Home Living Bo Benzon – manden bag Arkitekturministeriet

Bo Benzon – manden bag Arkitekturministeriet

by Nicolai Klingenberg

I mine teenage-år stødte jeg jævnligt på Bo Benzon. Vi boede ikke langt fra hinanden, og vi havde en række fælles venner. Dengang havde ingen af os den fjerneste idé om, at vi omtrent to årtier efter første møde skulle støde på hinanden på en beværtning i København og sætte skub i det, du herunder kan læse. Du kender måske ikke Bo, men jeg er ganske sikker på, at du har set en eller flere af hans kreationer.

Det er denne gode gut, vi skal blive klogere på i dag. Tag venligst godt imod Bo Benzon

Det er denne gode gut, vi skal blive klogere på i dag. Tag venligst godt imod Bo Benzon

Bo – du er en kreativ mand, men hvad laver du helt bestemt?
– Ja, jeg laver efterhånden lidt af hvert, men er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole på Holmen i København i 2007 efter også at have studeret et semester på arkitektlinjen på RMIT (Royal Melbourne Institute of Technology) i Australien. Derefter har jeg cirka 4½ års erfaring hos tegnestuen PLOT og BIG – Bjarke Ingels Group. I januar 2008 startede jeg mit eget firma Arkitekturministeriet.

Vi har eksisteret i seks år og opererer indenfor felterne arkitektur, design, kunst grafik, indretning, byplanlægning, forskning og events. Vi har inden for den mindre skala indrettet utallige natklubber, restauranter, butikker og private hjem samt lavet scenografi til musikvideoer, tv-programmer, modeshows og festivaller. Derudover deltager og bidrager vi til udviklingen og udformningen af byrummets potentiale i det daglige liv og udfoldelse gennem diverse projekter og konferencer.

Vi har fundet en niche i markedet, hvor vi står for de fleste led i et projekt. Altså fra idé over tegning og produktion til færdigt arbejde og har på en måde fjernet mellem-manden, om man så må sige. Vi har ved hjælp af en CNC-fræser øget produktionen og mulighederne. Det skaber effektivitet og en besparelse af omkostningerne til glæde for alle parter i processen. Der arbejdes ud fra devisen om, at med den rette tankegang er det muligt at skabe det meste; alt fra en teske til et højhus over noget der til tider slet ikke er målbart i højde, drøjde og tyngde. Vores horisont er altså bred, og fokus er noget, vi bruger som et middel til at opnå en stærk identitet i ethvert projekt. Vi gør meget ud af at alt hvad vi laver har en original eller abstrakt tilgang, hvor der tænkes anderledes og ofte helt ud af boksen.

Fernet produktion

Fernet produktion

Musik og musikere spiller en væsentlig rolle på arbejds CV’et. Hvordan kom du ned ad den sti?
– Jeg har igennem mange år haft en del venner og bekendte indenfor musikmiljøet, både musikere og dem bag scenen og rent fagligt kulminerede det i 2011 gennem et samarbejde med min gode ven Martin Skovbjerg. Martin er uddannet dekoratør og har de sidste mange år, udover at være Dj (Er Du Dum Eller Hvad) og produceret musik, også skabt sig en karriere indenfor produktion i sit eget firma Finland Production Design samt Instruktion i firmaet SaunaCigar, som han har sammen med en anden god ven Jacob Møller. Vi havde i længere tid drømt om at lave noget sammen og teamede så op i efteråret 2010 og pitchede på alt, hvad der kom i vores fælles turban af både indretninger, scenografier osv. På det tidspunkt havde Martin allerede lavet et par video-projekter i SaunaCigar og som dekoratør for fotograf og instruktør Michael Sauer Christensen fra Gaucho film, som vi efterfølgende kom til at arbejde meget sammen med i 2011. Vi var heldige at få stort set alle opgaverne, vi havde pitchet på, og vi gav den så meget gas i det første år, at vi vel nåede at lave scenografi til ca. 10-15 musikvideoer og tv produktioner for blandt andre Burhan G, KATO, Infernal, Medina, Outlandish, Spleen United, Waqas, Nik & Jay, Sisse Marie, Suspekt og Zulu Awards. Vi kaldte os AMPD – Architecture Ministry Production Design. En sammensætning af vores to firmaer. Vi tog efter 2011 en faglig pause og fortsatte med vores respektive firmaer, hvis veje stadig krydses omkring diverse projekter.

On the job

On the job

Siden har vores kundeliste egentlig bare vokset derudaf: Carlsberg, Tuborg, Somersby, Cykelbanditten, AIAIAI, Hooha, Soulland, Cityfellaz, Hvass&Hannibal, Hummel, Immergut, FCK, Galleri V1, Thinkhouse, Building Green Messen i Forum, Vega, Simons, Artrebels, WoodWood, Norse Projects, Adidas, Copenhagen Records, FakeDiamondRecords, Very, Advice, Red Bull, Roskilde Festival, Copenhell, TrailerPark, Strøm, RAW, samt div. kommuner.

Herudover har vi lavet Modestande i Berlin og Hotel indretninger i Val Thorens (Carlsberg) og Val D´Isere (Coca-Cola).

Der er umiddelbart langt fra musik til interiør, men I har fingrene i begge dele. Hvorledes er sammenhængen?
– Som Arkitekt og kreativt tænkende ser vi ikke vejen så lang, som man skulle tro. I vores verden hænger det meste sammen, så længe idéen er god nok. Interiør til en forretning, en restaurant eller en festival er altså ikke så langt fra scenografien til en musikvideo, som i bund og grund også er en indretning – bare i endnu mere midlertidig grad. Ligesom kompositionen af musik består af detaljer, helheder og en hel del kundskaber, gør det meste andet skabende jo i bund og grund det samme; det er oftest bare et spørgsmål om skala og perspektivering.

Nik & Jay reference

Nik & Jay reference

Hvad er jeres spidskompetence?
– At skabe anderledes og originale funktionelle designs med et æstetisk fokus og bæredygtig præcision. Derudover at tænke abstrakte og visuelt gode koncepter til både ude og inde.

Det er de farverige sager, Bo & Co. står bag.

Det er de farverige sager, Bo & Co. står bag.

 

Og den mest krævende opgave til dato?
– Vi har haft en del heftige Roskilde festivaller med mange projekter og op til 50-100 mand på i seks uger til et par af dem. Men som enkeltstående projekt må det være indretningen af Københavns Rådhushal i forbindelse med COP15 i 2009. Et fire dages topmøde med borgmestrene fra de 100 største byer i verden heriblandt Arnold Schwarzenegger og Richard Branson. Det var vildt at se efterretningstjenester fra det meste af verden gennemgå hele vores design og indretning inden topmødet kunne gå i gang. Ritt Bjerregaard kaldte det for det største projekt i mere end 30 år i Rådhuset, og at vi var de mest professionelle, de endnu havde arbejdet sammen med, hvilket var et selvtillids-boost af dimensioner, da det faktisk var mit første rigtige projekt efter jeg stoppede på BIG.

Et flittigt øjeblik

Et flittigt øjeblik

Hvordan ville en drømmeopgave lyde?
– Vi har faktisk lige været meget tæt på en stor drømme opgave, men som desværre gik i vasken, da stedet skiftede ejer, inden vi kom rigtig i gang. Det drejede sig om en total ny-indretning af Big Bowl i Valby til flere millioner kroner. Stedet, hvor alle har været, men også elsker at hade. Stedet kører med stort underskud i deres restaurant, og bowlingdelen holdes kun kørende af julefrokostarrangementer og lign. At kunne have ændret hele det steds karakter og udtryk og skabe et helt nyt sted, som både de lokale, de udefrakommende og ens egen bekendtskabskreds ville elske, kunne have været rigtigt stort. Vi havde gang i nogle vilde Big Lebowski referencer med et dertil spraglet nordisk industrielt look og en masse state of the art tiltag, for at binde bowling og restaurant bedre sammen, med bla. rullende bowling kugler i loftet af restauranten, samt en åbning af facaden ud til det bagvedliggende parkeringshus,

Skilte i alskens former. Et referenceskud om du vil.

Skilte i alskens former. Et referenceskud om du vil.

Hvad roder I med for tiden?
En del nye spændende projekter og messer, samt første optagelser til et nyt tv-program vi har lavet scenografi til, samt en hel del customized reoler og indretninger til private hjem, herunder en tagterrasse på Frederiksberg med tilhørende customized terrasse lounge-møbler.

Det er reolen i baggrunden, du skal have fokus på...

Det er reolen i baggrunden, du skal have fokus på…

Tre hurtige til Bo:

Hvad brugte du dit efterår på?
Lidt indretning i min egen lejlighed samt en fuld gennemgang af min forretning på det praktiske plan. Nå ja, og så lige et par ture til Madrid og Istanbul med FCK, samt en Gletscher tur til Sölden i Østrig, og så påbegyndte jeg renoveringen af min båd.

Hvad sidder der på dit håndled?
Et armbånd fra Blickfang Design-messen i Øksnehallen oven på en tatovering hvor der står: 1 4M 7H3 4R[H173[7 (Leet Speak kodesprog for I AM THE ARCHITECT) – Mit Sportura Chronograph er til reperation…

Hvad drømmer du om for tiden?
At få en masse af vores interiørprodukter ud til designbutikkerne i norden og måske resten af Europa, samt snart få gang i det fitness.dk-kort, jeg hentede for mere end to år siden….

Besøg Bo her eller skriv til ham på bob@ampd.dk

My Pleasure findes på Facebook lige her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk