Var det noget med at leje en villa? Det er nemlig således, at jeg huserer i København for tiden, og den nuværende lejer af huset i Fredensborg har fået mulighed for at rykke ud før tid. Dermed er det herlige hus til leje. Og til en ganske fornuftig pris. Hvad boligen rummer, hvad der kan lade sig gøre og så fremdeles, kan du finde ud af i dagens skrivelse.

Den herlige have. Og den er nem at holde.
Det praktiske først. Der er omtrent 156 ledige kvadratmeter. Disse herlige meter byder på entré, bryggers, køkken-alrum, børneafdeling med for-stue og to værelser. Derudover finder du en fin lang, stue, to badeværelse og et forældresoveværelse. Der er gulvvarme i bryggers, entré, køkken og badeværelser. Og brændeovn. Nuvel.

Køkken-alrum

Stuen – set fra køkken-alrum og ned mod soveværelset

Og køkken
Huset ligger på en ugeneret grund. Der er have på begge sider af huset. Og du kan komme ud til haven fra tre forskellige døre i huset. Du kan desuden nyde udelivet på den store terrasse, der er delvist overdækket. Når foråret nærmer sig, kan du ligeså vel overtage ritualet med at åbne en flaske kølig vino eller bobler, mens du fyrer op i grillen.

Overdækket terrasse

Flisebelagt terrasse på husets bagside
Er du bilejer, parkerer du lige foran hoveddøren og bryggerset i en integreret carport. Herfra er der også adgang til anneks.

Indkørsel og carport
Spekulerer du over, hvad der ligger i nærområdet? Fredensborg Slotspark. Og Esrum Sø. Fantastiske løjer, hvis jeg må have lov. Der er cirka 250 meter til “parken”, og turen rundt i løbesko er fem kilometer. Du kan bade i søen. Og fiske. Derudover finder du en Fitness World, talrige indkøbsmuligheder, en lille gågade og et par spisesteder. Eller hvad med en golfbane? Eller en roklub?

Kontor eller for-stue til børneværelser

Soveværelse

Et af de to badeværelser
Vejen er i øvrigt blind, og for enden af vejen ligger der et stisystem, som fører dig til skov og daginstitutioner. Og så er folk nok så rare.

Et af de to børneværelser
Huset kan overtages fra den 1. april. Lejen er 13.500 kroner inkl. vand. Der medfølger diverse remedier, som gør livet endnu bedre – gasgrill og haveredskaber for eksempel. Der kan godt blive tale om et lille nedslag i lejen, hvis du er rar.

Hele molevitten
Kort og godt:
156 m2
Et plan – to badeværelser
Opført i 1986
Leje: 13.500 kr. pr. måned inkl. á conto vand
Apparater: Gasgrill, kogeplade, emhætte, ovn, mikro-ovn, opvaskemaskine og vaskemaskine.
Yderligere info: nk@my-pleasure.dk
Du må virkelig gerne dele indlægget, så hytten kan blive beboet af nogle rare folk hurtigst muligt.