Er du klar på en verdensnyhed? Godt. Det handler om ure. Nærmere bestemt et dykkerur, som “kan noget de andre ikke kan”. Uret er hos de danske forhandlere i næste måned og er blevet navngivet Oris Aquis Depth Gauge. Du får hele to videoer i dagens indlæg – fordi Oris kan.

Oris Aquis Depth Gauge i fuld figur og med gummirem
Selvom du måske ikke kommer helt ned på 500 meter på din næste bade- eller dykkerferie eller i bruseren, så er det altså, hvad den nye klokken kan tåle af dybder. Begynder vi med det ydre, så er det safirglasset, der melder sig som første “basse” – glasset er 50 procent tykkere end, hvad man vanligt finder som safirglas på dykkerure, forlyder det. Langs glassets kant har man været snedig og udfræset en rille, som har et indløb ved klokken 12 markeringen – her løber vandet ind og fortsætter mod urets retning for at slutte omkring klokken et og to markeringen. Man har selvsagt forseglet overgangen mellem glas og urkasse, så vandet ikke løber ind i “maskineriet”

Indløb ved klokken 12
Når en dykker tager turen mod havbunden bliver luften i glassets kanal trykket sammen af det omgivende vandtryk, og vand kan løbe ind i kanalen. Vandindholdet i glaskanalen ses tydeligt på farveskiftet fra lyst til mørkt, og på den neon gule skala langs urets inderste krans kan man aflæse den aktuelle vanddybde. Ganske fikst. Faktisk så fikst, at Oris har valgt at patenterede modellen, fordi det er det første moderne dykkerur, som måler dybde ved at lade vand trænge ind i uret.

Omend det er lidt småt, så indikerer vandet i “kanalen”, at vi er på fem meters vand her – se fotoets nederste, venstre hjørne.
Vi lader teknikken ligge for et øjeblik – der er nemlig skabt en herlig video til uret, som du kan se her…
Som du måske så, så slår Oris sig på “Real watches for real people”, og det stemmer nu ganske fint overens med virkeligheden. Se nu bare Oris ambassadøren Carlos Coste, som herunder slår en ikke helt uvæsentlig rekord…
Hvis du tænker, hvad Oris er, så er det – ganske kort fortalt – et schweizisk hus med over 109 år på bagen. Med uret her, får du “noget”, der tåler heftigere dybder end for eksempel en Rolex Submariner. Nuvel – Oris modellen har ikke samme historik, som førnævnte, men prisen er også en anden. Uret kan komme til at sidde på dit håndled for 23.600 kroner.

Skiven i close-up
Mere fakta? Endda direkte fra presseskrivelsen? Værsgo!
- Automatisk Oris urværk nr. 733 med datovindue ved klokken 6
- Massiv rustfrit stål ur-kasse med vandtæthed til 50 bar/500 meter
- Drejekrans med sort keramisk indlæg, minutskala og dybdeskala
- Safir glas, der er hvælvet og udstyret med antirefleks belægning på begge sider og en smal fræset kanal i yderkransen til brug for dybdemåling
- Stærk gummirem og massiv rustfri stål lænke til at skifte mellem
- Vandtæt æske med ekstra rem og værktøj
Prisen bliver 23.600 kroner.
Følg My Pleasure på Facebook her