Indrømmet. Fra tid til anden har jeg en stor lyst til at skrive ud i det blå. Altså ikke ordene “Ud i det blå”, men nærmere noget fiktivt. Måske en novelle eller et fiktivt portræt. Andre gange skyder jeg nogle motiver med mit kamera, som jeg gemmer til “noget særligt”. Dette særlige kunne meget vel være nu, for en ven og jeg har taget initiativ til et nyt medie, som er døbt Bladr. Og du er inviteret til at bidrage.

Et tilfældigt sted i København en helt tilfældig nat. Et foto, der er skudt til Bladr
Det begyndte med en dialog i indbakken på Facebook. Det omhandlede noget i retning af, “Om vi ikke skulle lave noget kreativt”. Dialogen gik mellem Nis og jeg, og vi er nået et fint stykke vej. Vi har på intet tidspunkt talt sammen. Kun skrevet.

Jeg gætter på, der gemmer sig en god historie bag det foto…
Nu kommer du forhåbentlig i spil, for jeg er ganske sikker på, at du har noget, der kan bruges. Det er valgfrit at deltage, men hvis jeg ikke tager meget fejl, så ligger du måske inde med et digt, en novelle eller nogle ord, som du kunne tænke dig at dele. Det kan også være en tegning, noget illustrativt eller sågar et foto. Vigtigst er, at du har lyst til at dele din kreation. Om du vil være anonym eller ej, vælger du selv.

Grafik – og husk nu, at du også kan bidrage
Idéen er simpel. Vi laver et tabletmagasin i første omgang. I dette medie skal kreationerne vises frem – ord såvel som fotos, tegninger og illustrationer. Det bliver pænt, for Nis Klamer er grafiker og kan et og andet. Se blot de mock-ups (ej at forveksle med fuck-ups), der er lavet i dette indlæg. Det er omtrent stilen.

Du kan selv vælge, om du sender tekst eller foto – eller begge dele, der måtte hænge sammen
Når mediet er færdigt, vil det være gratis at downloade, læse og dele. Målet? At vise alt det, vi har på lager, eller endnu ikke har kreeret, men som vi ved, vi ligger inde med på enten harddisk, telefon eller i hjernen. Når vi har sager nok, smider vi herligheden – altså Bladr nr I – ud til alle dem, måtte have en interesse i at læse og bladre i det virtuelle magasin. Kvit og frit.
Hvem ved, om nogen opdager dig – hvis du ønsker det altså. Det kan være vejen frem til en bog, en opgave eller en udstilling, men dit bidrag vil med garanti sætte noget i gang hos andre. Og vi linker selvsagt til dig eller dit site.

Tipsy postkasse
Stikord? De kommer her. Foto, maleri, illustration, ord, digt, novelle, tanker, lir, løjer, fest, sorg, radering, streger, collage, dialog og
Er du frisk? Det er vi glade for. Du må meget gerne sende dit bidrag nu til nk@my-pleasure.dk – skriv Bladr i emnefeltet.

Det tegner da aldeles udmærket
Du må endelig dele opfordringen med andre – og kender du en, der er topegnet som bidragyder, må endelig tippe vedkommende.
2 comments
Det ser godt ud! Godt projekt!
Mange tak! Satser på en fin succes.