weekend “over there”, kan du se frem til to forskellige menuer på fire retter. Jeg vil fokusere på den første, som blev serveret om fredagen – det var i min optik nemlig den bedste. Og lad os da bare komme til bordet i den hyggelige spisesal, hvor man sidder ved egne borde, men i selskab med andre tilrejsende – og atmosfæren er indbegrebet af hygge med dæmpet belysning, fin udsigt og levende lys.

Overordnet set, er det nærmiljøet og det hjemmegjorte, der kendetegner menuen. En obligatorisk brødkurv med hjemmebag kommer til bords, hvor en ultra sprød skorpe afløses af en midte, der er velsmagende og “sej”. Lørdagens smør – med trøffel – var dog ikke noget tosset alternativt, hvis man sammenligner det med stadig velsmagende, men mere “ordinære” smør med saltflager.

Første ret bliver serveret, og her kommer en majkylling til bordet. Lidt utraditionelt med fjerkræ som intro, men for pokker hvor det fungerer. Der er tale om en terrin af kylling fra nærmiljøet, som er sat i stævne med skånske gulerødder i flere varianter – marinerede og som puré, og her findes desuden skovsyre og pulver med lidt trøffelislæt, som primært lader sig mærke i næsen. Samlet set har vi en skøn forret, som spiller på flere teksturer – pulver, puré og den mere faste terrin. Og vinvalget er en spanier fra Catalonien anno 2008 af den hvide slags. Vinen formår at syrne retten en anelse mere op, hvilket er en perfekt rolle.

Vi skal videre til noget lidt mere rustik i form af kalvespidsbryst. Og pastinak i jeg ved ikke hvor mange afskygninger (i hvert fald tre), som svinger så aldeles alle tiders med en skysauce, som har fået et strejf balsamico. Vi kan ikke længere løbe fra, at vi går mod koldere og mørkere tider, hvorfor den lidt tungere portion kalv, fungerer fint. Der er gods i kødet, men vi har endnu ikke kysset sommeren helt farvel, hvorfor en sidste hilsen i form af ærteskud stadig er på menuen. Og tallerkenen. Vi er i øvrigt blevet i det spanske, men denne gang nyder vi en Rioja fra 2007, som – sikkert qua sin tempranillo drue – byder på masser af fylde og smag.

Det siges at gode mennesker kommer i himlen, og det kunne den næste dessert lige så vel komme. Den er også døbt derefter og bærer således navnet Himlen – den består af jorbær fra nærmiljøet (Örelund) med hyldebær fra den omkringliggende jordbund ved The Lodge. Der er komponeret en særlig jordbærpuré eller måske nærmere mousse, som er tallerkenens højdepunkt. Men kudos til isen og den hvide chokoladecrunch samt mynthen, der lige frisker det hele helt lidt op fra den ellers ganske søde dessert. I glasset en Moscato d’asti, som også er sød – her kunne noget mindre sødt være at foretrække for en dansk gane, men som jeg nævnte tidligere, er den svenske sødmekultur og hang til selv samme væsentlig større i Sverige end herhjemme.

Fjerde og sidste indslag hedder Mejeriet, og jeg vil mene, at jeg nu er voksen. Det hænger sammen med, at mine smagsløg nu tager langt bedre imod en af de lokale oste, som er en blåskimmelost. All right – jeg kværner ikke osten ned, men i mindre portioner er den særdeles velsmagende. Ostene kommer med hjemmegjort marmelade – og knækbrød. Det er en klassisk afrunding – måske lige med undtagelse af knækbrødet – og de små bider sætter et smukt prik over i’et. Til osten serveres i øvrigt en Raisignac, som er en svagt muserende vin, der er kraftigere, end den er sød. Jeg har haft fornøjelsen af selv samme produkt en gang tidligere, og det var også i Sverige. Men det er en ganske anden saga.

Frem til udcheckningen foregår alt i absolut roligt tempo. Et par venner kigger forbi om lørdagen, og udestunder i gyngestolen tilsættes samtale om et og andet. Der læses bøger, slappes af, og det gode liv leves. Jeg vil beskrive The Lodge som en lettere ødeliggende perle – men alligevel er vi under en times kørsel for Malmø. Og skulle du have mod på at tage turen derover, så må du endelig hilse. Du finder The Lodge på internettet her <—

Er du glad for skrivelser om rejser? Så er der meget mere at komme efter <– klik her