Kunst er en pudseløjerlig størrelse. Det, der kan være grimt som arvesynden for en, kan være det smukkeste for en anden. Kunst skal gerne vække nogle følelser, få en til at stoppe op eller blot fascinere. Det skete, da jeg så nogle af Maria Torps kreationer i en e-mail. Det første til et interview, som du kan læse i dag. Maria Torp er i øvrigt aktuel på en udstilling i New York. Just saying.
Rivers And Red Nails – tosset flot lavet, hvis du spørger mig… Værket er en proces, der rummer tanker, skitser, foto og efterfølgende penselarbejde…
Maria – du er kunstner, men hvor stammer din interesse fra?
– Da jeg var barn, besøgte jeg i en periode en maler, der boede i en lille loftlejlighed i nærheden. Jeg elskede at være der. Maling, pensler og malerier lå alle vegne sammen med stakkevis af tegninger og bøger, kaffekopper der var blevet til malerkrus. Et kaos, men med en vis logik og eksotisme, der appellerede til mig. Derudover, nu som dengang, er det vel en blanding af selvforglemmelse og selvoverskridelse, der holder mig fanget i den kreative proces.
Og hvordan kom du i gang?
– Da jeg var 19 -20 år, tog jeg til London og studerede på London College of Printing. Miljøet omkring skolen og mit øvrige liv i London var virkelig intenst inspirerende, og jeg begyndte at eksperimentere uhæmmet med alle medier uden nogen egentlig retningssans. Det føltes sundt og levende, og jeg var totalt begejstret.
Hvad er din baggrund?
– Jeg studerede som beskrevet på LCP, London, og da jeg derefter tog tilbage til København, havnede jeg på et atelier med en fantastisk kunstner, Anders Brinch, der fik pejlet mig i retning af Det Kgl. Danske Kunst Akademi… Her gik jeg 2000- 2007.
Joined. Den særlige stil rummer – efter min mening – en helt speciel atmosfære
Hvordan med dit gennembrud?
– Jeg vil nok mene, at der stadig er temmelig langt til et gennembrud, men det kommer selvfølgelig an på, hvad man stiler efter… Men hver gang jeg når nogen vegne, indser jeg, at det hele kun muligvis begynder her… Men Jeg nyder turen og sætter stor pris på de mål og oplevelser, jeg når og får undervejs.
Hvordan vil du beskrive din stil overfor en, der står foran dine værker med lukkede øjne?
– Jeg laver både skulpturer, malerier og papirarbejder… Så det afhænger. Mine malerier læner sig op af den superrealistiske genre, hvor billedet i princippet imiterer fotoet. Men fordi det er malet, kommer der en sprødhed, og en insisteren ind i mødet mellem værk og beskuer.
Mine tegninger er udflydende blækportrætter, der har en vis darkness over sig. Jeg har altid haft hang til det mørke, foruroligende eller melankolske i mine tegninger, men der er også plads til humor og plathed. I det hele taget en uhøjtidelig platform til at beskrive og formulere det grundlæggende.
Mine skulpturer er karakterer, der, -som også mine malerier, er hentet fra figurer i mine tegninger.
BeakBoy – en dreng med et rød næb…
Og hvad er det ved denne stil, der fascinerer dig?
– Jeg er altid kommet til at nørde med ting, der optager mig. Det var egentlig aldrig meningen, at jeg ville være en fotorealistisk maler, jeg skulle “bare lige lære det”. Det, jeg elsker allermest, er, når de sidste lag af maling lægges på, og motivet pludselig får en tyngde og sprødhed, hvor hud bliver gennemsigtig og motivet kommer til at stå helt skarpt. Det, jeg elsker ved det, vellykkede realistiske maleri, er, at den umiddelbare afkodning synes så enkel, men alligevel forbliver motivet levende og vibrerende og man, som beskuer hypnotiseret.
Du arbejder med skitser, som bliver til fotos, og som så bliver til malerier – hvorfor denne proces?
– Til at begynde med var jeg interesseret i at se, om det kunne lade sig gøre at oversætte et ret personligt udtryk (tegningen) til et stykke virkelighed (fotoet) – og og derefter male det. Om det var muligt at bevare tegningens oprindelige styrke og essens. Men jeg stilede også efter en proces, hvor jeg i højere grad end tidligere kunne gå i dialog med værket. Og fordi der er opstår mange tilfældigheder, og der er en masse ydre omstændigheder på spil i et fotoshoot, personlige ticks og andres ideer m.m., bliver det meget mere udfordrende for mig at arbejde med. Tegningen bruger jeg som vejledende forlæg, men vil tilfældet pludselig noget andet, er det vigtigt at være åben. De tre trin kan måske ses som en modning af et motiv…
Hvad sker der egentlig med fotografierne – sælges de også? Og hvem er statisterne?
– Fotografierne jeg tager som forlæg for malerierne, sælger jeg ikke. Oftest er det færdige billede, jeg arbejder efter, sat sammen af adskillige fotos og derefter behandlet i Photoshop. Personerne, jeg iscenesætter, er et ret specielt punkt i min praksis… Jeg har haft en nærmest dokumentaristisk tilgang til det at finde den rette person. Så det sker ofte, at der er en sammenhæng mellem det Tegningen/maleriet udtrykker og den portrætteredes egen personlige situation eller historik. De er fundet både inde- og udenfor min omgangskreds.
Dining. Og hvilken kulørt atmosfære.
Den obligatoriske: Hvor får du din inspiration fra?
– Inspiration er jo en skøn ukonkret størrelse. Der er det, man bliver ramt af uden at være i tvivl, så er der det, der kommer snigende, og det man slet ikke opdager. Så er der selve arbejdet med materialet. Når man forsvinder og går i et med det, man laver, fødes mange ideer og indskydelser så det i perioder bliver en slags selvforsynende fødekæde.
Hvor skal kunsten gerne bringe dig hen?
– Ingen tvivl om at det er fantastisk at vise mine arbejder, jeg er taknemmelig, når min kunst rør noget i andre. Jeg vil gerne rejse meget mere og lade mig inspirere og udvikle og opsøge nye muligheder for at praktisere og vise min kunst.
Nadja er titlen.
Hvornår er noget kunst i din verden?
– Arh, det kan jeg umuligt svare på. Det er så forskelligt, hvad der rammer mig. Alt fra totalvideo installationer, til minimalistisk konceptkunst, ekspressivt maleri og videre derudaf. Men sandsynligheden for at få en kunstnerisk oplevelse mangedobles ved at tage sig tid og forholde sig lidt åbent og nysgerrigt til det, man ser. Personligt elsker jeg at se på kunst, når jeg rejser, fordi man da har paraderne lidt nede og netop har tid.
Maria – hende der laver det hele.
Hvad er dit næste projekt?
– En udstilling i New York, på kunstmessen VOLTA. Det sker i samarbejde med Galleri Chrisoffer Egelund og Stockinger Art and Projects.
Slutteligt – hvad skal enhver M/K vide om kunst efter din mening?
– Jeg mener egentlig ikke at nogen partout burde vide noget bestemt om kunst. Der er naturligvis en del kunsthistoriske kolosser der ville være ærgerlige at komme udenom, men det siger vist sig selv.
Læs mere om Maria Torp her
Mere My Pleasure på Facebook her
