Home EkviperingGrej & grooming Ragnar R. Jørgensen – en formgiver taler ud om smykker

Ragnar R. Jørgensen – en formgiver taler ud om smykker

by Nicolai Klingenberg

Fra tid til anden har det handlet om smykker. Til mænd. Diskussionen har været “heftig”, men da jeg blev kontaktet af Ragnar R. Jørgensen, opstod der en dialog. En dialog om smykker, men så sandelig også om stolthed, eftertanke, arv, traditioner og meget andet. Det er blevet til et interview, der har gjort indtryk på mig – og som har sat nogle tanker i gang. Derudover søger han en… Nå, det kan du selv læse herunder. Tag godt imod Ragnar.

Han har en mening om smykker - både til mænd og kvinder. Bliv meget klogere i interviewet...

Han har en mening om smykker – både til mænd og kvinder. Bliv meget klogere i interviewet…

Ragnar – du er tosset med at skabe smykker, og du satser også på mænd, men hvordan kom du i gang?
– Jeg begyndte med guldsmederiet i 1990, og i 1999 henvendte jeg mig til Georg Jensen med et forslag til en herrekollektion.  Den blev ekstremt vel modtaget af virksomheden, men solgte desværre ikke særligt godt. I 2004 designede jeg min 2. kollektion for Georg Jensen, som blev døbt Victory, og den solgte til gengæld utroligt godt. Victory kollektionen blev desuden reelt startskuddet på herresmykketrenden globalt. Efter Georg Jensens lancering af Victory sprang alle brands med på vognen og jeg mener vitterligt alle, og der var slet ikke et marked til alle de herresmykker.

Et sæt manchetknapper med blomstermotiv behøver ingenlunde at være "feminint". Her er det fra Ragnars egen kollektion

Et sæt manchetknapper med blomstermotiv behøver ingenlunde at være “feminint”. Her er det fra Ragnars egen kollektion

Kan du fortælle lidt om, hvorfor du mener, at mænd bør gå med smykker?
– Nu skal jeg passe på, at jeg ikke ødelægger det for mig selv, men personligt går jeg med bæltespænde, manchetknapper, brystknapper, frakkeskjold til både frakker og habitter og sidst, men ikke mindst ceremonielle ringe. Jeg går ikke med ring til daglig, men jeg synes, det er klædeligt for en gentleman at have en personlig og smuk ring. Vedhæng er overhovedet ikke noget for mig, men jeg synes, det klæder mange yngre mænd. Armbånd er ekstremt populære blandt rigtigt mange mænd, og da jeg designede min Victory serie for Georg Jensen, var ét af smykkerne i kollektionen da også en armring. Jeg er dog ikke selv typen til at bære den slags, og de mange armbånd, der er på markedet, er unægtelig meget modebetonede.

Så enhver mand bør – efter din mening – som minimum have”¦?
– Uret er selvfølgelig det ultimative mandesmykke. Ud over det, er det manchetknapper og bæltespænder. Smykker er selvfølgelig tæt forbundet med den påklædning, man vælger og ikke mindst den måde, hvorpå man kombinerer tøj og smykker. Jeg vil gerne være fræk og sige, at alle danske mænd burde eje et kjolesæt, og der til skal man bruge brystknapper, manchetknapper og eventuelt et lommeur med urkæde.

Du skaber både større produktioner, men også særopgaver – hvad har du lavet?
– Unikaopgaver fylder mere og mere, og i dag er ikke mindre end 9 ud af 10 af mine kreationer helt unikke.  Som oftest kommer de store unikaopgaver fra mænd, som ønsker at få fremstillet noget helt unikt til sin kæreste eller hustru.  Forlovelsesringen er det mest almindelige, og som regel er det også den første store og velovervejede smykkegave, en mand investerer i.  

Mænd er også begyndt at komme på egen hånd og bestille ringe uden at skulle giftes. Det er oftest herrer, der ønsker at vise sin karakter og på forhånd har en idé til udseendet. Jeg har været heldig ved, at et par kongehuse har bedt mig fremstille unikke smykkegenstande af meget personlig karakter.  Jeg ønsker ikke at uddybe til hvem og hvad, jeg har fremstillet, da fortrolighed er en vigtig del af mit arbejde, men forløbet har hver gang været utroligt behageligt.

Love is in the... cuff.

Love is in the… cuff.

Den bedste oplevelse jeg har haft i flere år var, da en dansk adelsmand sidste år kom og bad mig fremstille et unikt hårsmykke til sin forlovede.  Hårsmykket skulle være udformet som familiens adelsvåben. Det blev en særdeles behagelig oplevelse – ikke kun på grund af selve opgaven – men lige så meget på grund af processen som helhed, og ikke mindst på grund af kundens behagelige væsen og gode manerer.  Det var en uovertruffen fornøjelse at designe et unikt smykke, i fællesskab med kunden, og hele processen inklusiv fremstillingen tog otte måneder. Resultatet blev et hårsmykke bestående af fem dele i palladium, med perler, diamanter og rosakvarts, som også kan bruges som vedhæng og broche. 

Samarbejdsaftaler med større brands såsom Holland & Holland er også en realitet…?
– Mit samarbejde med Holland & Holland er unægtelig dét, som glæder mig mest. Her får jeg lejlighed til at bygge bro mellem mine højt forædlede kreationer og min passion for jagt og natur. Jeg arbejder lige nu på min anden og tredje serie af accessories for dem.  Hver del af processen er en sand fornøjelse!

Hvad bør den danske mand blive bedre til, når det kommer til smykker?
– Jeg synes der er alt for mange ”pop-smykker” blandt mænd.  Herresmykker skal være statements – og må helst ikke blive til ren pynt.  Hvis en mands værdier er flygtige og uden vægt, skal han endelig holde sig til ”pop-” og modesmykker, men om han er en rigtig mand, synes jeg, at han skal bære smykker, der symboliserer hans værdigrundlag, herunder; historie, kultur, familie og personlige værdier og dermed ikke følge samfundets overfladiske modestrømninger, med mindre man er en rigtig påfugl, hvor ”more is more”. Til gengæld må herresmykker gerne være humoristiske, men også dér skal det være på baggrund af et bevidst valg.

Metropolis er navnet på disse manchetknapper. Du finder i øvrigt flere fotos på Ragnars hjemmeside via linket længere nede.

Metropolis er navnet på disse manchetknapper. Du finder i øvrigt flere fotos på Ragnars hjemmeside via linket længere nede.

Hvilket ædelmetal er det mest oversete eller spændende i din verden?
– Platin! Platin er ”gudernes metal”, men få kender det, og endnu færre vil betale for det. Vi har fremstillet hvidguld for at få et billigt substitut for platin, men det er reelt ikke noget ægte substitut, da hvidguld mangler alt det, platinet har. Her tænker jeg på vægten, renheden og de metalliske egenskaber, der gør det helt unikt. Det tager cirka 50 % længere tid at fremstille et smykke i platin frem for hvidguld, da platinet er mere krævende at bearbejde. Jeg har dog heldigvis jævnligt smykkeopgaver i platin og har derfor også stor ekspertise med at forarbejde smykker af platin.

Slutteligt – hvilke tanker gør du dig, når du skaber noget, der muligvis skal gives videre i generationer?
– Ægthed og ærlighed. Der er intet som kan ”rumme” affektionsværdi på samme måde som smykker. Derfor skal kunden se indad og tænke over, hvem han eller hun er, eller hvem modtageren er. Det bliver for mange en proces, der fører til selvransagelse og refleksion. Resultatet bliver selvfølgelig noget langt mere værdifuldt, når man har ”fyldt” smykket med omtanke og personlighed.

Oblique hedder ringen her, der med garanti har vakt glæde...

Oblique hedder ringen her, der med garanti har vakt glæde…

 

For mit eget vedkommende betyder det meget, at de smykker, som skal kunne rumme høj affektionsværdi også er lavet in-house af rigtige håndværkere. Det hele skal have en samhørighed fra den første streg, til når det færdige smykke præsenteres for kunden. Jeg synes, det er synd at gå ned til en tilfældig butik for at købe et personligt smykke og være helt ignorant over, hvor og af hvem det er fremstillet. Vi taler ikke om møtrikker eller noget fra en 10’er butik, uden om et arvestykke, som man ønsker at give videre til næste generation. Det samme gør sig for øvrigt gældende med andre personlige smykker, såsom forlovelsesringe og vielsesringe. Jeg er overrasket over, hvor mange der går ned og udvælger et smykke fra en af Københavns førende smykkebutikker for at få et smykke produceret på en eller anden fabrik i et ukendt land – og oven i købet til en højere pris end, hvad en dansk guldsmed kan gøre det for. Og jeg synes det er ærgerligt for brudeparret, at de ikke kender hele processen, og derved får en ’stangvare’ som symbol for deres ægteskab.  Af samme grund får ganske mange kvinder lavet deres forlovelsesringe om. Mændene skal helt sikkert tage sig sammen og gøre det rigtigt.

Tre hurtige til Ragnar:

Hvad byder dit efterår på?
– En masse arbejde og en masse jagt.

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Ja, den er nem! Juleaften med min familie i mit barndomshjem i Skåne. Andenstegen serveres i spisestuen på musselmalet porcelæn og spises med Bernadotte sølvtøj, og der drikkes af gamle Holmegaard glas. Nu, hvor jeg kan dele oplevelsen med mine egne børn, bliver den kun større og bedre og mere ”hellig”. Alt forenes denne aften; tradition, kultur, historie, tro, familie og det æstetiske går op i en højere enhed. Der er intet måltid der kan sammenlignes med dette, og jeg er lige taknemmelig hvert år. 

Hvad drømmer du om for tiden?
– At finde en dygtig direktør, der kan styre administrations- og økonomisiden af min smykkevirksomhed, således at jeg kan fokusere på alt det andet.

Manden det hele handler om i dag: Ragnar R. Jørgensen

Manden det hele handler om i dag: Ragnar R. Jørgensen

Besøg Ragnars hjemmeside her – der kan du også kontakte ham, hvis nu du blev inspireret til et direktørjob eller et unikt smykke…

My Pleasure huserer også på Facebook – kig med her

 

 

You may also like

1 comment

Ellgaard Ravn 6. november 2014 - 19:24

En særdeles hyggeligt personlighed. Havde fornøjelsen at bo ovenpå et af hans tidligere kontorer/værksted. Han var så behjælpelig at lave vores vielsesringe, fantastik arbejde. Skal helt klart bruge ham igen til andet arbejde.

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk