Nå, så du kan godt lide lidt organiske materialer i hjemmet? Du ved et materiale, der allerede har levet et liv, men som godt kunne leve et liv mere under dit tag? Alle tiders. I dag tager vi et kig på det tjekkiske firma LUGI, som har allieret sig med Matej Chabera. Han er også fra tjekkiet – og så har han haft snuden i undervisningsbøgerne i Lodon, Amsterdam og Prag, hvor han har gjort sig klogere på både design og kunsthistorie…
Dagens historie er en blandt talrige nyheder, der tikker ind – men de færreste når forsiden. Før det sker, skal historien eller produktet nemlig fænge. Og i dette tilfælde var det billederne, der tegnede godt, og da jeg kiggede nærmere, var jeg sikker i min sag. LUGI sagaen fangede.
Historien fortæller, at hver enkelt stol, bord og reol produceres i hånden af en enkelt snedker. Det gælder sikkert alle produkterne, men jeg skal ikke love noget, jeg ikke er sikker på. Den førnævnte snedker følger produktet fra start til slut, og det på baggrund af de tanker, som den førnævnte Matej Chabera (designeren) har gjort sig omkring møblerne.
På listen med ingredienser finder vi asketræ og “keep it simple”. Samlingerne er således lavet med en velovervejet tankegang, hvorfor for eksempel de kulørte taburetter kun skal samles med én skrue. Man erhverver sig en æske med fire stykker træ, som let samles qua det simple design.
For at gøre det hele lidt mere unikt, har man fra LUGI’s side valgt at brænde diverse fakta om møblet ind i træet, så slutbrugeren – det kunne jo være dig – får lidt historie med møblet, som i øvrigt gerne skulle blive patineret og mere elegant med tiden, hvis man vel at mærke ikke døjer med patina fobi.
Som en lille ekstra info skal det nævnes, at det tjekkiske firma også roder med indretninger af private hjem. Virksomheder hilses i øvrigt også velkommen, hvis en sådan skulle være håbløs til indretning eller blot kunne ønske sig lidt hjælp.
Vil du se mere til biksen, så kig forbi her <– Nærmeste forhandler af LUGI møbler oplyses i øvrigt på 33 26 21 01
Tosset med ting til boligen, så kig forbi kategorien Living her <–