Et kig på Citroën DS urene gennem tiden

Vi skal tilbage i tiden. Blandt andet til 1957, hvor en Citroën DS rullede ud fra fabrikken. Dengang var tiden mindst lige så vigtig som i dag, men mulighederne for at aflæse klokkeslættet var mere begrænset. At have et ur i bilen, var derfor ikke nogen tosset idé. Og således blev det også. Endda et fornemt ur…

Ur og instrumentering i en DS’er fra cirka 1970

Lad og begynde med det ur, der sidder i vognen fra 1957. Det er ikke helt vist, om uret er fra Jaeger, men således bliver det senere hen. Til gengæld bærer urets skive teksten “8 jours”, som indikerer, at uret kan holde tiden i otte dage. Uret var med optræk – og er det i øvrigt stadig – og er monteret yderst på en skuffe, hvor en for datiden anden vigtig funktion også var at finde: Askebægeret. Urets korpus er skabt i plastik, ligesom hele instrumentbrættet var sat sammen af to stykker støbt plastik, hvilket i øvrigt var det største stykke støbte plastik i datidens serieproduktion.

Stort buet glas og med lige til at trække op. Således så det ud i i halvtresserne.

Som årene passerede og tiden gik, blev uret flyttet op ved siden af hovedinstrumenterne. Dermed var tiden mere synlig, men der var også sket noget på “brand” delen. Nu hed uret pludselig Jaeger, og urene var elektriske og med transformator. Jeager var i øvrigt oprindelig et selvstændigt, franks firma, som i slutningen af 1930’erne fusionerede med LeCoultre. Gennem tiden har talrige instrumenteringer til automobilbranchen fundet vej til diverse køretøjer. Herunder Citroën DS.

Old school, men stadig über cool. Uret finder du i midten af fotoet…

I 1962 får DS’en et nyt instrumentbord. Der er genkendelighed til de tidligere, men nu er plastikken fortid, og metal er en realitet. Uret er et Jeager,  ur med kromkant, og vi skal seks år videre frem i tiden til 1968-årgangen, der igen får et nyt instrumentbord. Samarbejdet med Jaeger fortsætter, og der er tale om en ganske lille ændring i urets design. Det blev sort med skarpe hjørner, og den sorte kant var nu forsynet med en sølvfarvet kantstribe.

Halvfjerser tidsmaksine

Således var uret, der afløste det første i forbindelse med det nye instrumentbord i metal i 1962, en metalkasse med plastik vindue forsynet med forkroment kant og afrundede hjørner. I 1967 fik DS’en sit 3. og sidste instrumentbord og ved den lejlighed ændredes fasaden af uret lidt.

Vi er i 1963…

Mens der sker ikke de helt store udskejelser på ur-designet – det er trods alt en konservativ verden – udvikles DS-designet sig løbende.

De glade tressere bød på denne type interiør i Citroën DS

Jeg forestiller mig nemt, hvordan det var dengang, man skulle trække sit ur i bilen op. Talrige vrid på knappen, og når værket var trukket helt op, skulle der gå en uge og en dag, før det skulle gøres igen. Utvivlsomt en hyggelig rutine, der har mindet ejeren om, at tiden går med hastige skridt, men det er en helt anden historie.

Mere Citroën? Så klik her <–