I Amerika er der folk, som slår sig på at være “actor slash model”. I Danmark har vi Ulrich Thomsen, og han er hidtil anerkendt som skuespiller. Nu er han også blevet model, og det hilser jeg velkommen. Hvorfor? Fordi han er cool. Og en dygtig mand. Faktisk siger klæder ham ikke al verden – til gengæld sidder Matinique kollektion aldeles pænt på ham.

Voila! En dansker med internationalt islæt i dansk tøj med… internationalt islæt. Foto: Jonas Bie
Lad mig – som jeg har det med at gøre – begynde med en lille anekdote. Vi skal tilbage til medio 90’erne, hvor jeg brugte tiden på at gå i gymnasiet. Af og til skulle der handles klæder for de opsparede penge fra fritidsjobbet. Et køb, jeg skræmmende nok stadig kan huske, bestod af en trøje. Den var lysebrun – nogle vil måske kalde den beige – med tre-fire sorte striber og en V-hals. Den var fra Matinique. Og jeg var glad for den. Omtrent samtidig debuterer dagens model (ordet dressmand lyder langt bedre) i filmen Nattevagten.

Sættet til “den moderne mand”. Foto: Jonas Bie
Vi springer til nutiden, for det er her, det bliver interessant. Ulrich Thomsen lægger nemlig krop og ansigt til indeværende års spring-summer kollektion. Et træk jeg vender tommeltotten op for. Her er tale om en mand, der ligner en mand, og stilen er “ærlig” – her ses rynker og skægstubbe, og Thomsen beskrives som en mand, der ærligt indrømmer, at han ikke går al verden op i mode, frem for at vi kunne blive præsenteret for en androgyn model, der i øvrigt kan oplyse, hvor meget Matinique betyder (og i øvrigt altid har betydet) for vedkommende.

Duck face? Not so much. Foto: Jonas Bie
Ulrich Thomsen fyldte 50 år i december og kan for tiden ses i serien Banshee, som jeg har til gode. Thomsen kan ses som en repræsentant for den moderne mand, som beskrives således af Matinique: “Han går på arbejde i velsiddende jakkesæt med skarpe hvide skjorter, mens hans fritidsgarderobe udgøres af jeans kombineret med t-shirts (red.: T-shirts) og afslappede blazers eller chinos med skjorter og klassiske merino-striktrøjer.” Passer du ikke 100 % på den beskrivelse, er der dog – efter min mening – ingen fare for, at du er umoderne.

Dikkedar-fri hvid skjorte
I øvrigt forlyder det således om Matinique i nyhedsskrivelsen:
Stiftet af Niels Martinsen i 1973 i København
Leverer stilfulde kollektioner til den urbane mand, der sammensætter det formelle med det casual og værdsætter kvalitet med prismæssig tilgængelighed.
De flotte skud er i øvrigt taget af den danske fotograf Jonas Bie.