Pernille Le Marc har bidraget med et og andet til My Pleasure gennem tiden – og typisk med fokus på det franske. Og det gode liv. I dag er ingen undtagelse, og derfor overlader jeg ordet til Pernille herfra…
Lyder street art, fransk art deco og skandinavisk minimalisme som en farlig blanding for dine ører? Så kan du godt tro om igen. Det er nemlig opskriften på det nye franske insted Hotel Molitor.

Molitor er en ægte parisisk myte, der aldrig dør ud. For nylig har man opført et femstjernet hotel omkring den 50 meter lange udendørs pool. Foto: Alexandre Soria
I 1929 blev Paris beriget med en ny svømmeanstalt. Molitor hed stedet, som hurtigt blev kendt for sine gigantiske bassiner, sine dekadente gallafester og sin avantgardistiske atmosfære. Det var her, den olympiske mester Johnny Weismuller startede sin svømmekarriere som livredder, det var her, den revolutionerende franske designer Louis Réard introducerede bikinien i 1946, og det var her, de parisiske kvinder for første gang og i al frimodighed badede topløse.

Molitor har til alle tide været indbegrebet af livsnydelse. Igennem 60 år strømmede pariserne til for at slikke sol, dyppe deres hede kroppe og sippe cocktails i parasollernes skygge. Foto: Gilles Rigoulet
Men i 1989 lukkede poolen og de solslikkende badedyr rykkede ud. Ind flyttede til gengæld byens street artists, som inden længe fik overmalet hele bygningen med graffiti i alle regnbuens farver. Dermed var Molitor med ét blevet omdannet til tempel for den parisiske undergrund.

Da svømmebassinet lukkede rykkede byens street kunstnere ind og transformerede Molitor til et graffitilærred. Foto: Thomas Jorion
Og sådan stod det på i årevis, lige indtil det parisiske bystyre besluttede, at der skulle ske noget nyt. Molitor skulle omdannes til femstjernet luksushotel for dermed på ny at blive samlingssted for det parisiske jetset. Præcis som i gamle dage. Efter syv års renovering kunne Molitor således i maj i år tage hul på sit tredje og sidste liv.

Det nyligt indviede Hotel Molitor er centreret omkring den udendørs, som samtlige værelser har udsigt til. Foto: GILLES TRILLARD
Bygningen er klassificeret historisk monument, hvilket betyder, at renoveringsarbejdet er gennemført på én betingelse: at den originale arkitektur respekteres. Derfor har man bevaret den oprindelige sennepsgule farve på facaden, ligesom de blå omklædningskabiner stadig er intakte. Også hvad angår indretningen, har man forsøgt at skabe et udtryk, der tager de besøgende tilbage i tiden. I hotellets store hall har man for eksempel indrettet en tesalon med art deco møbler opkøbt af en gammel fransk madame, der for nylig satte hele hendes interiør til salg, da hun flyttede ud. Resultat? Et gennemdesignet univers i bedste 30’er stil.

For at skabe et 30’er look har man opkøbt en hel art deco lejlighed. Hvor end du kommer på hotellet ser du således gamle kommoder og bløde lænestole. Foto: GILLES TRILLARD
Derefter har man sat et moderne touch på hele herligheden ved at tilføje lidt danske godter fra blandt andre Mater og Gubi. I kælderen har man udskiftet den oprindelige frisørsalon med en eksklusiv Spa by Clarins, i stueetagen har man omdannet et gammelt omklædningsrum til en minimalistisk gourmetrestaurant i tydelige skandinaviske toner, og på toppen af hotellet har man som kirsebærret på kagen tilføjet en trendy rooftop terrasse med direkte udsigt til Eiffeltårnet. Her kan man efter en lang dag ved poolen læne sig tilbage i de bløde terrassemøbler for at sippe kølig rosé og spise grillede sardiner, mens solen går ned over Paris.

Kaviar eller hummer i cognac? På gourmetrestauranten kan det være svært at vælge mellem de mange femstjernede retter, der er specielt udtænkt af topchefen Yannick Alléno. Foto: Alexandre Soria
Graffitien har også fået lov til at blive. Det første, du ser, når du ankommer til Molitor er således en stor Rolls Royce overmalet med graffiti og signeret JonOne. På væggene i receptionen, i restauranten og på gangene har den ikoniske graffitimaler Hijack malet sorte katte, der vender og drejer sig i alverdens forskellige positioner, og i kælderen har man dedikeret et helt lokale til skiftende udstillinger med nogle af tidens mest hippe kunstnere.

En række fremtrædende street kunstnere er inviteret til at udsmykke hotellet og sætte et råt præg på den historiske bygning. Foto: CHRISTOPHE DUGIED
Således har man på bedste vis formået at bringe fortid og nutid sammen i et vellykket ægteskab, der får folk til at strømme til fra nær og fjern. Derfor står tiden aldrig stille på Molitor, hvor der altid er liv og glade dage. Nu er det her, den hippe konceptbutik Colette hver torsdag afholder aqua fitness i det udendørs bassin. Det er her, Nike afholder træningssessioner for de morgenfriske. Og så var det her, man i sommer i forbindelse med den internationale tenniskonkurrence Roland Garros tømte det indendørs vinterbassin, installerede en tennisbane og inviterede Serena Williams og Rafael Nadal til at udfordre hinanden på bunden af poolen.

Tiden står aldrig stille på Molitor, hvor gymnastik, aqua fitness og tennis konkurrencer animerer billedet.
Så hvorfor lægge vejen forbi Molitor? Ganske enkelt fordi, det er et sted, hvor man mødes, bliver set og bidrager til historien. Det er den ideelle adresse for alle rejsende på udkig efter en atypisk, en rekreativ og en overraskende oplevelse. Kort sagt: det er et ægte must for alle, der vil kunne sige “Jeg har været der”.
1 comment
Det ser fantastisk ud, det minder mig meget om en af de helt store hotel kæder i Danmark, som f.eks. Helnan som ligger lige i udkanten af Århus centrum lige ved vandet. rigtig flot!
hoteller Århus