Mød Hans Kjær Jakobsen. Stod det til mig, kunne hans fortælle- og researchevner nemt bruges til programmet Sporløs. Selv samme program optræder også i den artikel, Hans har fået publiceret for en række år siden. I dag er den “online” på My-Pleasure.dk. Stort tak til Hans, som jeg overlader ordet til herfra.
Her har vi artiklens forfatter, Hans Kjær Jakobsen, som har skrevet de resterende – og gode – ord.
I en tid, hvor man nærmest kan få sit eget talk-show, hvis man har fået nye møbler derhjemme, fået et barn eller trænger til at få gjort rent, kan det naturligvis ikke undre, at TV-underholdningen også er kommet til at indeholde eftersporing af mere eller mindre ukendte slægtninge. Derfor har man i “Sporløs” på DR1 gennem en længere årrække kunnet følge den tårevædede genforening med forsvundne fædre og bortkomne brødre. Jeg må erkende kun at have set ganske få af udsendelserne, men i min familie er vi heller ikke så slemme til at gå rundt at blive væk for hinanden.
Alligevel har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, om ikke biler kan have de samme følelser? Delene er måske i sin tid pakket ud af de samme kasser, tilblivelsesprocessen har bestået i et naboskab på samlebåndet og fødslen (vejen ud af fabriksporten) har været den samme dato efterfulgt af fælles transport frem til det endelige aftagerland. Men derefter adskillelse, først ud til de enkelte forhandlere, og siden salg til slutbrugere, som hverken kan eller vil have noget med hinanden at gøre.
Den ene søster, som er i Hans Kjær Jakobsens varetægt
Måske ikke engang et ultrakort gensyn i form af passage af hinanden på landevejen. Her er noget, som Sporløs-folkene ikke har fået taget hånd om endnu. Men så må man jo selv i gang. Et er at finde frem til sin egen bils historie – når det er på plads kan man begynde at lede efter nære slægtninge, som måtte have overlevet.
Der blev i dette tilfælde tale om de to tvillingsøstre fra 1961 med chassisnumrene 3131727 og 3131733, og hvor der ligger attestation fra Citroën-museet i Paris for, at de begge har forladt fabrikken den 5. januar 1961. Herværende beskrivelse handler om, da de to endelig kunne mødes på landevejen. Forhistorien for 3131727 var mange års stilstand Gunnar Christiansen fra Vestermøllevej 21 i Viborg, men at bilen nu var blevet solgt til en liebhaver fra Rebild, som bestemt havde til hensigt at få den på plader igen. Nr. 3131727 er min egen, som jeg nu har kunnet føre mig frem i siden 1998 efter renovering hos John Stensgaard i Harridslev ved Randers. Den fremtræder i farven Rouge Estérel (AC 408) og indtræk i Gris Éléphant (elefantgråt). Min bil blev i sin tid solgt hos Citroën-forhandler Edvard Andersen i Horsens. Jeg har stadig såvel den originale kvittering som den originale instruktionsbog.
Historiske papirer
Den nye ejer af 3131727 Jørgen Neist Jørgensen, Nibevej 204 i Støvring, og han var i efteråret 2007 kommet så vidt, at bilen kunne blive indregistreret, så de 2 endelig kunne mødes. Kun visse detaljer som navkapsler, reservehjul, og den endelige slutrengøring resterede endnu, da mødet fandt sted søndag den 21. oktober 2007 i Viborg. Den porindelige farve ”Tyfongrå” (Gris Typhon – AC147) er endvidere blevet genskabt. En farve, der også står perfekt til de yderst velbevarede sæder i kongeblå (Bleu Royal).
Jørgen Neist Jørgensen
De 2 tvillingsøstre oplever ikke deres første gensyn i 46 år et tilfældigt sted. Det er nemlig foran de bygninger på Aarhusvej 21 (nu Gl. Århusvej), hvor Citroënforhandler Hans Sundstrup den 25. april 1961 overlod nøglen til den nyindregistrerede vogn til herreekviperingshandler Svend Rasmussen. Hvis man ser nøje efter på billederne, kan man så ikke ane en tåre i lygtekrogene?
Dobbelt udblæsning. Om tåren sidder foran eller bagved er ikke til at sige, men den er der med stor sandsynlighed.
Bygningerne står næsten uændrede fra dengang, og der har da også været solgt biler fra stedet lige indtil 2006, først gennem mange år under navnet FIAT-Specialisten, og senest som O.W. Biler. Det kunne blive en perfekt og historisk korrekt ramme om et dansk Citroën-museum, om nogen måtte have tid, kapital og entusiasme til at stable et sådant på benene. Der er indtil videre et andet museum, idet “Sortekunstens venner” har lejet sig ind med deres gamle trykkerimaskiner. Billigt vil det heller ikke være, som det er beliggende på en af Viborgs attraktive adresser med udsigt over Søndersø.
Når jeg ser dette foto, føler jeg – Klingenberg – mig velkommen.
Netop i 1961 havde Hans Sundstrup 25 års jubilæum som selvstændig autoforhandler og blev i den forbindelse interviewet til Viborg Stifts Folkeblad. Der skal her bringes et uddrag af artiklen, som blev bragt i avisen den 13. juli 1961:
”Sundstrup, der er født i Viborg, kom i mekanikerlære hos Philipsen & Co. I et par år efter endt læretid arbejdede han i København, og da soldatertiden var overstået, vendte han tilbage til Viborg, hvor han den 15. juli 1936 overtog et værksted og en benzintank, der nogle år forinden var blevet indrettet i Chr. Riegels Fabrikkers tidligere hestestald, Aarhusvej 21. Stedet blev udvidet i 1937 og igen i 1943, og det fremtræder i dag som et tiltalende hele og en driftig virksomhed med en kundekreds, hvis køber- og køreinteresse samler sig om Fiat og Citroën.
– Hvad mener en bilmand, der har været med i 25 år, om branchens udvikling?
– At den har været fuldstændig fantastisk, og at den er nået så vidt, at den kun lader sig standse af en krig. Det er jo sådan nu, at man faktisk ikke kan leve uden en bil. Jeg mener ikke, at folk er blevet totalt forblindet af teknik og velfærds-levefod, men at ønsket om egen vogn først og fremmest er et udtryk for ethvert menneskes trang til at være uafhængig. Når selv en så udpræget ubehagelighed som den høje omsætningsafgift ikke kan afholde folk fra at investere deres midler i biler, må det være, fordi ønsket om egen vogn ligger meget dybt.
Minimalisk? Ja. Men “designet fungerer i den grad.
– Køberpublikum´et er ikke det samme, som da De startede?
– Absolut ikke. For 25 år siden var luksusbegrebet endnu fast knyttet til bilkørsel, og bilisterne var folk i de solidere indtægtsklasser. Nu er der vist ikke længere nogen, der vil kalde det at have en bil for luksus. Vognen anerkendes som en nødvendighed, og det stigende behov for biler, som er vokset frem af denne indstilling og af den økonomiske udvikling, er resulteret i de mange små og forholdsvis billige vogne, som man ikke behøver de store indkomster for at have råd til at købe og køre i.
Efter alt at dømme vil de små vogne komme til at betyde stadig mere i de kommende år. Begrebet ”andenhåndsvogn” er velkendt i Amerika, og jeg tror ikke, den tid er fjern, da mange ægtefæller også her i landet vil kunne se både en økonomisk og en praktisk fordel i at have to mindre vogne i stedet for én stor. Efterhånden som trafikken bliver tættere og parkeringsbesværet tiltager, vil fordelen ved de mindre vogne blive yderligere understreget.”
Det er muligt, at andenhåndsvognen ikke kunne være en økonomisk mulighed, men sikke et par, de ville have været på samme matrikel.
Så sandt så sandt – Sundstrup kunne godt se trækkene i trafikudviklingen. Men i 1968 flyttede Citroënforhandlingen til Overlund-bydelen, hvor Erik Frandsen stadig har en veldrevet forretning på Randersvej 51.
Efter at have fået hilst på sin tvillingsøster var det som min Citroën ID19 blev grebet af et humør på vejen, som man ikke uden videre kan tage for givet hos en bil fra 1961!
De to kvinder foran stemningsfuld og bygning med historisk vingesus.
Mere Citroën? Så besøg kategorien her
