I dag er det folkeligt. Og i dag er det igen den velskrivende Thomas Knudsen, der bidrager med ord. Det skal han have stort tak for. Det handler om en lille festival, øl og et hvepsestik. Take it away Knudsen!
Humleskudsgildet. Foto: Thomas Knudsen
En dag i marts møder jeg Peter Sonne på Nørrebro Bryghus, hvor han er ansat som husbrygger. Han har ærinde på Herslev Bryghus, og foreslår at jeg kører med. På turen beretter han om et arrangement i august, som han planlægger sammen med Kristoffer Wolf, der i øvrigt er brygger på Herslev Bryggeri. En lille privat markfestival ud fra den simple idé, at folk selv skal bidrage med mad og underholdning. Et sammenskudsgilde, uden så meget koordinering. Ingen skal have penge op af lommen.
De har fået lov at lægge arrangementet i området omkring Herslev Bryggeri. Laden er festlokalet og markerne til at slå telte op på. Navnet på begivenheden er Bryg og Tråd. Det er dette arrangement, som netop er overstået, og som disse billeder og denne tekst handler om.
Men skal vi lige tage et blik på vores tid, sådan at vi forstår, hvorfor et arrangement af denne slags er lidt ude af trit med tiden? For vi er vant til, at ting er arrangerede og planlagte. Og sjældent hører man om sammenskudsgilder i den helt store skala. Det hører hippietiden til.
Rigtig mange står med et intensivt liv med arbejde og familie, som skal hænge sammen. Der er ikke plads til driveri, druk og uproduktivitet og planer afstemmes måneder i forvejen. Man køber sig til livet, booker en badmintonbane eller går til fodboldkamp i et stjålent øjeblik, hvor konen ikke kigger. Man stemmer på en politiker hvert fjerde år – i håb om et bedre liv. Og så holder man ellers lav profil. Sådan er det blevet.
Selv livsstilsmekkaet og anarkistbastionen, Roskildefestivalen, er blevet et stort og indhegnet proptrækkeri. Man kan købe sig ”åååh så hip, fri, fællesskabsagtig og rock´n´rollet”. Livet er blevet et produkt, man køber sig til og afholder som event – for at ”udtrykke sig” og vise at man har DET i sig – i hvert fald lejlighedsvis. Lidt som at sige, at man stadig sniffer urinstøv og ryger hash, imens enhver kan se, at han er en tøffelhelt, der kører Berlingo.
Livsverdenen bliver koloniseret af systemverdenen, siger filosoffen Habermas. Livsværdi, gøren og laden er systematiseret, kapitaliseret og produktgjort. Alt er gjort til konsumprodukter, livstilsprodukter og events, og vi køber catering, charterrejse og cafékultur. Det er blevet en event at afholde et bryllup eller en barnedåb – og det er blevet en uudholdelig, forstillet forestilling i, hvordan man nosser rundt i noget tøj og holder ud – for at billedalbummet, for dem der betaler, kan blive fyldt op. Heldigvis kan man drikke sig fra det værste, selv om der bliver set lidt skævt til én.
Hvor kom vi fra? Hvor skal vi hen? Hvem er jeg? Hvem er du? Hvem er vi? Hvad kan vi gøre?
Aftenen før. Foto: Thomas Knudsen
Bryg og Tråd siger: Kom den 18. august! Tråden på Facebook har bølget med meddelelser over rum tid, hvor folk har meddelt, hvad de tager med. Tråden har undervejs været forskånet fra en eller anden skidtvigtig fyr, eller nævenyttig kvinde, der har forsøgt at tage kontrollen over dette kaos og uddelegere opgaver efter afkrydsningssystemer og vægtet økonomi. Det er rent kaos, men i en bevægelse mod et mål. Der ER en dato og ET sted – og helt sikkert øl.
Jeg kører med Christian Skovdal Andersen (Beer Here) mod Herslev. Han har allernådigst givet mig et lift og tilmed en plads i sit store lyserøde haremstelt. Vi ankommer fredag eftermiddag, dagen før arrangementet. Vi fumler teltet op, i klar bevidsthed om verdenshjørner og om den nærliggende campingvogns slagskygge for at undgå den hæslige morgensol.
Eftermiddagen og aften går med at smage på noget øl, få fadølsanlæg, koncertanlæg og meget andet op at stå. De tre Dj’s, Poltergejst (undertegnede), Plakrobotten og Bøffen banker efterhånden en lille fest op. Jeg går tidligt til køjs, og da jeg vågner for at tisse kl. 4 om morgen, er der stadig en fest med dans og musik i laden. Speciel Christian Skovdal fører an med dansens ”Classic”, den førte piruette med eneste kvinde. ÉN kvinde er alt, hvad der skal til og 15 overrislede mænd, to Dj’s, kulørte lamper og et øllager på størrelse med J. Edgar Hoover-dæmningen. Vi er klar. Det er bare en lille generalprøve.
Christian Skovdal Andersen morgenen efter. Foto: Thomas Knudsen
Det er lørdag og der blæser en varm brise ind over de nyhøstede marker. Vejret er perfekt til at drikke øl. Det drysser ind med folk, der slår telte op, folk der kommer med ølfustager af allehånde mærker, typer og hjemmebryg.
Første band går på, og det er ”Morten Skov Andersen -og de mennesker han normalt sammenligner sig med”. En finurlig, rødmosset troubadour med et syret tekstunivers, der f.eks. handler om hans kærestes udslæt og andre nære og følsomme problematikker.
Morten Skovdal Andersen med band (Jakob Løvenlund på harmonika). Foto: Thomas Knudsen
Næste band er ”På Gravens Rand”. En velklingende duo med hæse drukstemmer a la Tom Waits. Sange om druk, død og tømmermænd – i et skønt favntag mellem Gud og djævelen. Smukt, følsomt og med masser af kant og originalitet. Medina forsøger også at komme til scenen, men må trække sig under højlydte protester og skridtprygel. Hun kan spille så mange andre steder.
Efter fire bands er jeg lidt træt af at være lydmand og DJ, så jeg smutter og overlader scenen til andre. Mit ølglas er med mig, og vi smager på lidt af hvert. Nørrebros Pacific er en dejlig pale ale, der passer fint til varmen ligesom Herslevs Himmelstormer også læsker fint.
Pludselig opdager jeg noget potentielt lovende øl på hanen i pølsevognen. En rug-IPA fra Ugly Duckly med Simcoe-humle. Og sikke en dejlig øl. Simcoe hører til mine absolutte yndlingshumler. Den er lige så bitter som salten, der driver ned ad mine svedige kinder. Det er vist det, man kalder en isotonisk drik. Nej, hvor vil jeg dog gerne have mere af den.
Og nu jeg nævner det. Der var rigtig meget dejlig øl. Jeg håber ikke, at jeg fornærmer alle jer, der bragte så dejlig øl frem til Bryg og Tråd ved ikke at nævne jer? Det var godt og rigeligt. En enkelt kommentar skal dog falde til ham, der eksperimenterede med at putte Sød Stevia i øl (en plante med nogenlunde samme sødeegenskaber som Aspartam). Stop det!
Maden er hjerteguldet. Foto: Thomas Knudsen
Nu til maden. Ved spisetid kommer det virkelige hjerteguld frem. Den spidstegte gris skaber noget kø lige såvel som den Pulled Pork, som Bill Endersen har haft i sin computerstyrede grill i 24 timer ved 86 grader gør. De mange mennesker (over hundrede til spisning) har medbragt de lækreste retter, og selv en vegetar har alt, han kan drømme om.
Musikken er lige så høj som DJ Andrés promille: Totalt overstyret med røde udsving på mixerpulten og dødsmetal på fladhjulene. Et moderat, fysisk pres får ham overbevist om det betimelige i en noget mere afdæmpet taffelmusik. Heldigvis har han så meget andet godt i sin righoldige samling.
Aftenen byder på det ene musikalske indslag efter det andet. Fra avantgardekunst og udklædt hval til Tore Jørgensens søn i elektronisk programmering med økovarme i det tonale.
Stemningen er fredelig og gemytlig – og trods de rigelige mængder øl sker der ikke dramatiske episoder, hvis man ser bort fra ÉN lille episode. En hveps har forputtet sig i mit ølglas og giver et stik lige på spidsen af min tunge. Jeg er tæt på panik og vil hijacke en bil til sygehuset, fordi jeg ikke tåler hvepse så godt.
Hvepsestikket. Foto: Louise Houmøller
Men også her viser arrangementet en styrke. To henrivende sygeplejersker har på forhånd vurderet, at der kunne blive brug for akut hjælp og møder op i fuld ornat med de mest nødvendige remedier. En antihistaminpille, et kvarters observation med kold øl til tungen og lidt kærlige kindheste, og så kan jeg ellers fortsætte, til trætheden indfinder sig.
Dog har bartender på Ølbaren, harmonikaspiller og afrikarejsende Jakob Løvenlund, og hans solbrændte kæreste besluttet sig for en fremskudt honey moon i min seng. Kun fire dage før deres bryllup. Det kræver hård tale at få dem væk. Men tillykke nu -på den anden side.
Bryg og Tråd er en succes. Man har en fornemmelse af, at det er en start på noget, der vil leve videre i fremtiden. Noget, der ikke behøver at vokse, men som bliver en tradition, der udvikles i overensstemmelse med de mennesker, der lægger deres arbejde og evner i det.
Det er fedt at opleve, hvordan folk bidrager generøst med så forskellige ting. Det er kultur uden fedtlag og anarki uden kaos. Måske starten på et nyt fællesskab, som først nullerne og siden finanskrisen tog så meget af.
Skål og tak til alle. Ikke mindst Kristoffer Wolf, Peter Sonne, Jannik Sahlholdt for det store arbejde og Tore Jørgensen som lagde lade og mark til. Det var sjovt at være med.
Pissoiret. Foto: Thomas Knudsen
Tosset med Thomas Knudsens skriverier? Så læs de andre her <–
