Home Living Mikas Emil – den ene af de to bag Kaksi bordet

Mikas Emil – den ene af de to bag Kaksi bordet

by Nicolai Klingenberg

Design kan være mange ting, men i dag er design Kaksi. Kaksi er et bord, som to danske gutter står bag. Mikas Emil er den ene, og han gør os i dag klogere på bordet, navnet, tankerne bag – og om design – men også om fremtiden, funktion og drømme.
Mikas – du og din ven Christian har netop designet et bord. Kan du fortælle lidt om idéen?
– Christian og jeg er begge uddannet fra arkitektskolen i København. Vi har efterfølgende arbejdet sammen om flere projekter og konkurrencer. Christian havde arbejdet på et bord i længere tid, men var gået lidt i stå, så han spurgte, om jeg havde nogle ideer til at videreudvikle bordet. Efter vi havde brainstormet på hans tidligere ideer, kom vi hurtigt frem til nogle nye materialer og udtryk, som kunne være spændende at arbejde hen imod – og nu står vi så med bordet Kaksi.

Det skal fejres med en video!

Kaksi table from mikas emil on Vimeo.

Der er med andre ord tænkt på multifunktion. Hvordan kan det udvikle sig fremadrettet i jeres designstudie?
– Jeg håber på, at bordet vil vække opmærksomhed på grund af sit simple design sammenkoblet med sit funktionelle behov. Min grundtese er, at funktion skal danne designet ud fra et givet behov, og dermed dannes det bedste design. Jeg håber derfor også på, at jeg fremadrettet kan løse mange kommende designudfordringer. Jeg sidder på nuværende tidspunkt og arbejder på flere designprojekter, hvor det igen er med udgangspunkt i et behov. Et af projekterne er en ny serie havemøbler, som er igennem den helt store optimeringsmølle, som jeg glæder mig meget til at vise frem.

I fuld flor - til møde, arbejde eller hvad der nu måtte kræve plads

I fuld flor – til møde, arbejde eller hvad der nu måtte kræve plads

Rent praktisk – hvor lang tid har bordet taget at udvikle?
– Uhh, der rammer du lidt et ømt punkt, for det har taget lang tid. Det har taget omkring seks måneder at udvikle idéen, tegne og skrive diverse ansøgninger, og så har det taget tre måneder at bygge prototypen.  Vi var så heldige at få stillet et tre måneders ophold til rådighed på Statens værksteder for Kunst, og med støtte af Otto Bruuns Fond kunne vi eksperimentere med forskellige materialer. Her arbejdede vi blandt andet med forskellige træsorter, og vi eksperimenterede meget med bordpladen, så den kunne blive både stabil og så tynd som muligt.

Lur på den geniale opbevaringsplads

Lur på den geniale opbevaringsplads

Og hvor kan man købe det?
– Bordet er endnu ikke tilsalg, da vi er i gang med at finde den rigtige producent sammen med Teknologisk Institut. Men hvis man simpelthen ikke kan vente, er man velkommen til at sende os en mail på mail@mikasemil.dk, og så holder vi dig opdateret omkring, hvor og hvornår man kan få fingrene i det. 

Hov – navnet Kaksi, betyder to på finsk, og er bordets navn”¦?
– Ja, det er rigtigt. Navnet kommer af, at bordet har to funktioner: Når det er foldet sammen, kan det bruges som arbejdsbord med tillægspladerne som hylder, og når det er foldet ud, kan det bruges som spisebord.

Det er sgu ganske simpelt og fint fikset, hvis du spørger mig

Det er sgu ganske simpelt og fint fikset, hvis du spørger mig

I løser dog også andre opgaver – hvad går det ud på?
– Jeg laver mange andre opgaver – alt fra visuel identitet, koncept og udførsel. For eksempel indretningen af restauranter, natklubber og butikker, som er noget, jeg har lavet meget af det sidste år. Lige nu har jeg et samarbejde med de to kokke fra I’m A Kombo, hvor vi er i gang med at udvikle en anderledes pop-up restaurant ud til Københavns Lufthavn – noget som kommer til at skille sig markant ud, og som eksperimenterer med brugeroplevelsen. Udover det mere arkitektoniske laver jeg også kunst til forskellige virksomheder.

Med et øre ure...

Med et øre ure…

Hvad kendetegner et godt design i jeres verden?
– Et godt design bygger på behov og ikke kun ren æstetik.

Hvad arbejder I på pro tempore?
– Lige nu arbejder jeg på en ny torsdagsklub, som skal åbne den 8. maj – kodeordet er liderlighed. Derudover sidder jeg og tegner motiver til en ny tøjkollektion, som gerne skal komme på gaden til efteråret. Og så har jeg gang i et helt nyt projekt om at lave en kunstnerisk pornofilm, hvor blandt andet urin og blegfede mænd skal forenes i stram æstetik. 

Og lige fra siden...

Og lige fra siden…

Tre hurtige til Mikas Emil:

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Det må være på Sunday Club, hvor jeg lavede en opgave og fik besøg af min gode ven Hans, som havde taget avokado, hytteost og rugbrød med. Det var lidt et sjovt mix at sidde på en klub, hvor de popper champagne til 100.000 kroner, mens vi sidder og spiser med fingrene, fordi det selvfølgelig er en natklub, hvor de ikke har bestik.

Mikas Emil - den ene af de to mænd bag Kaksi. Her et sted i naturen.

Mikas Emil – den ene af de to mænd bag Kaksi. Her et sted i naturen.

Hvad byder din sommer på?
– Kebab, surfing, smørrebrød på Sundby Sejl, cykeltur på Mallorca, sejltur til Sejrø-festival, lave et vægmaleri og danse.

Hvad drømmer du om for tiden?
– Jeg drømmer om et stort loft, hvor der er mulighed for at opbevare alle de gode ting, folk smider ud.

Besøg Mikas Emils hjemmeside her

 RYK IND PÅ FACEBOOK HER

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk